Gå til hoved indhold

Teknologiske løsninger bliver en stadig mere naturlig del af arbejdet i sundhedsvæsenet.

Derfor er det afgørende, at kommende sundhedsprofessionelle lærer at omsætte teknologi til bedre behandling, pleje og patientforløb. Det er en central ambition i STEM4Health.

Projektet ledes af UCL i samarbejde med UCN, UC SYD, Syddansk Universitet (SDU TEK) og en række øvrige partnere fra både uddannelses- og sundhedssektoren.

Et sundhedsvæsen i forandring

Sundhedsvæsenet skal finde nye måder at håndtere et stigende antal patienter på, samtidig med at der mangler sundhedsprofessionelle. Derfor får teknologi og digitale løsninger en stadig vigtigere rolle i fremtidens behandling, pleje og rehabilitering.

– STEM4Health er et vigtigt skridt mod at fremtidssikre et sundhedsvæsen, der har brug for teknologiske løsninger for at klare de kommende år med færre medarbejdere og flere patienter. Vi skal ikke bare uddanne flere sundhedsprofessionelle. Vi skal uddanne dem til en hverdag, hvor teknologi og digitale løsninger er en naturlig del, siger Kim Bøg-Jensen, direktør for UCL's sundhedsområde.

En central del af projektet handler derfor om at styrke de studerendes STEM-kompetencer inden for blandt andet teknologi, innovation og tværfagligt samarbejde.

STEM4Health udvikler nye veje ind i sundhedsuddannelserne og styrker de kompetencer, fremtidens sundhedsvæsen efterspørger.

Fra undervisning til virkelighed

STEM4Health udvikler blandt andet onboardingforløb for kommende studerende, simulationsundervisning i samarbejde med klinisk praksis og undervisningsforløb på tværs af uddannelser og fagområder.

Målet er at give de studerende erfaringer med de teknologier og arbejdsgange, de møder i praksis, samtidig med at undervisningen bliver mere virkelighedsnær.

– Fremtidens sundhedsvæsen har brug for medarbejdere, der kan kombinere stærke sundhedsfaglige kompetencer med forståelse for teknologi, innovation og tværfagligt samarbejde. STEM4Health giver os mulighed for at udvikle undervisning, hvor studerende arbejder med virkelige problemstillinger i tæt samspil med praksis og på tværs af fagligheder, forklarer Diana Schack Thoft, forskningsleder ved Forskningscenter for Sundhed og Anvendt Teknologi på UCN.

Projektet bygger på et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, forskningsmiljøer og kliniske partnere, så nye undervisningsformer udvikles og afprøves i dialog med dem, der skal bruge dem.

Læs mere om STEM4Health.