Job og karriere
Læs om dine muligheder for job og efteruddannelse som vvs-installatør
Som vvs-installatør kan du få job i større byggevirksomheder eller i rådgivende ingeniørvirksomheder, installationsbranchen og i tekniske forvaltninger inden for stat og kommune, for eksempel naturgasforsyningsselskaber eller kommunale vand- og varmeforsyninger. Du har også mulighed for at drive din egen virksomhed med egen VVS- og gasautorisation.
Efter uddannelsen til vvs-installatør kan du planlægge, implementere og varetage driften af systemer indenfor gas og VVS både på hjemmemarkedet og internationalt.
Hvad bliver du ansat som?
Afhængig af din profil og dine interesser, kan du efter uddannelsen arbejde som:
- Autoriseret vvs-installatør
- Rådgivende ingeniør
- Leder inden for vvs-virksomhed
- Overmontør
- Projektleder i vvs-virksomhed
Adgang til overbygninger på UCN
Når du er uddannet vvs-installatør, har du adgang til en række overbygninger på UCN. Det betyder ikke, at du er sikker på at blive optaget på overbygningen, men blot at du opfylder adgangskravene for at blive optaget. Overbygningerne har et begrænset antal pladser.
På UCN er uddannelsen til vvs-installatør adgangsgivende til følgende overbygninger:
- Professionsbachelor i energimanagement
- Professionsbachelor i innovation og entrepreneurship
- Professionsbachelor i produktudvikling og teknisk integration
Efter- og videreuddannelsesmuligheder ved UCN act2learn
UCN act2learn udbyder en lang række kurser og videreuddannelser på deltid indenfor alle fagområder. Læs mere om efter- og videreuddannelse ved UCN act2learn.
Tag en overbygning i udlandet
Du kan vælge at tage en overbygning i udlandet. Her kan UCN’s internationale kontor hjælpe dig med gode råd og vejledning. Du kan kontakte dem på international@ucn.dk.
Overbygninger på andre uddannelsesinstitutioner
Vi anbefaler, at du altid undersøger dine muligheder for videreuddannelse på www.ug.dk, på de andre danske uddannelsesinstitutioners hjemmesider eller kontakter deres studievejleder, hvis du drømmer om at læse en bestemt overbygning. På UCN kan du få vejledning om efter- og videreuddannelsesmuligheder hos den faglige studievejleder samt i den generelle studievejledning.