Gå til hoved indhold

UCN har i alt modtaget 3.241 kvote 2-ansøgninger. Det er 7 pct. færre end sidste år. Ud af dem har knap 1.400 UCN som deres højeste prioritet. Faldet ses blandt andet på uddannelserne til lærer, pædagog og flere af sundhedsuddannelserne, og det vækker stor bekymring hos UCN’s rektor.

 - Det er en meget alvorlig situation, vi er i. Vi stod i forvejen i en kritisk situation, hvor vi de sidste år har oplevet faldende ansøgertal. Vi kan se ind i en seriøs mangel på medarbejdere til vores folkeskoler, institutioner, hospitaler og det specialiserede område, hvis vi ikke får vendt udviklingen. Der er i den grad behov for politisk handling, fortæller Kristina Kristoffersen.

Størst er faldet på pædagoguddannelsen, der har fået 27 pct. færre ansøgere end sidste år. For fem år siden var billedet ellers et helt andet med masser af unge, der drømte om at komme ind på netop den uddannelse. I forhold til 2019 er faldet på intet mindre end 60 procent.

Samme tendens i hele landet

Udviklingen på de store velfærdsuddannelser er ikke enestående for Nordjylland. I hele landet oplever man dalende interesse for at blive lærer, pædagog og sygeplejerske.

 - Det her kan ikke kun forklares med faldende ungdomsårgange. Vi har mere end nogensinde brug for reformer, der reelt er med til at hæve kvaliteten af vores bogstavelig talt livsvigtige uddannelser, og som gør det mere attraktivt at søge ind på dem. Derfor er jeg glad for, at uddannelses- og forskningsministeren tager problemet alvorligt, og at man fra politisk side inden længe kommer med et udspil, forklarer Kristina Kristoffersen.

Om ti år kan vi mangle cirka 8.000 pædagoger i Danmark, viser en prognose fra Kommunernes Landsforening. Og da pædagoger arbejder i både psykiatrien, på det sociale område og i dagtilbud og skoler, vil manglen ramme bredt.

 - Vi har styrket vores samarbejde med ungdomsuddannelserne, så vi i endnu højere grad får vist, at vores uddannelser kan være vejen til et spændende og meningsfyldt arbejde. Men der skal mere til. Der er behov for at skabe mere attraktive videreuddannelsesmuligheder, investere i uddannelserne og mindske frafaldet. Det kan kun ske med politisk opbakning. Det er jo, når alt kommer til alt, nogle fantastiske uddannelser, hvor man kan gøre en forskel for andre - faktisk allerede under uddannelsen, siger UCN’s rektor.

På sygeplejerskeuddannelsen kan man umiddelbart spore en fremgang, men det skyldes et nyt forløb for social- og sundhedsassistenter i Hjørring, der trækker det samlede ansøgertal op. Tilbagegangen rammer således også UCN’s uddannelser i både Hjørring og Thisted, og det skaber panderynker hos Kristina Kristoffersen. Uddannelserne er nemlig afgørende for Thy-Mors og hele Vendsyssel.

Rektor Kristina Kristoffersen er bekymret over faldende ansøgertal til UCN's uddannelser

Næsten status quo på erhvervsrettede uddannelser

På UCN’s erhvervsrettede uddannelser er der også tale om en tilbagegang, dog kun på 2 procent i forhold til sidste år. Her kan Kristina Kristoffersen imidlertid glæde sig over, at flere uddannelser går markant frem. Det gælder f.eks. finansbachelor, datamatiker og service- og oplevelsesøkonom.

 - Vi er med til at udvikle det nordjyske erhvervsliv og uddanner til en lang række brancher lige fra den nordjyske byggebranche til turismeerhvervet, så det er helt afgørende, at vi også inden for det erhvervsrettede område kan tiltrække tilstrækkelig med studerende. Her gemmer sig samtidig rigtig mange spændende karriereveje for unge, der gerne vil arbejde inden for det private, siger Kristina Kristoffersen.

Netop uddannelsen til service- og oplevelsesøkonom kan til sommer som noget nyt læses i Frederikshavn. Her har UCN modtaget 10 ansøgninger. Der er fortsat mulighed for at søge frem mod kvote 1 5. juli, og målet er at kunne starte et hold op efter sommerferien med 20 studerende.

Fakta om kvote 2 på UCN

  • I kvote 2 optages ansøgerne med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen og ansøgere der har suppleret deres gymnasiale eksamen med andre aktiviteter.
  • Sidste år søgte mere end halvdelen af alle UCN’s ansøgere via kvote 2, og derfor er ansøgertallene sædvanligvis et godt fingerpeg om den samlede søgning, der gøres op 5. juli, når ansøgningsfristen i kvote 1 udløber.
  • På de fleste af UCN’s uddannelser optages 50 pct. af ansøgerne via kvote 2. Enkelte uddannelser optager 100 pct. via kvote 2.
  • I kvote 1 optages ansøgere alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Der er ansøgningsfrist via kvote 1 den 5. juli.
  • juli får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er blevet optaget på en uddannelse.

Kontakt

  • Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk