Gå til hoved indhold

Jacob har i mange år undervist på uddannelsen til ergoterapeut og gør det stadig. Sideløbende har han uddannet sig yderligere. Først med en masteruddannelse på universitet i Lund og sidenhen med en ph.d. på Aalborg Universitet. I dag er han stadig underviser men er også involveret i to forskellige forskningsprogrammer. Han er områdeansvarlig for forskningsindsatsen "Digitale sundhedskompetencer" under UCN's forskningscenter for sundhed og anvendt teknologi. Han er også programleder for et fælles Nationalt Center for Anvendt forskning blandt ældre borgere i livet med multisygdom.

Hvilke arbejdsopgaver har du?

I mit nuværende job beskæftiger jeg mig hovedsageligt med undervisning på Ergoterapeutuddannelsen samt forskning og forskningsledelse.

Som lektor på Ergoterapeutuddannelsen underviser jeg i digitalisering og teknologi, social udsathed, kvalitetssikring og udvikling, projektstyring og vejleder de studerende på forskellige projekter og opgaver-

Som områdeansvarlig i Forskningscenter for Sundhed og anvendt teknologi, Professionshøjskolen UCN er det min opgave at udvikle forskningsområdet ’digitale sundhedskompetencer’, hvilket indebærer at udføre forsknings- og projektledelse indenfor emnet sammen med tilknyttede forskere, samt understøtte forsknings- og projektledelse i forskningscenteret generelt. Jeg arbejder med fondsansøgninger og samarbejder med forskningsleder og forskningskoordinator i.f.t. til økonomi og timer i projekter samt afholder løbende portefølje-møder med de forskere der er tilknyttet mit ansvarsområde.

Som programleder i NAMU har jeg en operationel ledelsesrolle hvor jeg driver og koordinerer et fælles forskningsprogram på tværs af UC´er i Danmark. Dette i tæt samarbejde med centerchefen og forskningscenterets øvrige ledelse. Forskningsprogrammet har til formål at identificere praksisbehov i danske kommuner, i relation til ældre borgere med multisygdom, i samskabelse med praksisaktører

Hvad er du glad for ved jobbet?

Mit nuværende job er særligt meningsfuldt for mig, da mit arbejde med undervisning og forskning bidrager til et bedre hverdagsliv for borgere og patienter og en bedret sundhedsfaglig praksis. Jeg har altid haft en brugerinddragende tilgang i mit arbejde, både som ergoterapeut og forsker. Det giver en glæde at se ens forskning give mening og værdi for både borgere, patienter, ergoterapeuter og andre sundhedsfaglige professioner. 

Det giver en glæde at se ens forskning give mening og værdi for både borgere, patienter, ergoterapeuter og andre sundhedsfaglige professioner. 

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Min grunddannelse som ergoterapeut har uden tvivl formet mig som den forsker jeg er i dag. Jeg husker stadig meget af det som mine undervisere lærte mig dengang. Det har gjort at jeg altid har borger-, aktivitets- og hverdagslivsperspektivet med mig – især når jeg arbejder med samskabende forskningsprojekter.

Som studerende på ergoterapeutuddannelsen blev jeg meget optaget af aktivitetsvidenskab. Det gav mening for mig at forstå ergoterapeutisk praksis ud fra teoretiske perspektiver, og mine undervisere gav mig dengang mulighed for at udforske det endnu mere. Det er jeg taknemmelig for i dag. Interessen har jeg taget med mig i arbejdslivet både som underviser og forsker.