Gå til hoved indhold

I alt har UCN modtaget 1.711 ansøgninger med UCN som 1. prioritet, og det er 35 pct. færre end sidste år. Faldet skyldes blandt andet, at UCN - som følge af en politisk aftale - fra i år ikke længere må udbyde engelsksprogede uddannelser.

På de danske uddannelser er ansøgertallet imidlertid også gået tilbage – her med 22 pct. Det er især på UCN’s sundhedsuddannelser og pædagoguddannelse, at man oplever et stort fald.

 - Det er rigtig skidt, og der er grund til at være bekymret. Vi har allerede i dag mangel på sygeplejersker, pædagoger og lærere, og antallet af børn og ældre stiger. Det kan blive en alvorlig situation for vores samfund, hvis vi ikke får uddannet flere inden for velfærdsområdet. Vi forventer, at der vil mangle over 3.000 lærere, pædagoger og sygeplejersker i 2030 alene i Nordjylland, siger Peter Møller Pedersen.

Også på UCN’s erhvervsrettede uddannelser er der et fald i ansøgertallet. Det harmonerer ifølge UCN’s uddannelsesdirektør dårligt med, at store dele af erhvervslivet ikke kan få den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for.

Fald på landsplan

Peter Møller Pedersen hæfter sig ved, at der er tale om en landsdækkende tendens med faldende ansøgertal.

 - Der er rigtig gode jobmuligheder for de unge i øjeblikket, og efter to år med nedlukninger og hårde restriktioner er det igen muligt f.eks. at tage på højskoleophold og rejse ud i verden. Det gør måske, at flere venter med at søge ind på en videregående uddannelse, forklarer UCN’s uddannelsesdirektør.

Han fremhæver samtidig, at der bliver færre unge til at søge ind på uddannelserne i disse år. Frem mod 2030 vil der være 9 pct. færre 17-årige i Region Nordjylland ift. 2021, viser tal fra Danmarks Statistik.

Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen ser med bekymring på faldet i antal ansøgere i kvote 2.

Gode chancer for at komme ind

På blandt andet sygeplejerske- og pædagoguddannelsen opretter UCN ekstra pladser for at imødekomme behovet på arbejdsmarkedet. Derfor opfordrer Peter Møller Pedersen unge, der overvejer at søge ind på en videregående uddannelse, til at gribe chancen og sende en ansøgning af sted via kvote 1, hvor fristen udløber 5. juli.

 - Hvad enten man vil tage en velfærdsuddannelse eller en uddannelse målrettet det private erhvervsliv, er der ekstra gode chancer i år. Vi opretter flere pladser på nogle af uddannelserne, og samtidig gør faldet i søgningen, at der måske ikke er helt så mange om buddet. Uddannelse er altid en af de bedste investeringer, man kan foretage her i livet, fortæller Peter Møller Pedersen.

Mange vil læse til bioanalytiker

På UCN’s nye uddannelse til bioanalytiker, der til sommer åbner dørene i Hjørring, er interessen for at få en studieplads til gengæld stor. Her har 51 uddannelsen som deres 1. prioritet, og det glæder UCN’s uddannelsesdirektør.

 - Der er i øjeblikket stor mangel på bioanalytikere i Nordjylland, så det er rigtig godt at se, at uddannelsen tiltrækker mange ansøgere. Der har både politisk og fra aktørerne på sundhedsområdet været et stort ønske om at etablere den nye uddannelse, så vi glæder os virkelig til at klippe snoren til den nye uddannelse til september, forklarer Peter Møller Pedersen.

I alt har uddannelsen 60 pladser, og Peter Møller Pedersen forventer, at uddannelsen får besat alle pladser. Halvdelen optages via kvote 2.

Fakta om kvote 2 på UCN

  • I kvote 2 optages ansøgerne med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen og ansøgere der har suppleret deres gymnasiale eksamen med andre aktiviteter.
  • Sidste år søgte mere end halvdelen af alle UCN’s ansøgere via kvote 2, og derfor er ansøgertallene et godt fingerpeg om den samlede søgning, der gøres op 5. juli, når ansøgningsfristen i kvote 1 udløber.
  • På de fleste af UCN’s uddannelser optages 50 pct. af ansøgerne via kvote 2. Enkelte uddannelser optager 100 pct. via kvote 2.
  • I kvote 1 optages ansøgere alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Der er ansøgningsfrist via kvote 1 den 5. juli.
  • 28. juli får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er blevet optaget på en uddannelse.
  • Se alle ansøgertallene for kvote 2 på Professionshøjskolen UCN

Kontakt

Uddannelsesdirektør på UCN, Peter Møller Pedersen, tlf. 72 69 03 11