Gå til hoved indhold

Nye fagplaner, nye perspektiver

I august 2027 træder folkeskolens nye fagplaner i kraft, og skiftet fra læringsmålstyring til formålsorientering indebærer store forandringer i den måde, vi tænker, tilrettelægger og gennemfører undervisning.

I samarbejde med STUK inviterer landets seks professionshøjskoler derfor til gratis workshops og webinarer, hvor vi ser nærmere på intentionerne bag fagfornyelsen, og hvad den vil betyde for skoler og forvaltninger.

Fra fagplan til praksis

Vi dykker ned i fagplanernes opbygning, centrale begreber og forståelser - og særligt i de mange organisatoriske overvejelser, der følger med at skulle modtage og indarbejde fagfornyelsen i skolens hverdag:

  • Hvordan taler fagfornyelsen ind i vores eksisterende virkelighed?
  • Hvordan bliver intentionerne omsat til undervisning hos os?
  • Hvilke didaktiske drøftelser bliver væsentlige?
  • Hvilke processer og samarbejdsstrukturer skal vi etablere og understøtte for, at det kan ske?

Et fælles afsæt for den lokale implementering

Centrum for aktiviteterne er, at skoler og forvaltninger får et afsæt for at drøfte og tilrettelægge den konkrete lokale modtagelse af fagfornyelsen. Der er aktiviteter rettet henholdsvis mod den enkelte skole og mod forvaltning og skoleledelser. I begge sammenhænge opfordrer vi til, at kolleger/teams deltager sammen.

På dette webinar for forvaltnings- og skoleledelsesniveauet retter vi især fokus mod, hvordan den kommunale styringskæde sammen kan understøtte, at intentionerne bag fagfornyelsen omsættes til ny didaktisk praksis og undervisning.