Energiverdenen er i stor udvikling

Jeg har mange forskellige opgaver og mange forskellige samarbejdspartnere.

Rasmus Bredgaard, 31, startede på energiteknologuddannelsen i 2011 og blev færdig i 2013. På det tidspunkt var uddannelsen så ny, at der ikke var nogen, der tidligere havde færdiggjort den. Alligevel kastede Ramus Bredgaard sig ud i det, da han havde lyst til at få nye udfordringer.

Jeg var tidligere udlært elektriker, men jeg gik og manglede lidt til hovedet. Jeg har altid syntes, at energiområdet er spændende, så jeg søgte informationer om uddannelsen og valgte så at søge ind, fortæller han.

Det var dog svært at tage beslutningen om at gå fra en elektrikerløn til SU.  Det krævede en del overvejelser, før Rasmus Bredgaard traf valget.

Som udlært elektriker havde jeg en fornuftig løn og havde en del akkordarbejde. Så jeg skulle gå ned i indkomst, og det var selvfølgelig en barriere. Jeg havde lejlighed og bil, men jeg vurderede, at indkomsten godt kunne klare det, og så sprang jeg ud i det.

Det er han glad for den dag i dag. Han har gennem uddannelsen fået en bred viden om de fleste aspekter af energiverdenen.

Det stærkeste ved uddannelsen er helt klart den store bredde. Man lærer om alt fra motorteori til termodynamik. Jeg kan godt lide, at der er meget fokus på praksis, og at man får indblik i alle aspekter af energioplevelsen: vand, el, olie. Jeg er blevet klædt på til lidt af hvert i erhvervslivet.

Uddannelsen har altså givet Rasmus Bredgaard et godt fundament til at varetage sit nuværende job som energirådgiver hos LandboNord i Brønderslev. Her sidder han og laver energiøkonomiske beregninger for bl.a landbrug og installatører fra hele landet. Det kan både være beregninger på nybyggeri eller på, om det økonomisk kan svare sig at udskifte for eksempel en kedel. Det er et alsidigt job, som Rasmus er rigtig glad for.

Jeg har mange forskellige opgaver og mange forskellige samarbejdspartnere. Jeg synes, at det er fedt at lave beregninger på, om man kan investere i noget, der er mere effektivt, end det man har i forvejen, fortæller han.

Rasmus Bredgaard er glad for sit job, men han mener også, at energiverdenen og landbruget er brancher, der er i stærk udvikling. Derfor ved han ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe.

Landbruget flytter sig vanvittigt. Om fem år er vi så langt, at jeg måske skal søge nye græsgange. Det kunne også være inden for undervisningsområdet, for der er kommet meget mere fokus på energi på elektrikerstudiet inden for de sidste par år, afslutter han.

Uddannelsens kontaktperson

Maj-Britt Trolle Ståhl
Uddannelsens kontaktperson

Tlf. 72 69 14 93
mat@ucn.dk

Træffes tirsdag, torsdag og fredag mellem kl. 9.00 - 13.00

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind