Grænsesituationer og store øjeblikke

Laila Hørby, sygeplejerske, jordemoder, master i international sundhed og underviser på jordemoderuddannelsen, fortæller:

Som nyuddannet sygeplejerske var jeg med til at åbne en lille privat fødeklinik i Zaire (nu DR Congo), hvor vi havde otte fødsler i døgnet. Da jeg efter tre år kom tilbage til Danmark, havde jeg det svært med sygdomstænkningen i det danske system, så efter en projektansættelse i Litauen, hvor jeg var med til at starte hjemmepleje, uddannede jeg mig til jordemoder.

Som jordemoder er du i et spændende felt. Du arbejder med raske mennesker og med deres ressourcer. Jobbet er udfordrende for én selv, fordi man er i grænsesituationer med andre mennesker. En familie, der får det første barn, er i en liv-og-død-situation. Det er en gave at få lov til at være med i folks allerstørste øjeblikke.

Du skal kunne klare, at der er mange timer, hvor du bare lytter, observerer og er hos den fødende. Du skal kunne sidde og bare være uden at gøre noget. Og du skal være indstillet på, at det ikke er dig, der er centrum. Men der er også situationer, hvor den fødende ikke kan finde ud af at tage en beslutning, og så må du tage over og sige: "Nu gør vi sådan!."

Jeg synes, det er sjovt at undervise, og det er spændende at opleve, hvordan de studerende vokser med opgaven. Det er dybt fascinerende, hvor meget de kan lære på bare et halvt år. Det er sjovt at være med og blive brugt i den proces. Og at være den skulder, de kan komme til, når de er frustrerede, sure eller trætte af hinanden, studiet eller os undervisere.

Læs også Pia Thorsø Graversen, jordemoder, fortæller om jobbet som jordemoder

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Følg os på Facebook

Optagelse
- Sådan søger du ind