Gå til hoved indhold

Diana Riknagel kommer fra en stilling som chef for Innovation og Internationale partnerskaber på Aarhus Universitetshospital. Hun har tidligere været ansat som medicinsk direktør og forskningsdirektør i private virksomheder med fokus på sundhedsinnovation og teknologi. Hun er oprindelig uddannet jordemoder, og har efterfølgende taget en kandidat og ph.d. inden for det kliniske og teknologiske område.

Rektor Kristina Kristoffersen er glad for at kunne rekruttere en stærk profil, der kan være med til at sætte både innovation, anvendelsesorienteret viden og tværprofessionalitet på dagsordenen og skabe endnu stærkere samarbejdspartnerskaber på kryds og tværs.

- Diana kommer med en solid erfaring med at lede på tværs i en stor, politisk ledet organisation med mange forskellige fagligheder og kompetencer og har erfaringer fra den kommercielle side af velfærdsområdet. Diana har en dyb indsigt ind i det sundhedsfaglige område og har erfaring med udvikling og anvendelse af sundhedsteknologier. Vi står i UCN overfor store forandringer, hvor vi skal tilpasse vores uddannelser til den rivende udvikling, som samfundet står i og overfor – og samtidig sikre, at vores studerende, unge som voksne, også fremadrettet får nogle gode studieforløb. Her er jeg sikker på, at Diana med sin profil kan være med til at sikre, at både vores dimittender og de professionelle på arbejdsmarkedet både har den viden, de færdigheder og den innovationskraft, der skal til for at udvikle egen profession og erhverv, siger rektor.

Diana Riknagel tiltræder som ny direktør for UCN Velfærd 1. november 2024.

Hovedpersonen selv ser frem til at begynde på UCN.

- Jeg glæder mig naturligvis først og fremmest til at lære medarbejdere, kolleger og hele organisationen at kende. Jeg træder ind på et tidspunkt, hvor der sker rigtig meget, og med det igangværende reformarbejde og organisationens udvikling er der meget på spil. Det er oplagt, at UCN får udnyttet sit fulde potentiale for at være en engageret samarbejdspartner omkring de kommende velfærdsudfordringer, og her er de studerende helt afgørende. Jeg kommer med en ambition om, at vi får udviklet både stærke fagligheder og motiverede, hele mennesker, som er gearet til virkeligheden og til at lære hele livet, siger Diana Riknagel.

Som direktør for UCN Velfærd bliver Diana Riknagel chef for hele velfærdsområdet i UCN: sundhedsuddannelserne, læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, CFU, UCN act2learn Velfærd samt UCN Forskning og udvikling.

Udover Diana Riknagel består UCN’s direktion af rektor Kristina Kristoffersen, direktør for UCN Erhverv Thomas Kastrup-Larsen samt professionshøjskoledirektør Poul Højmose Kristensen.

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk