Gå til hoved indhold

Fra rutine til indsigt

Jeppe Kærholm tog i 2009 beslutningen om at uddanne sig til paramediciner ved UCN i Aalborg. Bag denne beslutning lå en stærk trang til ikke blot at have kendskab til, hvad der skulle gøres i hans arbejdspraksis, men ligeledes hvorfor det skulle gøres.

- Førhen udleverede jeg blot et medikament, fordi så vidste jeg, at patienten ville få det bedre. Men hvorfor, jeg udleverede dette medikament, og hvorfor patienten fik det bedre, det vidste jeg ikke - og det var jeg ikke tilfreds med. I stedet har jeg nu en dybdegående viden og forståelse for, hvad der sker i kroppen helt ned på celleniveau.

For Jeppe har jagten på viden været en afgørende drivkraft gennem hele sin karriere. Efter at have afsluttet sin paramediciner-uddannelse, har han derfor yderligere styrket sine kompetencer gennem efteruddannelse hos UCN act2learn. Med kurser i anatomi, fysiologi og mikrobiologi, farmakologi og sygdomslære, blev denne efteruddannelse afgørende for hans faglige udvikling. Den gav ham både dybdegående viden om kroppens komplekse mekanismer, men ligeledes en aha-oplevelse, der ændrede hele hans tilgang til patientbehandling. Nu kunne han ikke blot identificere patientens symptomer, men også forstå de underliggende årsager og effekten af den nødvendige medicinering.

Dette har været til stor gavn - både for ham selv og patienterne. Udover at gøre hans primære arbejdsopgaver nemmere, ved at øge hans evne til at vurdere patientens behov, har det også forbedret hans kommunikation med andre sundhedsfaglige.

- At kunne kommunikere med sygeplejersker og læger på deres fagsprog har skabt en ny og mere meningsfuld dialog. Vi kan udveksle viden og bruge de samme fagtermer, hvilket skaber en god symbiose og et mere effektivt samarbejde.

Da det præhospitale område er et fag i rivende udvikling, understreger Jeppe netop vigtigheden af dette. Paramedicinere skal i højere grad end førhen deltage i tværfagligt samarbejde som lægens forlængede arm for at vurdere og behandle akutte såvel som subakutte hjemmebesøg. Dette kræver en øget uddannelsesmæssig udvikling for at imødekomme branchens stigende krav og ansvarsområder

Jeppe Kærholm.

Det naturlige valg

I 2009 tog Jesper Ægidius en behandler-uddannelse, der gjorde ham i stand til at arbejde som ambulanceredder. Han så op til sine kolleger, der allerede var paramedicinere, og betragtede videreuddannelse som en selvfølge for at kunne matche deres høje niveau. Motiveret af en stærk passion for sit fag og med en ambition om at være blandt de bedste, valgte Jesper derfor i 2014 at påbegynde paramedicineruddannelsen ved UCN i Aalborg.

For Jesper Ægidius var videreuddannelse inden for det præhospitale område ikke et spørgsmål, men snarere en selvfølgelighed. Som færdiguddannet paramediciner, har Jesper derfor yderligere styrket sine kompetencer gennem efteruddannelse hos UCN act2learn, hvor kurserne i anatomi, fysiologi og mikrobiologi, sygdomslære og farmakologi var et naturlig valg for ham.

- Det var en ny oplevelse at tage et længere uddannelsesforløb, som krævede en dybere boglig indsats, i modsætning til de kortere, målrettede kurser, jeg tidligere havde taget. Det var spændende at lære på en helt ny måde og strukturere min tid og læring over et længere forløb.

Jesper betragter sin efteruddannelse som en trappe, hvor hvert trin bringer ham tættere på en dybere forståelse og bedre evne til at hjælpe sine patienter. Han fremhæver specielt ét af kurserne, der har givet ham en grundlæggende viden om kroppens opbygning og funktion.

- Mit råd til andre er at starte med kurset i anatomi, fysiologi og mikrobiologi. Det giver et solidt fundament, som gør det lettere at bygge videre med de mere specifikke kurser.

Uddannelsen kræver disciplin og struktur, men når man ved, hvordan kroppen bør fungere, er det lettere at identificere, når noget er galt, og derfor yde en mere effektiv behandling. Med en stigende tendens til at forebygge unødvendige sygehusindlæggelser ved at optimere den præhospitale behandling – så er denne viden vigtig at have, understreger Jesper.

- Det er ikke altid den bedste løsning at sende patienter til hospitalet. Risikoen for infektioner og andre komplikationer kan ofte undgås ved at behandle dem korrekt på stedet eller hjemme.

Med en udvikling i branchen mod mere individuelt tilpassede behandlinger, kræver det derfor en konstant opdatering og udvidelse af viden.

Jesper Ægidius.

Præhospital-efteruddannelse

  • Hos UCN act2learn tilbyder vi et bredt udvalgt af kurser og efteruddannelser, målrettet paramedicinere, ambulance-reddere eller en anden form for medarbejder indenfor akutmedicin og det præhospitale. Læs mere om præhospital-efteruddannelse.
  • Kontakt Lars Borup på tlf. nr: 72 69 16 77, hvis du ønsker at høre mere.

Skrevet af Caroline Bagge Nielsen.