Vilkår for optagelse

På denne side kan du læse en lang række informationer om "teknikken" bag din optagelse

Få et overblik over en række emner, der kan være relevante for din optagelse. Hvis du skulle have yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte studievejledningen.

Adgangskrav - kan jeg søge selv om jeg ikke opfylder alle kravene?

Betinget optagelse

Hvis du ved ansøgningsfristens udløb ikke opfylder adgangskravene til en uddannelse, kan din ansøgning i nogle tilfælde alligevel behandles på lige fod med de andre ansøgninger. Det vil sige, at du måske kan blive optaget på studiet på betingelse af, at du når at opfylde adgangskravene inden studiestart.

Bemærk at det ikke er alle UCN’s uddannelser, der har betinget optag. Hvis du er i tvivl, er det derfor en god idé at kontakte en studievejleder ved den enkelte uddannelse og høre nærmere.

FREMSENDELSE AF DOKUMENTATION EFTER ANSØGNINGSFRISTEN

Når du har bestået det eller de fag, der skal til for at opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen, skal kopi af prøvebeviset sendes til UCN. Det fremgår af tilbudte betingede studieplads, som du modtager via UCN Optagelsesportal, hvordan dokumentationen skal fremsendes.

Forhåndsvurdering af andet adgangsgrundlag

Den viden, de færdigheder og de kompetencer du allerede har, kan muligvis sidestilles med de formelle adgangskrav

En vurdering af dit adgangsgrundlag kan blive din adgangsbillet til helt nye fremtidsmuligheder. Vi vil gerne se på alt det, du har med dig, og vurdere om det vil kunne sidestilles med de formelle adgangskrav til den uddannelse, du ønsker at starte på.

Læs mere om forhåndsvurdering af andet adgangsgrundlag på top-up-uddannelser.

Børne- og straffeattest - kan det blive nødvendigt af fremvise?

Du kan blive afkrævet en straffe- eller børneattest i forbindelse med praktik. Det gælder særligt for uddannelser, hvor du i praktikken er i kontakt med børn og unge under 15 år.

Om børneattest

En børneattest indeholder oplysninger om, hvorvidt du har været straffet for seksuelle krænkelser af børn. Børneattester forældes ikke.

Børneattester er særligt aktuelle for sundhedsuddannelser og pædagogiske uddannelser.

Hvis dit praktiksted kræver det, skal du give samtykke til, at praktikstedet kan indhente en børneattest. Hvis praktikstedet ikke modtager din børneattest – uanset om den er ren eller ej - er praktik på dette sted udelukket. Det er praktikstedet, som vurderer, om praktikken kan gennemføres på stedet, hvis attesten ikke er ren.

Kontakt en studievejleder på de uddannelser, som du er interesseret i, hvis du vil vide mere.

Læs mere om børneattester på Borger.dk.

Om straffeattest

En straffeattest indeholder oplysninger om lovovertrædelser, der har udløst domme, bøder og tiltalefrafald.

Hvis dit praktiksted anmoder om en straffeattest, skal du selv indhente den hos politiet og aflevere den til praktikstedet. Det er praktikstedet, som vurderer, om praktikken kan gennemføres, hvis attesten ikke er ren.

Kontakt en studievejleder på de uddannelser, som du er interesseret i, hvis du vil vide mere.

Læs mere om straffeattester, herunder hvor længe overtrædelser står på straffeattesten.

Dokumentation - hvad skal med i min ansøgning?

Hvis du søger ind på en af UCN’s top-up-uddannelser skal du være opmærksom på, at de alle er dimensioneret og dermed har et begrænset antal pladser pr. studiestart (se mere under den enkelte uddannelse under siden adgangskrav og optagelse).

Det betyder, at udvælgelse af de studerende der kan optages i henhold til antal udbudte pladser sker i henhold til uddannelsens udvælgelseskriterier og det er derfor vigtigt, at du får vedlagt den korrekte dokumentation, når du søger om optagelse.

Husk derfor altid følgende bilag:

  • Kopi af eksamensbevis fra din erhvervsakademiuddannelse (har du det ikke på ansøgningstidspunktet, skal det eftersendes og inden ansøgningsfristen)
    Bemærk: Dette gælder dog ikke for ansøgere, som er i gang med deres erhvervsakademiuddannelse på UCN
  • Dokumentation for dine kvalifikationer i forhold til udvælgelseskriterierne
  • Motivationsbeskrivelse

Udvælgelseskriterier

Vi har fastsat nogle udvælgelseskriterier på vores top-up-uddannelser, disse bliver anvendt til at foretage en helhedsvurdering af ansøgerne. Hvis der er adgangsbegrænsning til uddannelsen, vil udvælgelsen af ansøgere ske ud fra en vurdering af ansøgernes kvalifikationer i forhold til udvælgelseskriterier.

Når du søger ind på en top-up-uddannelse, skal du derfor vedlægge dokumentation til din ansøgning for de kvalifikationer, du gerne vil vurderes på. Det kan være forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvad man vægter i vurderingen af top-up-ansøgere, og derfor er det vigtigt, at du altid tjekker op på den enkelte uddannelse.

Kandidatreglen – kan jeg søge, hvis jeg har en kandidatuddannelse?

Fra og med sommeroptagelsen 2020 er kandidatreglen blevet genindført og reglerne om begrænsning af dobbeltuddannelse er blevet ophævet.

Kandidatreglen betyder, at ansøgere, der har gennemført en kandidatuddannelse, kun vil kunne optages på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige pladser på den nye uddannelse.

Kandidatreglen gælder for ansøgere, der har gennemført en kandidatuddannelse, uanset i hvilket land kandidatuddannelsen er gennemført.

Dispensationsansøgning

Det er muligt at søge om dispensation fra kandidatreglen, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Ønsker du at søge om dispensation, skal du vedlægge en dispensationsansøgning sammen med dokumentation for usædvanlige forhold til din ansøgning.

Vurdering af din dispensationsansøgning

Når vi behandler din dispensationsansøgning, vurderer vi, om du har dokumenteret usædvanlige forhold, der bevirker, at du ikke har mulighed for at anvende den tidligere gennemførte kandidatuddannelse på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedsforhold berettiger ikke til dispensation fra Kandidatreglen. 

Merit - hvad betyder det?

Merit betyder, at du bliver fritaget for dele af en uddannelse ved godskrivning af anden dansk eller udenlandsk uddannelse. Merit betyder fritagelse af allerede erhvervede kvalifikationer fra én formel uddannelse som led i gennemførelse af en anden formel uddannelse. Når du får merit, bliver du fritaget for dele af uddannelsen i form af prøver og/eller undervisningsforløb på din nye uddannelse.

Forhåndsmerit er en forhåndsgodkendelse af, at du vil kunne fritages for dele af en uddannelse, hvis du gennemfører et kommende studieophold i udlandet, eller ved en anden dansk uddannelsesinstitution.

Læs mere om merit.

Sprogkrav - hvilke krav er der til mit danskniveau?

Udenlandsk/nordisk ansøger

Du skal som udenlandsk ansøger kunne dokumentere, at du har bestået studieprøven i dansk eller kunne dokumentere, at du har tilsvarende kundskaber i dansk.

Udenlandske studerende fra Norden skal som udgangspunkt ikke opfylde sprogkrav. UCN kan dog på baggrund af en konkret faglig vurdering kræve, at ansøgere fra Norden har bestået studieprøven i dansk eller kan dokumentere tilsvarende kundskaber i dansk. Dette vurderes på baggrund af din adgangsgivende eksamen, en evt. motivationsbeskrivelse og/eller en samtale.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis du som nordisk studerende bliver optaget på uddannelsen, skal du - som alle andre studerende - aflægge alle prøver på et forståeligt dansk.

Dansk statsborger

Der kræves ikke studieprøve, hvis du er dansk statsborger og har haft dansk ved den adgangsgivende eksamen, eller hvis du kan dokumentere, at du er opvokset som dansktalende.

Studievejledning

Louise Esko
Faglig studievejleder

Tlf.: 72 69 14 45
loer@ucn.dk
Camilla Lehmann Mortensen
Generel studievejleder
Business
Tlf.: 72 69 13 33
calm@ucn.dk

Kontaktperson for alle business-uddannelser.