Energien kommer fra aldrig at stå stille

- Jeg vil ikke blive overhalet af udviklingen, understreger Jesper. Kombinationen af mellemlange uddannelsesforløb, praktik og arbejde gør, at jeg aldrig går død i at videreuddanne mig. I dag er Jesper med til at reducere energiforbruget i op mod 1200 af Coops dagligvarebutikker landet over, som energikonsulent hos Kuben Management. 

Jesper arbejder med at sikre data og sætte ledelsessystemer op, så der kan optimeres på tværs af mange forskellige energiforbrugende teknologier. Det gælder alt fra køle- og frostsystemer, ventilation i bygningen, styringen af lys, udskiftning af gamle lyskilder til LED og indkøring af nye krav til standardisering og dokumentation. Alt sammen har til formål at nedbringe forbruget – og gøre det let for de drifts- og ledelsesansvarlige at holde øje med resultaterne.


Energiledelse – er det nu nødvendigt?

Reducering af energiforbrug og miljøbelastninger er noget, der vedrører den daglige ledelse af en virksomhed. Miljøhensyn og bæredygtighed er noget man konkurrerer på. Kunder og potentielle medarbejdere vurderer i stigende grad det miljøaftryk, en virksomhed sætter på vores fælles verden. 

Og det er udfordring, som optager Jesper:
”For at besparelser og optimering af forbruget kan komme ind på ledelsesgangen, skal der udvikles en struktur og et system. Det lyder måske kedeligt, men i virkeligheden handler det om at være sikker på, at der er data om effekten af de tiltag, man sætter i gang – og at data rent faktisk passer. Det gælder ikke om at spare penge på kort sigt, men om at blive i stand til løbende at optimere energiforbruget. Virkelighedens energilandskab er nemlig oftest meget mere kompliceret end nogen tegning eller teori kan indfange.”

Jespers opgaver er at hjælpe virksomheder, som f.eks. Coop, med at udarbejde og implementere nye systemer til at overvåge og arbejde med energidata helt ude fra hver enkelt butik og ind på ledelsesgangen.

Jespers dagligdag er præget af stabile men også fleksible rammer, som både er afvekslende men også giver plads til at planlægge sin egen hverdag.

Uddannelse giver mere ansvar

”Det er meget store projekter, jeg arbejder med nu, sammenlignet med hverdagen som elektriker [som Jesper startede med]. Dengang var det mere forudsigeligt, men ansvaret i mit nye job er også helt anderledes – og mit arbejde kan få vidtrækkende konsekvenser – både økonomisk, miljømæssigt og ledelsesmæssigt ude i virksomhederne.”

En anden af de ting Jesper sætter pris på i hans nye rolle som Energikonsulent, er den meget fleksible hverdag. Typisk arbejder han ud fra sit kontor, men er også koblet på flere forskellige projekter i sit job:

”Tit har man møder med kunder ude af huset, nogle gange arbejder man på kontoret eller derhjemme, og andre gange er man helt ude i marken og hente data hjem. Det giver en afvekslende men også stabil hverdag,” fortæller Jesper.

Omlægning af belysning til LED er en del af projektet med mål om nedbringelse af energiforbruget i Coops butikker. Foto: Coop

Klædt på til opgaven

Projektet for Coop har været en af de opgaver, hvor Jesper har kunnet se værdien af sin professionsbachelor i Energimanagement og før det uddannelsen til Energiteknolog. Særligt Energimanagement har nemlig fokus på energiledelse og kommunikation, som fylder meget når man arbejder med store organisationer. 

”Uddannelsen har klædt mig på til at angribe de her større problemer, og det er nye udfordringer, men jeg bruger stadig min faglige uddannelse hver dag. Så uanset hvad, har ingen af mine uddannelser været spild – det hele er en del af en proces, hvor energien kommer fra aldrig at stå stille. 
Mit uddannelsesforløb har sikret et godt fundament for mit videre udviklingsforløb karrieremæssigt, og det er inspirerende at arbejde med nogle meget kompetente energiansvarlige i Coop organisationen.”

På uddannelserne Jesper har taget [Energiteknolog og Energimanagement] er holdene sammensat af både studenter og tidligere faglærte, der enten kommer fra el-, vvs- eller tømrerfaget. Det giver en god dynamik, hvor studerende med deres forudgående baggrunde hjælper hinanden videre til at forstå kompleksiteten af energi i praksis og teori. 

Projektet for Coop har fokus på at samle, validere og monitorere data over energiforbruget fra mange forskellige kilder i ét samlet system til brug i energiledelsen. Illustreret her af Kuben Management.

Uddannelse i fleksible portioner

For Jesper har det været en tydelig fordel, at han altid har kunnet overskue forløbene og se en klar praktisk anvendelsesværdi, af det han lærer:

”Jeg havde også overvejet de længere uddannelser til f.eks. maskinmester eller ingeniør, men med en erhvervsakademisk grunduddannelse og overbygning til professionsbachelorniveau kunne jeg nemmere sammenstykke min vej bid for bid og justere ind undervejs.”

Vejen er heller ikke lukket for videreuddannelse. Rigtig mange som læser på UCN fortsætter senere eller med det samme på en kandidatuddannelse på universitetsniveau. Og for Jespers vedkommende er døren da heller ikke lukket for videre uddannelse. 

”Jeg kunne godt finde på at lære mere om økonomi og finansiering. Det er jo noget som optager ledelsen i en virksomhed, om nye tiltag kan ses på bundlinjen og hvornår. Så det kunne bestemt være en mulighed.”

HVEM ER JESPER?

Navn: Jesper Hemdorff Belling
Alder: 27
Bopæl: Århus
Job: Energikonsulent
Virksomhed: Kuben Management
Uddannelser:
Professionsbachelor i Energimanagement (1½ årig top-up fra UCN)
Energiteknolog (2-årig akademiuddannelse)
Elektriker

LÆS MERE OM UDDANNELSERNE
Energiteknolog (2 årig akademiuddannelse)
Energi Management (1½ årig overbygning til professionsbachelorniveau)

Hvis du er interesseret i energi, miljø og bæredygtighed inden for byggeri:
- Bygningskonstruktør (3½ årig professionsbachelor)

 

Kontakt

Gitte Carstens
Generel studievejleder
Teknologi
Tlf.: 72 69 13 30
gc@ucn.dk

Kontaktperson for alle teknologi-uddannelser.

Ann Lilith Kongsbak Rasmussen
Kontaktperson e-læring

Tlf. 72 69 14 89
alkr@ucn.dk

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind