Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

I min nuværende rolle som revisor spænder mine opgaver bredt og indebærer alt fra bogføring og kundesparring til opstilling af regnskaber og revision. Jeg har også mulighed for at undervise elever, hvor jeg videregiver min viden om emner som bogføringsteknikker, skatteregler og momsloven.

Et eksempel på mine opgaver kunne være at hjælpe et selskab med den daglige bogføring, afstemning af bankkonti og momsindberetning. Derudover rådgiver vi ofte om nye regler, som f.eks. den nye bogføringslov, og hvordan den skal implementeres i praksis.

Når regnskabsåret afsluttes, sørger vi for at udarbejde regnskabet og indgive det korrekt. Dette kan variere alt efter selskabets størrelse – i mindre virksomheder er det ofte én person, der laver regnskabet og gennemgår det med den underskrivende revisor. I større selskaber arbejder vi derimod ofte i teams, og her kan opgaverne også inkludere lageroptælling eller revision, hvor jeg eksempelvis kan have ansvaret for gennemgang af debitorer.

Vi løfter alle sammen i flok og fordeler opgaverne mellem os. Det gør, at man får mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige typer opgaver og være tæt på kunderne, både i det daglige arbejde og ved større projekter. Det er en spændende og varieret hverdag, hvor der altid er noget nyt at lære.

Hvad er du glad for ved jobbet?

En af fordelene ved mit job som revisor er, at det giver mig mulighed for at skabe en god balance i livet. Jeg kan selv planlægge min tid og have frihed til at tilpasse mit arbejde i forhold til mit privatliv. For eksempel, hvis jeg skal til et arrangement, kan jeg tilrettelægge mine opgaver, så jeg kan deltage.

Det betyder måske, at jeg nogle gange arbejder en lørdag og til gengæld holder fri en fredag – den fleksibilitet gør en stor forskel for mig.

Jeg sætter også pris på at være med fra start til slut i opgaverne, eller som vi siger: fra vugge til grav. Det betyder, at jeg er involveret i hele processen, lige fra en opgave kommer ind, til vi afleverer det færdige regnskab tilbage til kunden. Det giver både et godt overblik og en følelse af ansvar og tilfredshed ved at se opgaverne blive løst og afsluttet.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Uddannelsen til financial controller har forberedt mig rigtig godt på mit arbejde som revisor. Den har givet mig et solidt fundament inden for mange af de opgaver, jeg møder i branchen, som bogføring, analyse og økonomistyring. En vigtig del handler også om kommunikation med kunder og at kunne sparre kollegaer, hvilket jeg bruger meget i min hverdag.

Jeg trækker stadig ofte på det, vi lærte i undervisningen, især fra fag som eksternt regnskab, skatteret og momsret. Disse fag er kernen i mange af mine opgaver i dag – for eksempel når jeg arbejder med indregningsmetoder eller håndterer momsregler i forbindelse med bogføring.

Derudover har fag som virksomhedens strategiske styring og kommunikation og salg været med til at give mig en bedre forståelse af, hvordan virksomhedsejere tænker, og hvordan jeg kan identificere og imødekomme kundernes behov.

Uddannelsen har også haft et stort generelt fokus på præsentation og kommunikation, hvilket er noget, jeg bruger hele tiden. Det kan være, når jeg skal forklare noget til en kollega, eller når jeg underviser og står foran en større gruppe. Disse kompetencer gør det nemmere at formidle viden på en klar og forståelig måde, uanset om det er internt i virksomheden eller til vores kunder. Alt i alt har uddannelsen givet mig de værktøjer, jeg har brug for, og gjort mig godt rustet til hverdagen som revisor.