Studerende fortæller

Nicolai Reigstad Rasmussen: "På webudviklingsuddannelsen er vi tit oppe og fortælle de andre om hvad vi har lavet. Fordi vi har forskellige baggrunde og kompetencer er det rigtigt interessant at lære af de andre på studiet. Og når man så selv kan bidrage med nyttig viden er det rigtig tilfredsstillende."

Hvorfor har du valgt at læse webudvikling?

Jeg har valgt at læse webudvikling fordi jeg drømmer om at blive full stack-webudvikler. Med min baggrund som datamatiker syntes jeg, at jeg manglede kompetencer for at kunne udfylde den funktion. Derudover tilbyder uddannelsen mange af de ting jeg manglede, som for eksempel interface design.

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig med studiet?

Når jeg er færdig med studiet vil jeg rigtigt gerne arbejde som full stack-udvikler. Altså både lave frontend og backend til webbaserede applikationer.

Nævn tre spændende ting ved din uddannelse

  • Mulighederne for selv at vælge det, jeg synes er mest relevant for min fremtid.
  • Teori om hvordan man designer et godt interface, og hvor meget man bør overveje.
  • Lære af de andre studerende, når de har fundet noget relevant.

Nævn tre ting, der har udfordret dig

  • Selvstudie; det kræver disciplin at være i stand til selv at strukturere sin læring.
  • Åbne opgaver, vi har rigtig meget indflydelse på vores opgaver. Så at være i stand til at vælge det, man synes er mest spændende med mange valgmuligheder. 
  • At studiet foregår på engelsk. Selvom sproget i opgaven og til eksamenerne er valgfrit, foregår alt på engelsk. Dette har jeg klart set som en fordel, men mit engelsk skulle lige trænes lidt i starten.

Hvad har du fået ud af uddannelsen på det personlige plan?

På webudviklingsuddannelsen er vi tit oppe og fortælle de andre om hvad vi har lavet. Fordi vi har forskellige baggrunde og kompetencer er det rigtigt interessant at lære af de andre på studiet. Og når man så selv kan bidrage med nyttig viden er det rigtig tilfredsstillende. Det er en af de ting, jeg er blevet bedre til i forhold til mit sidste studie.

Hvordan er studiemiljøet?

Det er rigtigt godt. Klasseværelserne er store nok til, at vi kan lave gruppearbejde, og UCN har rigtigt godt inventar. Fællesområderne er også frit tilgængelige, hvis man vil benytte dem.
Og så er fredagsbaren bare et godt sted lige at hygge sig lidt inden en velfortjent weekend!

Hvis du skulle anbefale din uddannelse til andre, hvad ville du så sige?

Man skal helt klart læse webudvikling, hvis man enten føler man mangler frontend- og UX-erfaring. Men også hvis man vil være bedre til eller lære programmering af backenden.

Hvad siger andre, når du fortæller, at du studerer webudvikling?

”Det lyder da rigtigt fedt! Så ved jeg, hvem jeg skal komme til, hvis jeg skal have lavet en hjemmeside!”

Hvilken ting er et ”must have” på din uddannelse?

Det er vigtigt, at man er i stand til at kunne arbejde selvstændigt. Uddannelsen giver os mulighed for at studere meget selv og dykke ned i de emner, vi selv synes er interessante.

Fortæl en sjov eller tankevækkende oplevelse, du har haft i løbet af din uddannelse

Vi lavede et mindmap over webudvikling med alle teknologier, koncepter og værktøjer, som klassen kunne komme på. Der er ekstremt meget man kan være god til, og uddannelsen har ikke mulighed for at lære os alt. Men på webudvikling får vi værktøjerne til selv at kunne vælge, hvad vi vil specialisere os i. Det er ikke på forhånd valgt om vi skal være PHP-, ASP.NET- eller Nodeudvikler. Det er os selv som præger uddannelsen, og lærerne er altid klar til at hjælpe og vejlede så meget de kan.

Informationsmøder og åbent hus på UCN's adresser.

Vil du læse på UCN? Bliv mindet om åbent hus, ansøgningsfrister med mere.

Optagelse
- Sådan søger du ind