Studerende fortæller

Anne-Margit Hviid Villadsen: "Sygeplejerskeuddannelsen er verdens bedste! Men man skal være klar på at komme rigtig tæt på folk, som er meget syge og skrøbelige, og man opdager, hvor barskt livet også kan være. Samtidig er det enormt livsbekræftende, da man har muligheden for at gøre en forskel for patienterne."

Hvorfor har du valgt at læse til sygeplejerske?

Jeg har valgt at læse til sygeplejerske, fordi jeg i mit sabbatår arbejdede som afløser på et plejehjem. Det var her jeg fik øjnene op for, hvor spændende det er at arbejde med mennesker, og jeg fandt omsorgen for de ældre meget naturlig. Jeg blev nysgerrig på at vide mere om, hvordan kroppen fungerer og hvorfor sygdomme opstår. Valget faldt på sygeplejerskeuddannelsen, da jeg synes det er spændende, at den indeholder en god blanding af både det naturvidenskabelige, samfundsfaglige og humanistiske.

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig med studiet?

Jeg har svært ved at pege på noget specifikt, da jeg synes det hele er spændende! Jeg er glad for, der er så mange forskellige muligheder, og jeg er meget åben over for dem alle. 

Nævn tre spændende ting ved din uddannelse

  • Praktikperioderne, da det er her man virkelig lærer at være sygeplejerske.
  • At man får en stor menneskeforståelse.
  • At undervisningsformerne er meget afvekslende.

Nævn tre ting, der har udfordret dig

  • At koble teori og praksis.
  • At lære de latinske betegnelser udenad!
  • At man skal have en bred viden fra mange forskellige fag.

Hvad har du fået ud af uddannelsen på det personlige plan?

Jeg har fået muligheden for at stå på egne ben og selv få ansvar for dele af patientforløb. Praktikperioderne har både udviklet og udfordret mig, da jeg er kommet ud for mange nye og uvante situationer, som jeg har lært rigtig meget af.

Hvordan er studiemiljøet?

Studiemiljøet på UCN er godt. I starten af uddannelsen er der god mulighed for at afprøve praktiske færdigheder i færdighedslaboratoriet, hvor man øver sig på dukker og på hinanden, hvilket er rigtig sjovt! Derudover er der også en god blanding af almindelig klasseundervisning og gruppearbejde, så man får mulighed for at fordybe sig i stoffet.

Hvis du skulle anbefale din uddannelse til andre, hvad ville du så sige?

Sygeplejerskeuddannelsen er verdens bedste! Men man skal være klar på at komme rigtig tæt på folk, som er meget syge og skrøbelige, og man opdager, hvor barskt livet også kan være. Samtidig er det enormt livsbekræftende, da man har muligheden for at gøre en forskel for patienterne.

Hvad siger andre, når du fortæller, at du studerer til sygeplejerske?

Folk synes altid det lyder spændende og har tit mange spørgsmål. De fortæller tit om en de kender, der også er sygeplejerske, og så får jeg deres historie. Jeg oplever også, at folk åbner sig op og fortæller deres personlige oplevelse om en indlæggelse og de sygeplejersker som passede dem. Men det er altid positivt, og jeg kan mærke at folk virkelig har respekt for sygeplejersker, hvilket gør mig rigtig stolt af det jeg laver.

Hvilken ting er et ”must have” på din uddannelse?

Nysgerrighed! Det er enormt vigtigt at man er nysgerrig på at lære patienterne og deres historie at kende. Samtidig skal man også være nysgerrig på sig selv, da man virkelig bliver udfordret og opdager nye sider af sig selv. Det er også vigtigt at man har gåpåmod, da man især i praktikkerne kommer til at prøve kræfter med mange nye opgaver, og det er vigtigt at være opsøgende.

Fortæl en sjov eller tankevækkende oplevelse, du har haft i løbet af din uddannelse

Da jeg var i praktik i psykiatrien var jeg medkontaktperson for en ung pige med en svær depression. Jeg syntes, det var grænseoverskridende at være så tæt på et menneske, der lignede mig selv så meget, men samtidig var rigtig syg. En dag lagde vi puslespil sammen, og jeg fik hende til at grine for første gang siden hun blev indlagt. Der følte jeg virkelig, at jeg gjorde en forskel!  Da jeg havde bestået min eksamen og skulle stoppe fortalte hun mig, at hun var sikker på jeg ville blive en rigtig god sygeplejerske. Det gav mig virkelig troen på at jeg har valgt den rigtige uddannelse!

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Sygeplejerskeuddannelsen i Hjørring

Læs om Forberedelseskursus for Indvandrere og Flygtninge - FIF

Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg

Optagelse
- Sådan søger du ind