Gå til hoved indhold

Kunsten at forstå den uforståelige adfærd. 
Det er kort fortalt den opgave, som medarbejdere og ledere på Vesterlund forsøger at løse med hjælp fra et uddannelsesforløb hos UCN act2learn.

Vinni Hyltoft er assisterende afdelingsleder på Vesterlund, og hun fortæller, at personalet står med nogle andre udfordringer end tidligere, da hovedparten af beboerne har demens. 

- Hvor der, for nogen, tidligere har været mest opmærksomhed på de opgaver, der skal løses, ser vi nu en anden forståelse for, at hvis opgaven skal lykkes, så skal vi kigge bagom adfærden og stille skarpt på relationsarbejdet. Der har været stor opmærksomhed omkring selvindsigt - at få ro på eget nervesystem inden man møder beboeren, og hvilken markant betydning det har for relationsarbejdet og opgaveløsningen, siger Vinni Hyltoft.

Det har været en blanding af SOSU-hjælpere og -assistenter og ufaglærte, som har deltaget i kurserne og erfaringerne er gode med at sende flere fra samme team på samme forløb, så de efterfølgende kan erfaringsudveksle.

- Det giver muligheder for faglig sparring med et fælles sprog og for at holde hinanden oppe på metoder fra undervisningen. Begreberne fra neuropædagogik bringes også i spil ved for eksempel beboerkonferencer, fortæller Vinni Hyltoft.

Relationer spiller en helt afgørende rolle i arbejdet på et demensplejehjem. Modelfoto

Konkrete opgaver

Dorte Malenberg Høst er lektor på UCN act2learn og har som underviser oplevet, hvordan medarbejderne på Vesterlund er gået helhjertet ind i arbejdet. Gennem 8 eftermiddage med undervisning fordelt over en længere periode har de ikke blot fået ny viden inden for blandt andet det neuropædagogiske felt – de har også arbejdet med konkrete opgaver baseret på udfordringer i hverdagen. 

- Nogle har arbejdet med at lære beboernes livshistorier at kende, da det kan give en større forståelse for, hvorfor de reagerer, som de gør. Det kan være krævende at håndtere en beboer, der råber, skriger eller spytter, og her er det vigtigt at lære at se bagom, hvad der udløser så voldsomme reaktioner, siger Dorte Malenberg Høst, der sammen med lektor Merete Sand står bag forløbet på Vesterlund.

Et centralt emne i forløbet har været mentalisering - altså det at have blik for både eget og den andens perspektiv, hvilket er centralt i tilrettelæggelse af plejen og samspillet. 

Ro på nervesystemet

Anna Kulyk er social- og sundhedshjælper på Vesterlund, og hun føler, at uddannelsesforløbet har gjort en positiv forskel i hendes daglige opgaver.

- Efter kurset føler jeg mig mere selvsikker ved den enkelte beboer med demens af varierende sværhedsgrad. Forståelse af visse begreber, som f.eks. den treenige hjerne og det autonome kompas. Det hjalp mig til bedre at forstå adfærden og møde beboerne på det niveau, de er på i øjeblikket og planlægge vores samarbejde med de nuværende ressourcer, fortæller Anna Kulyk.

Hun har oplevet, at hendes umiddelbare tilgang til arbejdet ikke altid er nok, når demens er en del af ligningen. 

- Tidligere forsøgte jeg at holde mig til struktur og rutine, men det virker ikke altid, når man arbejder med beboere med demens, især ikke hvis de er i ubehag. Nu prøver jeg først at få styr på mit eget nervesystem/arousal, inden jeg går ind til beboeren. Jeg begynder vores møde med relationsopbygning og anerkendelse, og forsøger at møde beboeren, hvor han/hun er.  

Vinni Hyltoft (tv.) og Anna Kulyk fra Ældrecentret Vesterlund har begge oplevet, at større viden om relationsarbejdet og konkrete redskaber i dagligdagen gør en positiv forskel i arbejdet med beboere med demens.

Vil du vide mere?

UCN act2learn udbyder en række kurser inden for ældreområdet – du finder alle vores kurser på ucn.dk. Vi laver også særligt tilrettelagte forløb i stil med samarbejdet med Vesterlund, hvor vi skræddersyer forløbet til behovet på det enkelte plejecenter. 

Vil du vide mere så kontakt Dorte Malenberg Høst på telefon 7269 0548 og mail dop@ucn.dk 

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk