Rejsebrev fra Lissabon, Portugal

Ditte Marie Døssing og Malene Fjordside Nielsen

Portugal – fattig på euro, rig på oplevelser

3 måneders studieophold i Portugal giver mulighed for, at komme ind under huden på den portugisiske befolkning og landets sundhedssystem. Det billede, der tegner sig, har langt flere dimensioner, end hvad den gennemrejsende turist vil opdage.

Den opmærksomme læser har muligvis opdaget, at turen gik til Portugal. Mere præcist gik turen til Lissabon, hvor det faglige fokus hovedsageligt var på MR.

Da vi begge er tidligere globetrottere, ved vi hvordan mødet med en anderledes kultur sætter hverdagen i lille Danmark i perspektiv. Det var derfor naturligt for os at vælge et udlandsophold som en del af uddannelsen for derved at sætte radiograffaget i perspektiv. Valget af Portugal som destination blev truffet på baggrund af overvejelser omkring større kulturelle og sproglige forskelle end f.eks. andre nordiske lande. Med denne artikel vil vi forsøge at sætte jer ind i det billede, som vi har fået tegnet af eminente Portugal.

Portugal in general

Portugiserne er et meget udadvendt folkefærd, hvilket vi hurtigt erfarede. På trods af sproglige barrierer er de altid imødekommende og villige til at finde en løsning på et givent problem. Dette er også tilfældet, selvom de er nødsaget til at inddrage andre portugisere for at komme frem til en løsning og formidle denne. Imidlertid leder deres imødekommende sind op til en åbenlys fascination, der er let at mærke for lyshårede kvinder med blå øjne.
Derudover er begrebet tid også en kulturel forskel, der kræver tilvænning. For portugisere er et klokkeslæt et udtryk for plus/minus 30 minutter til et par timer. Dette gælder ligeledes for besvarelse af e-mails, planlægning og lignende. Udfordringen lå her i at få aftalerne imellem University College Nordjylland og uddannelsesinstitutionen i Portugal til at gå op i en højere enhed.

Radiografi med et twist

Organisatorisk

I løbet af opholdet oplevede vi 3 forskellige hospitaler, hvor vi fik et indblik i både den offentlige og private sektor. Oplevelserne var vidt forskellige på de pågældende hospitaler. Generelt oplevede vi, at radiografen havde en højere status i afdelingen, hvilket resulterede i at dennes arbejdsopgaver ikke omhandlede ”bløde” områder heriblandt patientkontakt. Til dette var der ansat assistenter, som havde forskellige gøremål. Udover at tage sig af de bløde værdier omkring patientkontakten oplevede vi, at assistenten ligeledes var radiografens personlige assistent, som bl.a. kunne sætte P-skiven samt hente kaffe. Dette kendetegner hierarkiet i sundhedssystemet, hvor læger tiltales Doktor, og lavere rangerende flytter sig fra siddepladser til fordel for højere rangerende. Efter 7 uger gik det op for os, at vi burde have tiltalt vore vejledere som Teacher, hvilket vi dog fik dispensation for.

Udstyr

Portugal er ikke lige så langt fremme med det udstyr, der anvendes, som vi er i Danmark. Den udbredte CT scanner i Portugal er 16-slice, mens den supplerende scanner, i tilfælde af 2 scannere, som oftest er 6-slice. Konventionel røntgen består af CR systemer, hvor nogle af de tilhørende brugerflader har mest tilfældes med en museumsgenstand. I et land der er fattig på euro, er PACS ikke højest på ønskelisten. Derfor er vi nu udlært i Window Width og Level efter at have produceret film i massevis.

Do you speak English?

Den sprogbarriere vi oplevede generelt i Portugal, gjorde sig naturligvis også gældende på de enkelte afdelinger. Vores sprogbrug skulle vælges med omhu, da vejlederne kun kunne et lille udvalg af specifikke ord, hvilke det så gjaldt om at ramme for at blive forstået. Her kan bl.a. nævnes, at ”not good” og ”good” er gode fraser at anvende, idet ord som ”bad” og ”fine” ikke indgår i vejledernes ordforråd. Det har derfor været en hård kamp at lære MR, men takket være anatomien, som foregik på latin samt MR terminologier på en blanding af engelsk og portugisisk, lykkedes det ofte at komme til en fælles forståelse. Vi har på den baggrund været nødt til at lære en del portugisiske ord og sætninger for at kunne kommunikere med vejleder og patienter. Her har nonverbal kommunikation ligeledes været særdeles anvendelig.

Radiografi uden grænser

Uniformsetikette?

Ved opholdets start fik vi udleveret én kittel hver, som blev anvendt alle 12 uger med mulighed for at blive vasket i juleferien (efter vores eget ønske). Kitlen så ud som en dansk lægekittel, dog med lange ærmer, hvorunder vi havde vores eget hverdagstøj. Der er intet krav om nyvasket kittel hver dag, så da de ansatte selv skulle betale for at få kitlen vasket, var denne sjældent nyvasket, men havde nærmere været anvendt i 2-3 uger. Det var helt okay at møde på arbejde med lange negle, neglelak, smykker, ure og langt uopsat hår. Derudover har vi ikke set en spritdispenser under vores ophold.

Strålehygiejne?

Vi oplevede ikke, at Portugal havde de samme strålehygiejniske retningslinjer, som vi har i Danmark. Det er bl.a. kutyme, at rækkefølgen af radiologiske undersøgelser uden undtagelse, er konventionel røntgen, CT og MR. Det vil sige, at alle, der kommer til MR scanning, først har gennemgået en CT scanning, hvilket kan diskuteres anvendeligt ved obs. meniskskade. Derudover oplevede vi, ved en tur på udefoto, at blyforklæder, på trods af at de er tilgængelige på afdelingen, ikke anvendes hertil. Her vil man nok tænke at personalet i stedet forlod rummet, dette var dog ikke tilfældet, ej heller at patienten ved siden af blev afskærmet. Som studerende måtte man søge dækning bag nærmeste assistent.

Sikkerhed i relation til MR

Til vores store glæde erfarede vi, at patienten inden MR scanningen skulle udfylde et spørgeskema svarende til danske standarder. Imidlertid ville man i Danmark reagere på et ”ja” under metal og undersøge, hvilke materialeegenskaber det pågældende materiale har. I Portugal spørges patienten om metallets art og placering. Overraskende nok ved patienten oftest ikke, hvilken slags metal der er tale om, så patienten placeres i scanneren og må herefter meddele om metallet tiltrækkes eller ej. Chokerende nok gør dette sig også gældende for patienter med en eventuel kugle fra et gammelt skyderi siddende i hovedet.

Radiografer på afveje

Når tiden ikke var til praktik, fik vi oplevet ubeskrivelig meget af Portugal som rejsedestination. Vi udtømte Lissabon for oplevelser inklusiv oplevelser i nærliggende byer. Vi mængede os med de lokale på pubs, både med de der kunne sparsomt engelsk og de der intet kunne. Vi oplevede et portugisisk hjem, da vi var inviteret til hjemlig hygge og spisning hos vores vejleder.

Vi tog en dagstur til det europæiske kontinents vestligste punkt, Cabo da Roca. Sidst men ikke mindst rejste vi til Porto i det nordlige Portugal for at fejre jul. Det blev en ganske anderledes jul, men bestemt mindeværdig! Vores kendskab til portvin, som jo kun produceres i Porto, er blevet forbedret for ikke at sige professionaliseret. Vi har oplevet ufattelig meget af Portugal, faktisk så meget at det kun er vores fotoalbums, der kan hitte rede i det.

Hvor står vi så nu?

Vi er nu kommet hjem med en både faglig og personlig udvikling. På det faglige plan har vi lært, hvordan vi kan kommunikere med patienter på trods af kulturelle og sproglige barrierer. Især den nonverbale kommunikation, både afsendelse og modtagelse, er blevet væsentlig styrket. Vores ophold har givet os en baggrund for at se på kvaliteten af det danske sundhedssystem med nye øjne.

På det personlige plan har vi naturligvis fået en masse nye portugisiske venner. Derudover har vi fået styrket vores kompetencer i at acceptere og imødekomme forskelligheder. Ligeledes møder vi nu udfordringer med et åbent sind, da langt de fleste udfordringer har kunnet løses på den ene eller anden måde.

Skulle nogle ikke være blevet overbevist om, at Portugal er en fantastisk rejsedestination, så må trumf kortet være, at Europas største outlet center findes her! Så pak kufferten og kom af sted!

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Følg os på Facebook

Læs om Røntgenrummet på uddannelsen

Optagelse
- Sådan søger du ind