Gå til hoved indhold

Valg af uddannelse kan virke uoverskueligt. Derfor er det en rigtig god idé, at du prøver at holde overblikket samtidig med, at du dykker ned i detaljerne omkring de enkelte uddannelser.

Denne tjekliste kan måske hjælpe dig med overblikket. Du kan ihvertfald finde ud af, hvad du har OK styr på, og hvor du stadig har brug for afklaring. Uanset er det altid godt at få hjælp fra en vejleder.

Du skal være klar til at studere

Vi starter med det sværeste emne - hvor svaret i høj grad ligger hos dig selv.

Du kender det måske. At "alle" dine venner har en plan eller er i gang. Familien og kæresten spørger dig til uddannelse. Selvfølgelig skal du da også igang - eller hvad? For er du klar til et liv som studerende?

Det er svært at sige, om du er klar. Men du skal først og fremmest være klar til at investere tid og kræfter i at få det bedste ud af et studie. Du kommer helt sikkert også til at give afkald på ting, du har tid og (måske) råd til lige nu.

Uanset hvad du tænker nu, bør du ikke snyde dig selv for at gå tidligt i gang med at undersøge, hvilke veje du kan gå. Tager du f.eks. til åbent hus får du nemlig også muligheden for at spørge ind til studielivet - og hvordan andre tacklede studievalg og overgangen til studielivet.

Undersøg jobmulighederne lidt nærmere

Hvis du allerede nu har en idé om, hvilke jobs du gerne vil have, er du allerede godt på vej. Men mange har svært ved at finde ud af, hvad der skal ske for enden af uddannelsen. Og det er jo helt naturligt.

Hvis du kan komme nærmere et muligt job eller branche, kan du nemmere sortere i de mange uddannelser. Og fokusere på dem, som peger dig i retning af de rette jobs.

Det vigtigste du skal huske er, at der ikke findes nogen bestemt eller rigtig vej. De fleste må tage både omveje og afveje for at nå frem til målet, når det handler om job og uddannelse.

Vælg uddannelse ud fra interesse

Et andet vigtigt skridt på vejen til uddannelsesvalg er at vælge nogle fag, emner eller områder, du gerne vil se nærmere på. Sammenhold interesserne med dine tanker om job. Så det hele tiden er dine interesser, der bestemmer.

Hvis du ikke er nået så langt, kan det være en hjælp for dig at overveje det nu. Især fordi din studietid vil kræve, at du har lyst til at fordybe dig i et eller flere emner.

Overvej de forskellige måder at studere på

Selvom Danmark er et lille land, er der faktisk stor forskel fra uddannelse til uddannelse. Der kan også være stor forskel på at studere i København versus Aalborg. Alt fra husleje, det sociale miljø og det lokale erhvervsliv er forskelligt fra sted til sted.

På samme måde kan der være forskel på, hvilken type af uddannelse du vælger. Selvom du har den samme interesse, kan du studere emnet på forskellige måder. Mange har fordomme og opfattelser omkring netop dette.

Besøg uddannelserne og prøv dem af

Der er mange informationer på nettet. Og venner og familie kan have deres egne meninger. Men før du selv har oplevet stemningen og talt med studerende og undervisere, er det meste bare teori.

Studiemiljøet er vanvittigt vigtigt for at komme godt igennem studiet. Og derfor er det et must at få et personligt indtryk. De fleste uddannelser tilbyder en lang række muligheder som er tilpasset, hvor du er i dit valg.

Her er tre gode tilbud, du bør overveje:

1. Åbent Hus
1. Åbent Hus

Klassikeren der aldrig fejler. Du kan næsten ikke byde dig selv IKKE at besøge campus, før du søger ind. Her står alle de gode kræfter klar til at svare på dine spørgsmål. Selv hvis du ikke stiller spørgsmål til højre og venstre, får du stadig et indtryk af miljø, mennesker og stemningen. Hvis ikke du gør andet - så snyd ikke dig selv for denne oplevelse.

2. Studiepraktik
2. Studiepraktik

Den "ultimative" afprøvning af din interesse. Hvis du har lagt dig fast på nogle uddannelser, bør du unde dig selv at afprøve en af dem via studiepraktik. Studiepraktik bliver tilrettelagt kun for dig og andre interesserede, så I kan få det bedste beslutningsgrundlag.

3. Studerende for en dag
3. Studerende for en dag

Det personlige indtryk fra dagligdagen. De fleste uddannelser tilbyder at du efter aftale kan besøge uddannelsen og være med til hverdagens undervisning. Det kræver måske lidt af dig at skulle dukke alene op, til gengæld får du et realistisk indtryk af hverdagen. For at blive "studerende for en dag" skal du som regel bare kontakte studievejlederen på den uddannelse, du gerne vil besøge.

Få styr på ansøgning og krav

Hvert år er der kæmpe tryk på www.optagelse.dk, hvor alle ansøgere i Danmark skal uploade deres ansøgninger til de videregående uddannelser. Især fordi mange vælger at søge i sidste øjeblik - kender du det? 😉

Det tager tid at få styr på adgangskrav, ansøgning og dokumentation. Så husk at sætte god tid af til denne del. Så slipper du for stress og panik.

Gode links til studievalget

Her til sidst får du en samling links, så du kan læse videre. Se også de relaterede indlæg herunder.

Alternative kilder til at læse om jobtyper og opgaver kan være jobportaler som JobNet, JobIndex eller Ofir.