Gå til hoved indhold

Q&A: CompanYoung

Har I designteknolog-dimittender ansat og hvad laver de?

Ja, vi har Designteknolog-dimittender ansat hos CompanYoung – og de spiller en vigtig rolle i vores kreative team. De arbejder typisk som designere og bidrager med kompetencer indenfor visuel kommunikation, grafisk design og digitalt design. I praksis er de med til at udvikle kampagnekoncepter, webdesign, content til sociale medier, online annoncering, tryksager og motion graphics. Derudover deltager de aktivt i kreative brainstorms og kundepræsentationer. De bringer en stærk æstetisk sans, teknisk kunnen og friske perspektiver, som er med til at løfte vores kreative løsninger og gøre vores kommunikation mere målrettet og engagerende.

Hvorfor kunne det være en dimittend fra designteknologuddannelsen, I rekrutterer næste gang?

Designteknolog-uddannelsen giver de studerende en god praktisk og kreativ værktøjskasse, som matcher det behov vi har i vores hverdag. Dimittenderne er vant til at arbejde projektbaseret og er ofte hurtige til at sætte sig ind i kundebrief og omsætte det til konkrete, visuelle løsninger. De har også en forståelse for målgruppekommunikation, hvilket er centralt i vores arbejde med både ungdomsuddannelser og større virksomheder. Mange af de dimittender vi møder, har også erfaring fra praktik eller studiejob og kommer derfor ind med både gåpåmod og brugbar erfaring.

Hvad skal kommende dimittender vide, hvis de skal ansættes hos jer?

Hos CompanYoung får man hurtigt ansvar og bliver en del af et ambitiøst og ungt team, hvor samarbejde og kreativitet er i højsædet. Det er vigtigt, at man trives i et dynamisk miljø, hvor opgaverne kan være både store og små, altid med fokus på at skabe resultater for kunden. Man skal være nysgerrig, initiativrig og have lyst til at udvikle sig, både fagligt og personligt. Vi arbejder med alt fra efterskoler og gymnasier til nogle af Danmarks største virksomheder, og det kræver, at man kan omstille sig og finde den rette visuelle tone til forskellige målgrupper.

Hvad er ellers vigtigt at vide om lige netop jeres virksomhed?

Vi har både designere, tekstforfattere, mediespecialister, udviklere, konsulenter, analytikere og client managers in-house, og vi tror på, at de bedste løsninger skabes i tæt samarbejde mellem vores forskellige fagligheder. Vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet og plads til både kreativ leg og professionel udvikling.