Studerende fortæller

Rasmus Schelde F. Andersen: "Produktionsteknologuddannelsen er et studie med mange muligheder, bl.a. for at specialisere sig inden for konstruktion af produkter eller inden for drift, hvor man lærer at effektivisere en produktion i en større virksomhed."

Hvorfor har du valgt at læse til produktionsteknolog?

Min store passion er procesoptimering og det at se tingene i en større sammenhæng. Derfor har jeg valgt at læse til produktionsteknolog med speciale i drift. Jeg kunne også have valgt konstruktion, da det også lyder spændende at få lov til at lave sine egne produkter, men jeg er en driftsperson. Så derfor er denne uddannelse lige, hvad jeg ledte efter. Da vi får et godt overblik over hele processen, fra analyse til koncept til implementering, virker det som et rigtig godt sted at starte.

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig med studiet?

At optimere processer er helt sikkert det jeg skal arbejde med. Derfor ser jeg mig selv som del af en produktion, hvor man søger at øge effektiviteten via omstruktureringer. Muligvis er nedskæringer en nødvendighed. Jeg ser dog også muligheden for robotternes fremdrift som et potentiale for at kunne producere mere med samme antal medarbejdere.

Nævn tre spændende ting ved din uddannelse

  • Læringsstilen
  • Hands-on approach i form af virksomhedsbesøg og værkstedet
  • Den gode mad og det gode miljø

Nævn tre ting, der har udfordret dig

  • Selvstudiet
  • Netforbindelsen, som dog er blevet bedre.
  • Forskelligheden af mennesker, herunder aldersforskellene.

Hvad har du fået ud af uddannelsen på det personlige plan?

Jeg har lært at blive mere selvdisciplineret i forhold til at kunne studere hjemmefra. At få lavet noget når man er hjemme. En del af læringen foregår ved, at man selv skal følge op på undervisningen.

Hvordan er studiemiljøet?

Studiemiljøet er godt. Der kunne dog godt være nogle flere lokaler dedikeret til studiegrupper. Det arbejder jeg dog på via mit virke som campusrepræsentant. Så mon ikke det snart kommer...

Hvis du skulle anbefale din uddannelse til andre, hvad ville du så sige?

Produktionsteknologuddannelsen er et studie med mange muligheder, bl.a. for at specialisere sig inden for konstruktion af produkter eller inden for drift, hvor man lærer at effektivisere en produktion i en større virksomhed. Man kan også vælge at fokusere på en mindre virksomhed og alle aspekter af denne, da vi får værktøjer lige fra økonomi til idégenerering.

Hvad siger andre, når du fortæller, at du studerer til produktionsteknolog?

De synes det lyder spændende, men at de ikke har en helt klar idé om, hvad det er. Så får jeg muligheden for at fortælle dem, hvorfor jeg er glad for uddannelsen, og at de 2 år, uddannelsen tager, er en overskuelig tidshorisont.

Hvilken ting er et ”must have” på din uddannelse?

En bærbar er et must have. Det er ikke til at komme udenom. Dog kan man afvige lidt fra de opstillede krav, da computerkraften ikke er helt så krævende som oplyst.

Fortæl en sjov eller tankevækkende oplevelse, du har haft i løbet af din uddannelse

Det må være, da en af vores medstuderende fik kanel. Det meste af klassen hjalp til og vi fik os et godt grin. Han tog det dog pænt!

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind