Forstå hjernen og lær at forstå andre mennesker
Hos UCN act2learn skal to nye akademimoduler være med til at klæde fagfolk på at til bruge neuropædagogikken i deres daglige arbejde. Det kan være medarbejdere inden for det sociale område, i ældrepleje eller det almene pædagogiske område. I det hele taget fagpersoner, hvis arbejde består i at hjælpe og støtte andre mennesker.
De to nye akademimoduler tager udgangspunkt i neuropædagogikkens principper, der blandt andet skal hjælpe os til at forstå, hvorfor vi bliver bange, nervøse eller udadreagerende, og hvordan vi kan reagere både på andre mennesker og det fysiske rum, vi befinder os i. Ph.d. og lektor Anni Mortensen har 15 års erfaring med neuropædagogik og har været med til at udvikle de nye moduler.
- Det handler grundlæggende om at forstå andre menneskers adfærd og bruge hjerneforskningen til at forstå, hvad der sker, når andre mennesker handler og reagerer. Det er et supplement til den pædagogiske viden, vi har på andre områder. Vi har utroligt gode erfaringer med at uddanne SOSU’er, sygeplejersker, pædagoger mv. i neuropædagogik, fortæller Anni Mortensen.
Bryd den negative fortælling
Viden om hjernens reaktioner kan give os et andet blik for de situationer, der opstår i samspillet mellem mennesker. Charlotte Thomsen er lektor ved UCN og en af underviserne på de nye akademimoduler. Hun forklarer, at man som fagperson risikerer at få et fastlåst syn på de borgere, man hjælper, og at neuropædagogikken kan hjælpe til at se anderledes på tingene.
- Vi oplever nogle gange, at personalet omkring en borger får en negativ fortælling, og sætter et stempel på, hvilken type han/hun er. Det kan være, at vedkommende spytter, slår ud efter personalet eller lignende, og det handler om, at det er den eneste reaktionsmulighed, den borger kan se. Vi kan ikke fikse det med neuropædagogikken, men vi kan arbejde konkret med, hvordan vi med vores adfærd som personale kan forebygge, at situationerne opstår i samme grad, fortæller Charlotte Thomsen.
Væk hukommelsen
Erfaringer fra tidligere i livet kan spille en stor rolle i forhold til adfærd. Ting omkring os kan udløse reaktioner af både positiv og negativ karakter. Anni Mortensen oplever, at neuropædagogikken blandt andet kan inspirere til arbejdet med borgere med demenslidelser.
- Det kan betyde meget at arbejde med de ældres livshistorie. Hvis man har større viden om deres livshistorie, så kan man få en helt anden forståelse for dem. Det kan være det at synge gamle sange for de ældre, som vækker nogle helt dybe hukommelsesspor og bliver en positiv oplevelse for dem, fortæller Anni Mortensen.
De to eksempler er blot nogle af de cases, der arbejdes med på uddannelsen, hvor fokus først og fremmest er på, hvordan man omsætter teoretisk viden til konkret handling i hverdagen på ældrecentret, bostedet, det socialpædagogiske tilbud eller hvor kursisterne har deres arbejdsliv.
Hvad er neuropædagogik?
- Neuropædagogik er en pædagogisk retning, der danner et teoretisk grundlag i forhold til at reflektere over, hvordan vi påvirker og påvirkes i samspillet med andre
- Der er i det neuropædagogiske arbejde specielt fokus på tre elementer: adfærd, relationer og læring
- UCN’s nye akademimoduler inden for feltet er særligt interessant for professionelle som arbejder med børn, unge og voksne inden for det pædagogiske og socialpædagogiske område. Det kan være fagpersoner, der arbejder indenfor socialpsykiatrien, demensområdet eller familieplejere, som ønsker at kvalificere deres socialpædagogiske arbejde
Tag uddannelse i 2023
De to akademimoduler Metoder i neuropædagogisk arbejde og socialpædagogik og Neuropædagogisk praksis har opstart i henholdsvis februar og august 2023.
Hos UCN act2learn har man gennem flere år undervist i neuropædagogik på den uddannelse, der hedder Voksenunderviseruddannelsen med specialpædagogik. De nye akademimoduler kommer til at afløse denne uddannelse. De kan tages som selvstændig efteruddannelse eller indgå i en akademiuddannelse i socialpædagogik. Det er også muligt for institutioner at booke et modul skræddersyet til deres behov.