Erhvervsuddannelse

Søg ind på professionsbacheloruddannelsen til administrationsbachelor med en erhvervsuddannelse i rygsækken

Du har en erhvervsuddannelse og har fået et svendebrev og et uddannelsesbevis fra teknisk skole eller handelsskole.

Hvis du tidligere har afsluttet eller er på vej til at afslutte en af de erhvervsuddannelser, der er på listen over adgangsgivende uddannelser, så skal du søge før d. 15. marts på www.optagelse.dk (kvote 2). Enten giver din erhvervsuddannelse dig direkte adgang, eller der kan være specifikke krav om, at du også har bestået et eller flere gymnasiale fag på mindst C- eller B-niveau. 

Når du søger før d. 15. marts betyder det, at alt det som du har vedhæftet til din ansøgning kan være med i vurderingen. Din ansøgning vurderes ud fra de konkrete udvælgelseskriterier, som er fastsat for hver enkelt uddannelse.

Husk adgangskravene

Det er afgørende om du opfylder de specifikke adgangskrav, så derfor er det vigtigt at du tjekker op på dem under adgangskrav og udvælgelseskriterier på uddannelsen til administrationsbachelor inden du søger.

Vigtige datoer

1. februar
Optagelse på www.optagelse.dk åbner for ansøgning (kvote 2).
15. marts
Ansøgningsfrist kl. 12.00.
15. maj
Frist for upload af dokumentation i optagelse.dk (dog undtaget dokumentation for eksaminer og enkeltfag, som afsluttes i foråret - her er fristen 5. juli).
5. juli
Frist for upload af eksamensbeviser og enkeltfagsbeviser fra foråret.
28. juli
Svar på ansøgning via mail/UCN Optagelsesportal.

Offentliggørelse af evt. ledige studiepladser på www.ucn.dk/ledigepladser. Ansøgning foregår via online ansøgningsskema, som kan tilgås på siden.

Bemærk: Ledige studiepladser besættes efter ‘først til mølle’-princippet indtil studiestart.

Vilkår for optagelse

Hvis du er i tvivl om "teknikken" omkring din optagelse, kan du nedenfor se en række informationer, der kan gøre dig lidt klogere på alt det med småt.

Begrænsning af dobbeltuddannelse

Fra og med sommeroptagelsen 2017 er der indført nogle begrænsninger i at tage en ny videregående heltidsuddannelse på samme eller lavere niveau som den, du allerede har gennemført.

Det betyder, at hvis du allerede har bestået en professionsbacheloruddannelse som eksempelvis uddannelsen til sygeplejerske, kan du som udgangspunkt ikke optages på en ny professionsbacheloruddannelse, på en erhvervsakademiuddannelse eller på en bacheloruddannelse på et universitet.

Læs mere om begrænsning af dobbeltuddannelse og find ud af, hvordan det påvirker dig.

Betinget optagelse

Hvis du ved ansøgningsfristens udløb ikke opfylder adgangskravene til en uddannelse, kan din ansøgning i nogle tilfælde alligevel behandles på lige fod med de andre ansøgninger. Det vil sige, at du måske kan blive optaget på studiet på betingelse af, at du når at opfylde adgangskravene inden studiestart.

For at opfylde de specifikke adgangskrav til den enkelte uddannelse kan du supplere din adgangsgivende eksamen med ekstra fag eller fagniveauer. Dette gøres via HF-enkeltfag eller såkaldte Gymnasiale Suppleringskurser, som du kan læse mere om på GSdanmark.dk.

Du skal være opmærksom på, at hvis du får tilbudt en studieplads gennem betinget optag bortfalder din mulighed for at komme ind på én af dine lavere prioriterede uddannelsesønsker. Det vil sige, at hvis du ikke består dit suppleringskursus/HF-enkeltfag, vil du slet ikke blive tilbudt nogen studieplads.

Når du har bestået det eller de fag, der skal til for at opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen, skal kopi af prøvebeviset sendes direkte til den enkelte uddannelse, ikke via optagelse.dk.

Bemærk at det ikke er alle UCN’s uddannelser, der har betinget optag. Hvis du er i tvivl, er det derfor en god idé at kontakte en studievejleder ved den enkelte uddannelse og høre nærmere.

Du kan læse mere om de generelle regler for betinget optagelse på UddannelsesGuiden.

Børneattest

Du kan blive afkrævet en børneattest i forbindelse med praktik. Region Nordjylland og Region Midtjylland indhenter børneattester på alle studerende, der skal i praktik på regionernes sygehuse.

I forhold til andre praktiksteder gælder det særligt for uddannelser, hvor du i praktikken er i kontakt med børn og unge under 15 år.

Om børneattest

En børneattest indeholder oplysninger om, hvorvidt du har været straffet for seksuelle krænkelser af børn. Børneattester forældes ikke.

Børneattester er særligt aktuelle for sundhedsuddannelser og pædagogiske uddannelser.

Hvis dit praktiksted kræver det, skal du give samtykke til, at praktikstedet kan indhente en børneattest. Hvis praktikstedet ikke modtager din børneattest – uanset om den er ren eller ej - er praktik på dette sted udelukket. Det er praktikstedet, som vurderer, om praktikken kan gennemføres på stedet, hvis attesten ikke er ren. 

Du skal således være opmærksom på, at der kan opstå en situation, hvor du ikke kan gennemføre din uddannelse, hvis du ikke har en ren børneattest.

Vil du vide mere?

Kontakt en studievejleder på de uddannelser, som du er interesseret i, hvis du vil vide mere.

Læs mere om børneattester.

Dispensationer

Det kan være nødvendigt for dig at søge en dispensation i flere sammenhænge.

DISPENSATION FOR 2-ÅRS REGLEN VED BONUS FOR TIDLIG STUDIESTART

Du kan få justeret din kvotient, hvis du søger om optagelse på en videregående uddannelse inden for 2 år efter, du har afsluttet din gymnasiale eksamen. UCN kan forlænge 2-års-fristen, hvis du har været forhindret i at påbegynde en uddannelse på grund af:

  1. Værnepligtstjeneste, herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår
  2. Uddannelse med henblik på samt udsendelse som led i forsvarets internationale operationer
  3. Adoption eller barsel
  4. Længerevarende sygdom
  5. Pasning af nærstående, som er handicappede, alvorligt syge eller døende
  6. Træning til og deltagelse i Olympiske Lege eller Paralympiske Lege som en Elite- eller Verdensklasseatlet udpeget af Team Danmark

En ansøger kan dog højst få sammenlagt 4 års fristforlængelse. Du skal kunne dokumentere, at betingelserne for fristforlængelse er opfyldt.

Dokumentation

DIT EKSAMENSBEVIS

Har du bestået din adgangsgivende eksamen i 2004 eller senere, trækker systemet automatisk dit eksamensbevis, når du udfylder din ansøgning. Er din adgangsgivende eksamen fra før 2004, skal du uploade en kopi af dit eksamensbevis på optagelse.dk, så det er fremme senest 15. maj kl. 12.00.

Dokumentation for adgangsgrundlag for ansøgere via kvote 2 kan eftersendes, såfremt du ikke har modtaget eksamensbevis eller lignende før udløbet af ansøgningsfristen. Deadline for eftersendelse af eksamensbevis er 15. maj, dog undtaget eksamensbeviser/enkeltfagsbeviser fra sommer 2018, hvor fristen er den 5. juli 2018.

DOKUMENTATION FOR OPFYLDELSE AF SPECIFIKKE ADGANGSKRAV

Hvis du er dumpet et fag på et højere niveau end det, der specifikt påkræves, og dermed ikke kan dokumentere, at du er bestået det lavere niveau, som kræves, kan du rette henvendelse til dit gymnasiale uddannelsessted. Uddannelsesstedet vil måske kunne være behjælpelig med en såkaldt ”rektorerklæring”, hvoraf det fremgår, at det vurderes, at du ville kunne have bestået det pågældende lavere niveau.

Dokumentationen vedhæftes din digitale ansøgning på optagelse.dk.

DOKUMENTATION FOR AKTIVITETER, SOM SKAL VURDERES I KVOTE 2

Det er vigtigt for behandlingen af din ansøgning, at du uploader en korrekt og fuldstændig dokumentation. Den bedste dokumentation er præcis i sit indhold samt læselig – dvs. en god kopi. Dokumentationen skal være så omfattende, at den beskriver alle sider af aktiviteten, men samtidig skal den være overskuelig. Fx skal dokumentation for erhvervserfaring indeholde periode, arbejdets art og ugentlige timetal. Som dokumentation for udført erhvervsarbejde, kan du anvende arbejdsgivererklæringer på optagelse.dk eller eksempelvis vedlægge lønsedler mm.

Som kvote 2-ansøger skal du uploade dine bilag på optagelse.dk.

I særlige tilfælde og efter aftale med den enkelte uddannelse, kan du sende dine bilag med posten, husk at henvise til din indsendte digitale ansøgning ved at skrive dit cpr.-nummer på bilaget og oplyse, hvilken uddannelse du har søgt ind på. HUSK at du kun skal indsende fotokopier, da bilagene ikke returneres.

TIDSFRISTER FOR FREMSENDELSE AF DOKUMENTATION SOM BILAG TIL DIN ANSØGNING I KVOTE 2

Hvis du ønsker at uploade dokumentation for aktiviteter opnået efter 15. marts, skal du huske at oplyse dette i kvote 2 ansøgningen. Sidste frist for upload af dokumentation for aktiviteter, som du ønsker skal indgå i vurderingen af din kvote 2 ansøgning er den 15. maj kl. 12.00.

Fuldmagt

Hvis du ikke selv har mulighed for at udfylde din ansøgning, fordi du for eksempel er ude at rejse, kan en anden person søge for dig. Det kræver, at du har givet denne person fuldmagt.

Læs mere om fuldmagt på optagelse.dk.

Gymnasial eksamen

Hvis du skal optages på en uddannelse gennem kvote 1, er det nødvendigt at have en gymnasial eksamen i rygsækken.

Hvad er en gymnasial eksamen?

  • Studentereksamen (stx)
  • Højere forberedelseseksamen (hf)
  • Højere handelseksamen (hhx)
  • Højere teknisk eksamen (htx)
  • Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux)
  • Færøsk studentereksamen, Grønlands gymnasiale Uddannelse (GU-eksamen), færøsk højere forberedelseseksamen, færøsk højere handelseksamen, den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere handelseksamen fra Grønland, færøsk højere teknisk eksamen, den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere teknisk eksamen fra Grønland, eksamen fra Duborg-skolen og fra A. P. Møller Skolen
  • Gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF)
  • Dansk/Fransk Baccalauréat (DFB), Europæisk Baccalauréat (EB), International Baccalaureate (IB) Option Internationale de Baccalauréat (OIB) og dansk-tysk studentereksamen (DIAP)
  • Udenlandsk eksamen m.v., som Styrelsen for Videregående Uddannelser har vurderet som sammenlignelig med en dansk gymnasial eksamen.

Adgangskravet til visse tekniske uddannelser kan tillige opfyldes ved adgangseksamen til ingeniøruddannelserne. Kontakt studievejledningen for yderligere oplysninger.

Vurdering af udenlandske eksaminer, jf. stk. 1, nr. 9, foretages i henhold til lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Kontakt studievejledningen for yderligere oplysninger.

Indskrivning udenom KOT

Du kan søge optagelse på to forskellige måder afhængigt af, om du skal begynde på første studieår på en professionsbacheloruddannelse eller på 3. semester eller senere trin af en uddannelse.

Den Koordinerede Tilmelding (KOT) er for ansøgere, der skal begynde på første studieår af en professionsbacheloruddannelse.

Indskrivning udenom KOT er for ansøgere der skal begynde på 3. semester (eller senere) på en professionsbacheloruddannelse, ved (gen)indskrivning m.fl.

Er du I tvivl, om du skal søge om optagelse eller indskrivning, opfordres du til at kontakte os.

Kvotefordeling

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte har fastsat kvotestørrelser på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Kvotestørrelserne og hermed fordelingen af studiepladserne fremgår nedenfor.

Kvotesystemet bringes i anvendelse, hvis antallet af kvalificerede ansøgere overstiger antallet af pladser på uddannelsen.

PROFESSIONSBACHELORUDDANNELSER (KVOTE 2 FOR 2018 I PROCENT)

Administrationsbachelor 
50 %
Bygningskontruktør 
65 %
Export and technology management 
50 %
Ergoterapeut 
50 %
Finansbachelor 
35 %
Fysioterapeut
50 %
Jordemoder 
50 %
Lærer**
Natur-og kulturformidling 
50 %
Pædagog 
50 %
Radiograf 
50 %
Sygeplejerske 
50 %

** Flydende kvotefordeling. Der optages først gennem kvote 1 og efterfølgende overføres resterende studiepladser til kvote 2.

Merit

Merit betyder, at du bliver fritaget for dele af en uddannelse ved godskrivning af anden dansk eller udenlandsk uddannelse. Merit betyder fritagelse af allerede erhvervede kvalifikationer fra én formel uddannelse som led i gennemførelse af en anden formel uddannelse. Når du får merit, bliver du fritaget for dele af uddannelsen i form af prøver og/eller undervisningsforløb på din nye uddannelse.

Forhåndsmerit er en forhåndsgodkendelse af, at du vil kunne fritages for dele af en uddannelse, hvis du gennemfører et kommende studieophold i udlandet, eller ved en anden dansk uddannelsesinstitution.

Læs mere om merit.

Motivationsbeskrivelse

En motivationsbeskrivelse indgår ofte som et udvælgelseskriterium under kvote 2. Formålet med motivationsbeskrivelsen er at synliggøre, hvorfor du gerne vil læse på den pågældende uddannelse og hvilke tanker du gør dig ift. uddannelsen.

Motivationsbeskrivelsen bruges som dokumentation i kvote 2 og indgår i den samlede vurdering af din ansøgning.

UCN anbefaler dig at bruge nedenstående hjælpespørgsmål, når du laver en motivationsbeskrivelse. I skabelonen bliver der bl.a. spurgt til dine kompetencer, hvilket dækker over fx arbejde, kurser, uddannelse, fritidsinteresser, projektdeltagelse mm. samt hvordan du bruger disse kvalifikationer, når du fx løser en opgave. Vælg gerne de kompetencer ud, som kan have særlig betydning for dit valg af uddannelse:

  1. Hvorfor vil du gerne læse på den pågældende uddannelse? Hvor har du din interesse fra?
  2. Hvilke kompetencer har du med dig, som er relevante ift. uddannelsen – og hvorfor er netop disse kompetencer særlig relevante?
  3. Hvad kender du til uddannelsen – og hvor har du din viden fra?
  4. Hvilke overvejelser har du gjort dig om, hvordan du gerne vil bruge din uddannelse?
  5. Dato og underskrift

Motivationsbeskrivelsen må max. fylde 1 side eksklusiv eventuelle bilag. Motivationsbeskrivelsen uploades sammen med ansøgningen om optagelse i kvote 2.

Sprogkrav

Til udenlandske ansøgere uden for Norden:

  • Bestået studieprøven i dansk som andetsprog eller
  • dokumentation af tilsvarende kundskaber i dansk

Udenlandske studerende fra Norden skal ikke opfylde sprogkrav. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis du som nordisk studerende bliver optaget på uddannelsen, skal du - som alle andre studerende - aflægge alle prøver på et forståeligt dansk.

Standby

Standby betyder, at du står til rådighed. Hvis du søger en standbyplads, skal du være klar til at acceptere tilbud om en ledig plads i et nærmere fastsat tidsrum efter studiestarten 1. september (sommer) og uge 6 (vinter).

Bliver du optaget på en standbyplads, kan du ikke optages på en lavere prioritet, dvs. du ikke kan ikke være optaget på en anden uddannelse, du har søgt ind på. Hvis du får en standbyplads, men ikke får tilbudt studiestart i år, vil du få et tilsagn om optagelse næste år. Det vil sige, at du er sikker på en studieplads ved næste års optagelse. Du skal huske at sende et nyt ansøgningsskema næste år, hvor du sætter kryds i rubrikken: ”tilsagn”, hvis du stadig ønsker at blive optaget på studiet. Får du tilbudt en plads på studiet inden standbyfristen udløber, skal du sige ja til pladsen, ellers mister du også dit tilsagn om optagelse året efter.

Du kan kun søge om en standby-plads, hvis du samtidig søger om optagelse. Det vil sige, at du ikke kan bruge standby til at reservere en studieplads det efterfølgende år.

Du kan læse mere om standby på UG.dk.

Straffeattest

Du kan blive afkrævet en straffeattest i forbindelse med praktik.

Om straffeattest

En straffeattest indeholder oplysninger om lovovertrædelser, der har udløst domme, bøder og tiltalefrafald.

Hvis dit praktiksted anmoder om en straffeattest, skal du selv indhente den hos politiet og aflevere den til praktikstedet. Det er praktikstedet, som vurderer, om praktikken kan gennemføres, hvis attesten ikke er ren.

Vil du vide mere?

Kontakt en studievejleder på de uddannelser, som du er interesseret i, hvis du vil vide mere.

Læs mere om straffeattester, herunder hvor længe overtrædelser står på straffeattesten.