Debat: Nye uddannelser kan skade det nordjyske sundhedsvæsen
Af Mads Duedahl (V), regionrådsformand for Region Nordjylland, Thomas Kastrup-Larsen (A), borgmester i Aalborg Kommune og kommende formand for KKR Nordjylland, Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune og næstformand i KKR Nordjylland og Poul Knudsgaard, bestyrelsesformand for Professionshøjskolen UCN
Den geografiske balance i det danske sundhedsvæsen kan risikere at blive bragt yderligere i fare. Af VIA University Colleges institutionsplan, der er sendt til godkendelse hos Uddannelses- og Forskningsministeriet, fremgår, at institutionen nu vil uddanne jordemødre i Horsens og radiografer i Herning.
Hvis der oprettes nye uddannelser i de to byer, vil det formentligt betyde lukning af de tilsvarende uddannelser i Aalborg, da en stor del af studiepladserne fra Nordjylland i så fald skal afgives til Horsens og Herning. Derfor ser vi med stor bekymring på en alvorlig forværring af situationen i det nordjyske sundhedsvæsen, som i forvejen er præget af store udfordringer med at rekruttere personale.
Dette dystre fremtidsscenarie for de nordjyske patienter og fødende kan vi ikke ignorere. Selv om der indtil videre kun er tale om ønsker, så skaber disse allerede utryghed og undren i Nordjylland.
Vi opfordrer derfor de ansvarlige landspolitikere til allerede nu at stoppe en potentiel ødelæggende intern regional uddannelseskonkurrence, som vil gå stik imod de politiske intentioner om netop at løse rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsenet.
I mere end 25 år er jordemødre og radiografer blevet uddannet i Aalborg til Region Nordjylland og Region Midtjylland. Det fungerer upåklageligt. Uddannelserne er eftertragtede med mange ansøgere og gode evalueringer.
Ønsket om at uddanne jordemødre i Horsens og radiografer i Herning er fremkommet som en direkte konsekvens af den politiske aftale om at flytte uddannelser ud af storbyerne. På papiret kan det lyde besnærende, at hver region skal have sine egne uddannelser helt tæt på de unge. Men der er også andre hensyn at tage.
Både jordemoder og radiograf er højt specialiserede uddannelser, som udbydes af et fagligt stærkt miljø med et fint net af kliniske uddannelsespladser fra Vejle til Skagen. Det giver kompetente dimittender, som alle er tilfredse med at tage deres uddannelse i Nordjylland. Men hvis der pludselig oprettes flere uddannelser, skrider balancen.
I dag ligger omkring to tredjedele af praktikpladserne på de to uddannelser i Region Midtjylland, og hvis der oprettes midtjyske uddannelser, vil disse praktikpladser uundgåeligt følge samme vej. Med en tredjedel af de nuværende praktikpladser og studerende tilbage i Aalborg, vil de to nordjyske uddannelser efter al sandsynlighed skulle lukke ned. Det vil ganske enkelt være alt for dyrt at skabe den nødvendige kvalitet med så få studerende.
Det betyder så, at Region Nordjylland og de nordjyske kommuner skal til at rekruttere unge nyuddannede jordemødre og radiografer fra Midtjylland til Nordjylland. Det – viser al erfaring – er uendeligt meget sværere end den anden vej.
Dermed kommer vi i Nordjylland til at stå med en helt ny rekrutteringsudfordring i sundhedsvæsenet. En udfordring, som kan undgås. Sker det ikke, frygter vi, at det vil få alvorlige konsekvenser for nordjyderne.
Til sommer åbner UCN en bioanalytikeruddannelse i Hjørring. Det er et godt eksempel på, at det af rekrutteringsårsager nogle gange kan være fornuftigt at skabe et mindre nyt udbud – vel at mærke uden samtidig at underminere den store og velfungerende bioanalytikeruddannelse i Region Midtjylland, blandt andet fordi der er tale om en uddannelse med en betydeligt større volumen.
Uddannelsen bliver netop oprettet i Hjørring, fordi Region Nordjylland ikke har kunnet rekruttere tilstrækkeligt med bioanalytikere fra uddannelsen i Aarhus. Det er slet ikke tilfældet med jordemødre og radiografer i Midtjylland - over halvdelen af de nyuddannede fra uddannelserne i Aalborg får arbejde på de midtjyske hospitaler.
Vi gentager gerne vores opfordring: Hvis forliget om uddannelser ”tæt på” ikke skal betyde det modsatte for Nordjylland – uddannelser og arbejdskraft langt fra – så må de ansvarlige landspolitikere hurtigst muligt stoppe en potentielt skadelig uddannelseskonkurrence mellem regionerne.
Nye uddannelser skal løse rekrutteringsudfordringer i vores sundhedsvæsen – ikke skabe dem.