Meritvurdering

Ansøgning om merit – oplysningspligt om tidligere gennemførte videregående uddannelsesforløb og beskæftigelse

Hvad betyder merit?

Merit betyder, at du bliver fritaget for dele af en uddannelse ved godskrivning af anden dansk eller udenlandsk uddannelse. Merit betyder fritagelse af allerede erhvervede kvalifikationer fra én formel uddannelse som led i gennemførelse af en anden formel uddannelse. Når du får merit, bliver du fritaget for dele af uddannelsen i form af prøver og/eller undervisningsforløb på din nye uddannelse.

Forhåndsmerit er en forhåndsgodkendelse af, at du vil kunne fritages for dele af en uddannelse, hvis du gennemfører et kommende studieophold i udlandet, eller ved en anden dansk uddannelsesinstitution.

Ofte stillede spørgsmål

Nedenfor kan du se en række ofte stillede spørgsmål (FAQ), der alle omhandler meritvurdering.

Se også oversigt over UCN's meritafgørelser (i tal)

Hvad skal man oplyse om?

Har du tidligere gennemført en videregående uddannelse eller dele af en sådan, SKAL du oplyse og dokumentere dette i forbindelse med, at du søger om optagelse på en ny videregående uddannelse. Du skal også oplyse og dokumentere relevant erhvervserfaring.

Hvis du bliver optaget på en uddannelse ved UCN, vil dine oplysninger om tidligere gennemførte uddannelsesforløb (= beståede prøver) blive behandlet som en ansøgning om merit. Hvis vi vurderer, at du skal have merit, vil du således blive fritaget for dele af din nye uddannelse. Fritagelsen betyder, at du ikke kan følge undervisningen for uddannelseselementerne og du kan ikke gå til prøve i disse uddannelseselementer.

Hvad gør man ved afbrudt uddannelse?

Har du tidligere været indskrevet på en videregående uddannelse, men har afbrudt uddannelsen, kan det betyde, at du skal have merit for de dele af uddannelsen, som du har gennemført. Det er den uddannelse, du optages på, som træffer afgørelse om merit.

Hvad hvis man tidligere har gennemført en anden uddannelse?

Fra og med sommeroptagelsen 2017 er der indført nogle begrænsninger i at tage en ny videregående heltidsuddannelse på samme eller lavere niveau som den, du allerede har gennemført.

Det betyder, at hvis du allerede har bestået en professionsbacheloruddannelse som eksempelvis uddannelsen til sygeplejerske, kan du som udgangspunkt ikke optages på en ny professionsbacheloruddannelse, på en erhvervsakademiuddannelse eller på en bacheloruddannelse på et universitet.

Læs mere om begrænsning af dobbeltuddannelse og find ud af, hvordan det påvirker dig.

Hvad hvis man har relevant beskæftigelse?

Har du haft relevant beskæftigelse i forhold til den/de uddannelser, som du søger ind på, SKAL du også oplyse om og dokumentere dette i forbindelse med ansøgning om optagelse på en uddannelse. Relevant beskæftigelse vil også indgå i en vurdering af om, du skal have merit for praktik.

Hvordan ansøger man?

Du oplyser om og dokumenterer gennemførte uddannelseselementer og relevant beskæftigelse, når du søger om optagelse på optagelse.dk. Se vejledning på optagelse.dk om dette.

Hvordan behandles ansøgningen?

Hvis du bliver optaget på en uddannelse, vil dine oplysninger om gennemførte uddannelseselementer og relevant beskæftigelse automatisk blive behandlet som en ansøgning om merit. Er der grundlag for merit, vil den være obligatorisk.

Se mere i denne oversigt over UCN's meritafgørelser i tal.

Hvilken dokumentation er nødvendig?

Nedenstående krav til dokumentation gælder alle UCN's uddannelser.

  • Studieordning for den uddannelse, som du har gennemført eller gennemført dele af. Beskrivelse af læringsmålene for de pågældende uddannelseselementer (prøver) skal fremgå
  • Angivelse af omfang for det pågældende uddannelseselement i ECTS point
  • Evt. litteraturlister for det pågældende uddannelseselement
  • Eksamensbevis, protokoludskrift, attest eller studiejournal der dokumenterer, at det pågældende uddannelseselement er bestået/godkendt
  • Arbejdsmarkedsansættelse kan indgå som dokumentation for praktik
  • Øvrig dokumentation som måtte findes relevant
Hvordan klager man over afgørelser om merit?

Når du har ansøgt om merit på UCN, træffer UCN afgørelse om, hvilke dele af uddannelsen, du skal have merit for angivet i ECTS. Hvis du ikke fuldt ud får medhold i den ansøgte merit, skal afgørelsen indeholde en begrundelse, samt vejlede dig om dine klagemuligheder.

Du kan klage over uddannelsesinstitutionens afgørelse om merit inden for to uger efter, du har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen skal indgives til UCN. Hvis UCN fastholder sin afgørelse, vil klagen blive videresendt til Kvalifikationsnævnet, som er klageinstans for klager over meritafgørelser. Hvis du vil klage over fejl i behandlingen af din sag, herunder om du mener, der er formelle fejl eller reglerne er fortolket forkert, er der tale om klage over retlige forhold, og så kan Kvalifikationsnævnet ikke tage stilling til den. UCN giver dig klagevejledning, både hvad angår klage over den faglige afgørelse (til Kvalifikationsnævnet) og hvad angår retlige forhold til UCN.

Studievejledere

Lars Olsen
Faglig studievejleder

Tlf. 72 69 13 95
laol@ucn.dk
Gitte Carstens
Generel studievejleder

Tlf.: 72 69 13 30
gc@ucn.dk

Træffes efter aftale

Marlene Hörfarter Hornbech
Generel studievejleder

Tlf.: 72 69 13 33
mhh@ucn.dk

Træffes efter aftale

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind