Bedre beslutninger i byggeriet med data og AI
Kunstig intelligens er blevet en stadig vigtigere del af byggebranchens digitale udvikling.
Flere virksomheder anvender AI i deres arbejde, og interessen for at bruge data mere systematisk vokser i takt med, at kravene til kvalitet, økonomi og bæredygtighed bliver større.
Alligevel udnyttes kun en del af den viden, som allerede findes i byggeriets mange data. Det er netop dette potentiale, projektet udforsker.
- Designprocessen i dag lægger op til, at mange beslutninger træffes tidligt i et byggeprojekt, og de har stor indflydelse på byggeriets performance. Men ofte er beslutninger taget på baggrund af tidligere erfaringer og ikke nødvendigvis baseret på indsamlet data. Vi håber, at vores projekt kan være med til at belyse, hvordan AI kan bruges som en aktiv medspiller til at understøtte de tidlige beslutninger, fortæller Mads Dines Petersen, projektleder og lektor på UCN's byggeriuddannelser.
Når data bliver til viden
Byggeriet genererer store mængder data gennem hele en bygnings levetid – fra de første analyser og designvalg til drift, vedligeholdelse og renovering.
Mange af disse erfaringer forbliver knyttet til den enkelte bygning og kommer derfor sjældent fremtidige projekter til gavn. Projektet undersøger, hvordan kunstig intelligens og machine learning kan koble data fra forskellige faser af byggeriet, så eksisterende viden kan bringes i spil på nye måder.
- Vi håber at kunne vise, at de data, vi indsamler, kan anvendes strategisk til beslutninger, så de kan bidrage til at forbedre byggerier, forklarer Mads Dines Petersen.
Projektet tager udgangspunkt i anonymiserede driftsdata fra boligforeninger. Dataene indeholder blandt andet oplysninger om vedligeholdelse, reparationer og tilbagevendende udfordringer i bygningerne.
Ved hjælp af AI analyseres mønstre og sammenhænge i materialet for at undersøge, om erfaringer fra eksisterende bygninger kan bruges til at forudsige potentielle udfordringer i kommende projekter.
På den måde bliver data ikke blot en registrering af fortiden, men et redskab til at kvalificere fremtidige valg.
AI som beslutningsstøtte
Byggebranchen ser i stigende grad kunstig intelligens som et værktøj til at understøtte analyser, planlægning og beslutningstagning. Samtidig peger flere undersøgelser på, at der fortsat er et stort uudnyttet potentiale i at omsætte branchens data til konkret værdi.
Ambitionen med projektet er at undersøge, om en databaseret model kan synliggøre sammenhænge mellem byggetekniske valg, driftsmæssige erfaringer og økonomiske konsekvenser, og hvordan den kan tale ind i praksis. Dermed kan bygherrer og rådgivere få et bedre grundlag for at vurdere risici og prioritere ressourcer allerede i de tidlige faser af et projekt.
Læs mere om projektet Integreret AI til understøtning af beslutninger i byggeriet.