3 vigtige om mellemformer
I nedenstående artikel anvendes børn, unge og elever synonymt ud fra en forståelse af, at børn og unge er elever, når de er i skole, men de er børn eller unge gennemgående i deres liv – det hele liv, som skolen er optaget af.
1. Alle børn kan profitere af ’special’pædagogikken
Mellemformer handler om, at vi skal skabe betingelser, som muliggør det for den almene lærer og pædagog i folkeskolen at arbejde ligeligt med almen og specialpædagogik og -didaktik. Men hvordan gør man det? Ja, inden det spørgsmål kan besvares, så er vi først nødt til at være skarpe på, hvad forskellen på det almene og det specialiserede egentlig er. For hvor går grænsen mellem om man som professionel skal have særlig viden om fx eksekutive funktioner, når man arbejder målrettet med elever med ADHD, og så til hvornår man skal vide og kunne noget særligt omkring eksekutive funktioner, fordi man generelt gerne vil kunne skabe de bedst mulige læringsbetingelser for mangfoldigheden af børn i den almene klasse? Dén viden kan nemlig komme alle elever til gode, og ikke kun børn med ADHD til trods for, at de (som oftest) har et stykke papir, hvorpå der står, at de profiterer af den type pædagogik. I virkeligheden er der ikke nogen endegyldig, klokkeklar skelnen mellem det almene og det specielle. Det er derfor oftest kun, når vi bevæger os i yderkanterne af det specialpædagogiske felt, at det bliver tydeligt, at der her er noget anderledes, end der er omkring ”de fleste” andre børn.
Mellemformer handler i den optik således om at lave skole på en måde, som tilgodeser de elever, hvis funktionsniveau eller forudsætninger er lavest. Når vi gør det, så sikrer vi nemlig, at alle er med – og skaber samtidig også gode betingelser for dem, hvis funktionsniveau eller læringsforudsætninger (i den aktuelle situation) er i top, fordi vi ved, at de som fx ikke har brug for piktogrammer, blot undlader at bruge dem. Eller fx de som ikke støtter sig til visuelle læringsmål, blot undlader at bruge synderligt krudt på dem. Det gør altså ingen skade, men derimod så sikrer det, at de som netop har brug for disse ting ikke bliver udstillet, da de blot bliver en del af det, vi ”alle” gør (Hejgaard, 2022).
2. Børn gør det godt, hvis de kan
Formuleringen ’Børn gør det godt, hvis de kan’ har sit ophav fra den amerikanske psykolog og forfatter Dr. Ross Greene, som har påvirket utallige lande i verden igennem sit arbejde med samarbejdsbaseret problemløsning (CPS) med børn. Hans arbejder cementerer, at når voksne vil noget med børn, så må de møde dem med en grundlæggende tro på, at børn gør det godt, hvis de kan - ikke hvis de vil (Greene, 2018).
Et børnesyn skal kunne ses og mærkes i hvert enkelt samspil og aktivitet mellem barn og voksen. Det skal være fundamentet for alle til- og fravalg, hvert eneste møde med barnet og igangsættelse af en aktivitet. Det skal være limen, når de professionelle taler om deres praksis, når de planlægger undervisningen, og når de drøfter elevernes udvikling, trivsel og læring – og særligt når de sammen prøver at se bag om et barns adfærd.
De fleste voksne (både som forældre eller som professionelle i den pædagogiske praksis) vil næppe kunne undslå sig at have fortrudt en vrede på grund af træthed, udmattelse eller irritation. Der er dage, hvor bægeret flyder over eller magtesløsheden rammer, og frustrationen kommer til udtryk overfor børnene. Det er menneskeligt. Men når det så er sagt, så er det også vigtigt at fastholde, at professionelle, der er på et arbejde i et fag, som de er uddannet til, er forpligtet på at evaluere og justere deres egen praksis, så den og de hele tiden udvikler sig og forbedres til børnenes bedste. Deres viden og kunnen forpligter til ansvarsprincippet (Hejlskov, 2013), som handler om, at den som tager ansvar, kan påvirke.
Ross Greenes mangeårige arbejde og undertegnedes selvsamme i arbejdet med CPS viser, at når dette ansvar tages, så skabes der bæredygtig forandring, og en praksis, hvor eleverne kan lykkes. Det fordrer vedholdenhed og kontinuitet af de professionelle, hvor de i deres pædagogiske praksis vedvarende undersøger sammenhængen imellem de krav og forventninger, der stilles til børnene, i forhold til den enkeltes elevs forudsætninger og kompetencer. Men når denne ageren sikres igennem fortsat evaluering og justering af praksis mellem de professionelle, så skabes der skole, hvor alle elever kan trives, udvikle sig og lære på (eget) høje niveau.
3. Alle børn skal mødes på deres niveau
Alle børn, uanset udfordringer eller ej, har behov for voksne, som møder dem anerkendende og med en grundlæggende tro på og viden om, at børn gør det godt, hvis de kan. Så når de ikke kan lykkes, så må vi voksne sammen med børnene gå på fælles opdagelse i, hvad der skal til for, at de kan hjælpes til at lykkes. Og det er uanset, om det handler om at møde til tiden, kunne overskue indholdet i egen skoletaske, løse en matematikprøve, være en god ven i frikvarteret eller huske at række hånden op i timerne. Alle krav og forventninger til børn skal tilpasses deres mestrings- og kompetenceniveau, for kun sådan kan vi formå at skabe skole med pædagogik og didaktik, som centrerer sig om det enkelte barns behov. Altså en skole, der med sine mange (mellem) former, i en helt almindelig skolehverdag, lykkes med inklusion af mangfoldigheden af elever i skolens fællesskaber (Klinge, 2017), (Ravn, 2021).
Mellemformer - hvad vi det egentlig sige?
I denne korte video, som er en del af Den mangfoldige folkeskoles videncenter, fortæller Katrine Krogholm Olesen fra UCN act2learn Pædagogik og læring om begrebet mellemformer. Hvad vil det egentlig sige? Hvad er målet med mellemformer? Og hvordan kan det se ud i praksis?