Studerende fortæller

Brian Westergaard Pedersen: "Mit største ønske er nok at komme til at besidde et job som projektleder, da uddannelsen til automationsteknolog også indebærer projektledelse, innovation, finans- og forretningsforståelse."

Hvorfor har du valgt at læse til automationsteknolog?

Jeg har arbejdet inden for elfaget siden 1990, hvor jeg kom i lære som elektromekaniker. Efterfølgende læste jeg til el-installatør fra 1998-1999, dengang 1,5 år. Efterfølgende har jeg været rejse-/el-montør med styring som hovedfag. Desværre blev jeg ramt af sygdom og måtte gennemgå et længere sygdomsforløb. I den forbindelse fik jeg tilbud om at vælge på alle hylder, men med min baggrund kunne jeg ikke se andre og mere spændende udfordringer end at vælge uddannelsen til automationsteknolog. Derudover er det en meget spændende fremtid vi går i møde inden for dette område.

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig med studiet?

Mit største ønske er nok at komme til at besidde et job som projektleder, da uddannelsen til automationsteknolog også indebærer projektledelse, innovation, finans- og forretningsforståelse. Nu er jeg jo en ældre herre med en del års erfaring, som jeg mener jeg kan bringe videre til firmaer, der kunne have brug for det. Men som projektleder får man jo også ansvaret for programmering, teoretiske beregninger samt alt det finansielle. Med min baggrund har jeg også haft i tankerne at starte eget firma.

Nævn tre spændende ting ved din uddannelse

  • Projektarbejde på tværs af nationaliteter.
  • Foredrag og besøg hos firmaer: Det giver ungdommen et godt indblik i hvad det handler om.
  • Indblik i nye verdener inden for mange spændende genre, etc.

Nævn tre ting, der har udfordret dig

  • At vænne mig til at sidde på skolebænken efter så mange år på arbejdsmarkedet.
  • At følge med i matematik og fysik, da jeg er kommet ind på kvote 2.
  • At lære at tænke logisk, når jeg hele livet har tænkt praktisk.

Hvad har du fået ud af uddannelsen på det personlige plan?

Jeg har lært utroligt mange nye (unge) dygtige mennesker at kende, og jeg har lært at man kommer langt med gå-på-mod. De unge har stor viden inden for nogle områder, mens jeg har stor viden inden for andre områder. Jeg har den brede erfaring med el, hvor ungdommen tænker på den logiske måde. For mig er det nok det, der har givet mig mest på det personlige plan.

Hvordan er studiemiljøet?

Personligt synes jeg vi har en utroligt sammentømret klasse, og det har den stort set været fra dag et. Omkring studiemiljøet på skolen synes jeg det er hyggeligt udført med fine studieområder og grupperum. Der bliver tit lavet arrangementer for de studerende, både på Sofiendalsvej og alle andre afdelinger. Nu er jeg jo ikke en af de unge i klassen, men jeg ved der er mange der deltager fra vores klasse når der er arrangementer, så min konklusion må være at studiemiljøet er i top.

Hvis du skulle anbefale din uddannelse til andre, hvad ville du så sige?

Det er en meget bred og lærerig uddannelse, og kigger man fremad er der mange perspektiver og muligheder inden for denne uddannelse/branche.

Hvad siger andre, når du fortæller, at du studerer til automationsteknolog?

For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at folk tager hatten af for det. De synes det er modigt at starte på så svær en uddannelse i en alder af 44 år.

Hvilken ting er et ”must have” på din uddannelse?

Min egen erfaring siger mig, at det er et must at have gode kundskaber inden for matematik, fysik og engelsk. Dernæst bør man vide en lille smule om EL inden man tager det store spring ud i denne uddannelse samt have gode kommunikationsevner, da alt foregår på engelsk.

Fortæl en sjov eller tankevækkende oplevelse, du har haft i løbet af din uddannelse

Jeg synes vi altid har det sjovt i klassen; der er altid en kvik bemærkning, hvilket også kan mærkes på undervisningen. Underviserne deltager også i det hyggelige og sjove i timerne, hvilket giver en bedre undervisning.

Uddannelsens kontaktperson

Maj-Britt Trolle Ståhl
Uddannelsens kontaktperson

Tlf.: 72 69 14 93
mat@ucn.dk

Træffes tirsdag, torsdag og fredag mellem kl. 9.00 - 13.00

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind