Hvad kræver uddannelsen?

Få svar på, hvad det kræver af tid, egenskaber og udgifter for at komme godt igennem studiet og blive en god automationsteknolog.

Du kommer til at arbejde i grupper

Du kommer ikke til at arbejde alene og skal derfor være forberedt på at skulle arbejde meget i grupper, dele din viden, og møde op til aftaler med din gruppe.

Der vil være engelsk litteratur

Engelsk litteratur kan forekomme på uddannelsen. Automation er et internationalt fagområde, og derfor er meget ny litteratur på engelsk.

Der er forskellige fagligheder i klassen

De studerende på uddannelsen kommer med forskellige baggrunde. Hvis du søger ind med en gymnasial uddannelse, skal du være forberedt på, at du ikke lærer det praktiske håndværk indenfor f.eks. el-arbejde, eksempelvis kabling. Dog vil du studere sammen med flere elektrikere, som har praktisk viden og erfaring.

Hvis du er faglært skal du til gengæld forberede dig på, at der er krav om meget mere dokumentation bag dine løsningsforslag. Generelt skaber forskelligheden i klassen et rigtig godt studiemiljø, hvor forskellige erfaringer og kompetencer kan spille sammen til alles fordel.

Student? Så kan du forberede dig med praktikum

Søger du ind med en studentereksamen, kan UCN tilbyde dig et gratis 4-ugers forberedelseskursus kaldet "Praktikum" op til studiestart. Her får du en indføring i de basale færdigheder indenfor el, vvs og andre relevante håndværksfag og lærer grundlæggende begreber og metoder. Læs mere om forkurset, og hvordan du søger.

Du skal have styr på computeren

Du skal have kraftig PC, der er stabil, og som er klar ved studiestart. Der er ikke tid efter studiestart til at vente på, at du har din computer klar. Den fulde anbefaling af hardware vil fremgå af den information du modtager op til studiestart.

På uddannelsen arbejdes der meget med virtuelle maskiner, så det skal din PC kunne klare. Derudover skal maskinen køre Windows 10 (Pro eller højere) og have mulighed for tilslutning af både kablet netværk og trådløst netværk. Du får mulighed for at låne specialsoftware af UCN eller købe til studievenlige priser via UCN. Du får adgang til Office-pakken gratis under dit studie.

Der er udgifter til litteratur og studieture

Bøger og litteratur er ca. 1000 kr. pr. semester. Mest online litteratur og ebøger. Hvis du vælger at deltage i studieturen til Rio, skal du forvente en udgift på ca. 5.000 kr, selvom UCN giver støtte til turen.

Et fuldtidsstudie der kræver forberedelse

Som udgangspunkt kan du forvente at være på UCN kl. 8.30-15.30 alle hverdage, men det kan dog sagtens variere. Her vil du både modtage undervisning, få vejledning, lave øvelser, arbejde alene eller bruge tid på gruppeprojekter. Dine undervisere forventer også, at du til samtlige undervisningstimer har forberedt dig, og derfor kan du også forvente hjemmearbejde.

 

Studievejledning

Gitte Carstens
Generel studievejleder
Teknologi
Tlf.: 72 69 13 30
gc@ucn.dk

Kontaktperson for alle teknologi-uddannelser.