Brænder for stråleterapi

Ester Holm Thøgersen, radiograf/stråleterapeut på afdeling for medicinsk fysik på Aarhus Universitetshospital, fortæller:

Egentlig er jeg uddannet Grafisk Trykker og var også rigtig glad for teknikken der ligger i dette fag, men ind i mellem blev det lidt ensomt at passe sin maskine. Det var der, jeg opdagede der skulle noget mere personlig kontakt indover.

Jeg læste om radiografuddannelsen i bogen "Hvad kan jeg blive", men kunne også mærke at allerede med en uddannelse i rygsækken måtte jeg lige prøve faget af inden uddannelsesstart. Så jeg brugte efterårsferien på røntgenafdelingen i Holstebro. Der var ingen tvivl, mennesker og teknik er den helt rigtige kombination for mig!

I løbet af uddannelsen fik jeg mere og mere fornemmelse for, at det var stråleterapien, jeg skulle høre til. Her har jeg været siden januar 2008 og har oplevet en enorm udvikling, som bare fortsætter. Jeg føler, at alle muligheder er åbne her; der skal tænkes kreativt i mould for at reproducere patientens lejring for derfor at afgive strålebehandlingen med stor præcision. Der er mulighed for at boltre sig med forskellige modaliteter; CT, MR og PET-CT.

Der kan være dage, hvor man trænger til en pause fra scannerene, så kan man lave dosisplaner og sluttelig er der mulighed for at deltage i små forskningsprojekter, som man selvfølgelig skal vise frem på kongres i udlandet via en poster. Flere og flere radiografer betjener også acceleratorerne, hvor man afgiver behandlingen. Det giver stor forståelse og tilfredshed i arbejdet at deltage i forberedelse, planlægning og behandling af patienten i et strålebehandlingsforløb.

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Følg os på Facebook

Læs om Røntgenrummet på uddannelsen

Optagelse
- Sådan søger du ind