Praktik

På uddannelsens 3. semester skal du i praktik i 3-4 måneder, hvor du får mulighed for at afprøve teorien i praksis.

På 3. semester er der indlagt obligatorisk virksomhedspraktik.  Praktikken skal sikre, at du udvikler dine personlige kompetencer. Det vil også give dig mulighed for at opbygge et netværk, som du vil få gavn af, når du skal finde et job efter afsluttet studie.

Praktik kan foregå såvel i Danmark som i udlandet. Læs mere om studieophold i udlandet på international handel og markedsføring.

Praktik i Afrika

De studerende, der er udvalgt til at følge Afrika-specialet, vil have mulighed for at komme i praktik hos en dansk/afrikansk virksomhed i Afrika. Specialet kan også afholdes i Danmark ved en virksomhed, der gør forretninger i Afrika. Mindst 14 dage af praktikken skal dog foregå i sub-Sahara regionen Afrika. Læs mere om Afrika-specialet.  

Studerende fortæller om praktik

I praktik hos Scan Style ApS

Kristine Nielsens fortæller om sit praktikophold hos Scan Style ApS, der er et handelsfirma med speciale i salg af unikke børneprodukter.

Den 3-måneders praktik er en del af uddannelsen til professionsbachelor i international handel og markedsføring, hvorfor netop en handelsvirksomhed med import og eksport var særdeles relevant.

Opgaver i praktikken

Hovedopgaverne i praktikken bestod primært af følgende:

  • Markedsføring 
  • Salgsrelateret arbejde, herunder mails og telefonopkald
  • Forberedelse til messe
  • Udarbejdelse af prislister, kundelister og indsamling af kundeemner
  • Ansvar for kontakt og samarbejde med udvalgte kunder
  • Markedsudvikling til Finland i samarbejde med Udenrigsministeriet
  • Oprettelse af nye produkter på virksomhedens hjemmeside
  • Kundeserviceopgaver
  • Ad hoc

Kristine tog først uddannelsen som markedsføringsøkonom og valgte derefter at læse videre til professionsbachelor i international handel og markedsføring.

De foregående seks semestre har givet en viden og forståelse for en række af arbejdsområderne hos Scan Style.

Praktikopholdet har belyst, at det er vigtigt at besidde et solidt teorigrundlag inden et praktikophold, da dette er med til at danne grundlag for, hvordan man løser en given opgave.

I et praktikophold får man stillet en masse udfordrende opgaver, hvilket for Kristines vedkommende har betydet, at hun har lært enormt mange nye ting, samt haft evne til at løse opgaver og anvende teori i praksis.

Praktikopholdet er en essentiel del af denne uddannelse, og den er med til at skabe et netværk for den studerende, personlig og faglig udvikling samt et indblik i hvordan det er, at være en del af et dynamisk team i en virksomhed.

Efter praktikken

Efter de 3 måneders praktik hos Scan Style blev Kristine tilbudt studiejob som salgskoordinator med mulighed for fastansættelse på et senere tidspunkt.

Råd til kommende praktikanter

For at finde det rigtige match i forhold til praktikstedet er det vigtigt, at afklare hvilke hovedopgaver den studerende skal arbejde med samt afklare hvilke forventninger, der er til praktikstedet samt den studerende.

Dette er med til at skabe de bedste rammer for både praktikstedet og den studerende, således alle parter får mest muligt ud af praktikopholdet.

Praktik i Kina

Vi (Søren Riise Jensen og Niels Bøcker Christensen) har nu været i Kina i næsten 3 måneder og startede vores ophold med at rejse rundt på egen hånd og opleve landet hvor afstande på 1500 km mellem byerne, ikke er unormalt.

Byen Suzhou

Da vi efter rundrejsen ankom til Suzhou, en ”mindre” by med kun godt 6 millioner indbyggere, 90 kilometer uden for Shanghai startede vi vores praktikophold. Suzhou er en by med store kontraster, fra den gamle og meget velbevarede bydel (centrum), til de voldsomt ekspanderende industriområder.

Vores praktik er placeret i Suzhou Industrial Park (SIP), øst for centrum, en bydel der blev planlagt i 1994 og et område hvor bygninger og fabrikker som oftest ikke er mere end 5-7 år gamle. SIP dækker blot 3,4 % af Suzhous samlede areal og kun 5,2 % af den samlede befolkning i Suzhou bor her.

Alligevel står bydelen for 15 % af den totale økonomiske omsætning i Suzhou og har præsteret en årlig vækstrate på hele 30 %. Succesen i området kommer fra et konstant fokus på innovation som vækstområde og en evne til at mikse vestlig og østlig kultur.

Voldsomme kulturforskelle

Vores indledende rundrejse gav os et godt indblik i de voldsomme kulturforskelle, som vi oplever hver dag. Selvom vores praktikvirksomhed er med dansk hovedsæde, er det stadig en kæmpe udfordring at leve i og arbejde med de mange forskelle.

Selv efter 3 måneder i landet er det stadig mange ting, som vi endnu ikke har lært at forstå. Vi har dog oplevet at som professionsbachelorstuderende i international handel og markedsføring, har vi været i stand til at identificere forskellige problemstillinger i virksomheden igennem vores arbejde med eksempelvis konkurrentanalyser og key account analyser. Det har givet os en rigtig god forståelse af koblingen mellem teori og praksis.

Fritiden

Når vi ikke rejser rundt eller er på praktikvirksomheden, er vi begge rigtig glade for løb. Vi pakkede derfor løbeskoene før vi tog af sted og meldte os til Beijing Marathon. Det har dog været en stor udfordring at opretholde en fornuftig træningsmængde, da temperaturforskellen og luftfugtigheden i forhold til Danmark er så anderledes, at det har krævet stor tilvænning for os.

Selvom vi har forsøgt os med tidlige morgenløbeture, har temperaturen som oftest allerede været på over 20 grader klokken 7 om morgenen! Derudover måtte vi kæmpe med diverse småskader, fordi vi har spillet for et dansk fodboldhold (”Suzhou Vikings”), bestående udelukkende af danskere.

Det blev alligevel søndag den 16. oktober og vi var forinden ankommet til Beijing om fredagen med hurtigtoget (1300 km på 5 timer!), så vi havde mulighed for at slappe lidt af inden løbet.

Søndag morgen da vi mødte op på Den Himmelske Fredsplads, klar til start, var det noget af en udfordring at finde frem til det rigtige startområde, da informationen til stadighed kun var på kinesisk. Det var en meget unik oplevelse at løbe de 42,195 kilometer igennem Beijings gader og forbi mange af de store sights. Helt specielt var det at løbe op af den sidste strækning mod målet, som sluttede lige imellem det olympiske svømmestadion og Fuglereden.

Til slut vil vi gerne sige tak til UCN Business, som sponserede vores startnumre.

Faglig studievejleder

Louise Esko
Faglig studievejleder

Tlf.: 72 69 14 45
loer@ucn.dk

Træffes onsdag kl. 9 - 14 i ulige uger

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind