Aktivitet og deltagelse i hverdagslivet
Forskningen er forankret på UCN’s ergoterapeutuddannelse. Vores forskningsprojekter kan ligeledes omhandle undersøgelser af aktivitetsvidenskabelige begreber eller sammenhænge mellem f.eks. aktivitet, sundhed og livskvalitet. Vi forsker også i udvikling, afprøvning og evaluering af komplekse ergoterapeutiske interventioner for forskellige målgrupper.
Vi har desuden interesse for og erfaring med at udvikle, oversætte og validere ergoterapeutiske redskaber, så de kan understøtte en evidensbaseret ergoterapeutisk praksis. Derudover forsker vi i udvikling af uddannelsens kvalitet gennem forskningsbaseret viden.
I fagmiljøet forskes der således i ergoterapi og aktivitetsvidenskab indenfor følgende emner:
- Aktivitet, sundhed og livskvalitet i et aktivitetsvidenskabeligt, ergoterapifagligt og samfundsmæssigt perspektiv
- Udvikling, oversættelse og validering af ergoterapeutiske redskaber
- Udvikling, afprøvning og evaluering af komplekse ergoterapeutiske interventioner
- Udvikling, afprøvning, evaluering og implementering af hjælpemidler og teknologier
- Udvikling af uddannelsens kvalitet gennem forskningsbaseret viden
Gennem uddannelse og forsknings- og udviklingsaktiviteter skabes og omsættes viden til gavn for borgere, profession og samfund.
Ergoterapeutuddannelsen er involveret i en række forsknings- og udviklingsprojekter. Herunder kan du læse om tre af projekterne.
OVERSÆTTELSE OG VALIDERING AF UNDERSØGELSESREDSKABER
Formålet med projektet er psykometrisk testning af de danske versioner af redskaberne D-CAMQs og D-SAMQ. Hertil kommer undersøgelse af redskabernes anvendelighed blandt ergoterapeuter, ergoterapeutstuderende og klienter samt af, hvorvidt fokus på den terapeutiske relation medvirker til at fremme en klientcentreret praksis. Projektgruppen udgøres af Eva Wæhrens, Marc Sampedro Pilegaard, Anette Enemark Larsen og Kristina Tomra Nielsen.
ANVENDELSE AF TEKNOLOGI I PRAKSIS
Formålet med projektet er at kortlægge danske ergoterapeuters anvendelse af teknologi i den ergoterapeutiske arbejdsproces. Herunder hvor i en ergoterapeutiske arbejdsproces, der anvendes teknologi, hvilke teknologier der anvendes, med hvilket formål samt hvilke faktorer, der influerer på anvendelse af teknologi. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem ergoterapeutuddannelsen på UCN og Parker Instituttet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
EVALUERING AF TRIVSELS- OG UDVIKLINGSSAMTALER FOR STUDERENDENDE
I projektet undersøges ergoterapeutstuderendes perspektiver på Trivsels- og udviklingssamtaler (TUS). TUS er indført som et pædagogisk tiltag mhp. at støtte de studerendes læringsproces, fremme refleksion over egen udvikling og give vejlederen indsigt i trivsel og behov. Projektet gennemføres som en spørgeskema-undersøgelse med data fra flere årgange. Resultaterne skal bidrage til uddannelsesudvikling og danne grundlag for videnskabelig publicering.