Michelle efteruddanner sig i det fri
Mit navn er Michelle, jeg er 23 år og uddannet pædagog. Ved siden af mit arbejde læser jeg til friluftsvejleder på UCN Act2learn i Aalborg, hvilket har været en af de bedste beslutninger, jeg har taget for mig selv! Jeg har altid været vild med naturen, og udelivet har også præget en stor del af min opvækst i Thys flotte natur.
Jeg har valgt at læse til friluftsvejleder, da det giver mig muligheden for at kombinere min store passion og min beskæftigelse. Det giver mig også muligheden for fremadrettet at beskæftige mig med det, jeg er fascineret af, og som har betydning for mig, samtidig med at jeg har fået redskaberne til at videregive min viden og skabe et fælles tredje gennem friluftslivet.
Undervisningen foregår primært udendørs og i inspirerende omgivelser, hvor det er tydeligt at mærke, at det er kompetente undervisere, som fører an, inspirerer og udfordrer, både personligt og fagligt! Gennem undervisningen har jeg også opnået større bekendtskab til, hvad naturen kan bruges til, og hvilke redskaber naturen besidder, som også kan benyttes. At undervisningen foregår udendørs, er kun et stort plus! Det kan virkelig mærkes, hvordan naturen giver fornyet energi til at lære! Undervisningen er derudover lagt om aftenen, hvilket har passet perfekt for mig, så jeg kan arbejde fuldtid ved siden af!
Udover det faglige, som man tilegner sig gennem uddannelsen, bliver du også en del af et stort fællesskab, hvor alle har hver deres natursyn at bidrage med, og du får en masse gode naturoplevelser!
Som et led i uddannelsen har vi også været på tur til Norge, hvor vi både klatrede, riverraftede og vandrede! En kæmpe oplevelse for livet, som både var sjov og lærerig!
For mig ligger den gode naturoplevelse også i at være en del af et fællesskab og overskride sine egne grænser! Og det kan man i hvert fald sige, at uddannelsen bidrager til!
Læs mere om friluftsvejlederuddannelsen på UCN.