Gå til hoved indhold

Det var nogle af de spørgsmål, omkring 80 elever fra SOSU Nord og EUC Nord torsdag arbejdede med på en innovationscamp på UCN's campus i Hjørring.

Godt hjulpet på vej af studerende fra sygeplejerske- og bioanalytikeruddannelsen på UCN udviklede eleverne idéer og løsningsforslag til fem konkrete udfordringer stillet af Hjørring Kommune.

En af deltagerne var 18-årige Mathilde Olivia Bak Jørgensen fra SOSU Nord.

- Det er fedt, at kommunen gerne vil høre vores mening. Vi er de unge, så det giver god mening at spørge os. Det har været en god øvelse at tænke lidt ud af boksen og arbejde sammen med andre på tværs.

Sammen med sin gruppe arbejdede hun på en udfordring, der handler om at rekruttere flere unge til at arbejde inden for ældreområdet. I de kommende år bliver der flere ældre borgere med behov for hjælp, samtidig med at færre mennesker er til rådighed på arbejdsmarkedet.

Flere historier på de sociale medier

Mathildes gruppe pegede blandt andet på sociale medier, skolebesøg og rollemodeller som veje til at gøre flere unge opmærksomme på mulighederne inden for ældreplejen.

- Mange unge ved simpelthen ikke nok om, hvad arbejdet indebærer. Der er stadig nogle fordomme om, at det bare handler om personlig pleje, men der er så meget mere i det. Man arbejder med mennesker, relationer og livshistorier, siger hun.

Selv har hun været i praktik i blandt andet hjemmeplejen og oplevet, hvor meningsfuldt arbejdet kan være.

- Jeg elsker at arbejde med mennesker. Man får rigtig meget igen, og man kan gøre en forskel for andre. Faget fejler ikke noget, men vi skal blive bedre til at vise unge, hvad det faktisk handler om.

Fem udfordringer fra virkeligheden

De fem udfordringer spændte bredt. Udover rekruttering til ældreområdet skulle eleverne bl.a. også komme med forslag til, hvordan Hjørring bymidte kan udvikles i en tid, hvor mere handel foregår digitalt, hvordan kommunen kan få mere værdi ud af velfærdsteknologi, og hvordan flere børn og unge kan blive en del af fritidsfællesskaber.

Blandt de studerende fra UCN i Hjørring var Johan Bach Andersen fra sygeplejerskeuddannelsen. Sammen med sine medstuderende fungerede han som facilitator for grupperne.

Her hjalp han flere grupper med at komme med ideer til, hvordan man kan reducere skolefravær i folkeskolen.

- Eleverne foreslog blandt andet mere variation mellem teori og praksis. For mange børn giver undervisningen bedre mening, når de kan koble den til virkelige problemstillinger, siger han.

Grupperne pegede også på mere bevægelse i skoledagen, undervisning uden for skolens rammer og flere voksne omkring eleverne som mulige veje til at reducere skolefraværet.

- Det har været spændende at følge, hvordan grupperne er gået fra de første tanker til konkrete løsningsforslag. Vi har selv været på innovationscamp som studerende, og nu har vi prøvet at være dem, der hjælper andre gennem processen. Det har været fedt at kunne bruge vores egne erfaringer, siger Johan Bach Andersen.

Kan blive en fast tradition

Forhåbningen er, at innovationscampen kan blive en tilbagevendende begivenhed i Hjørring, hvor byråd og fagudvalg løbende kan bringe aktuelle udfordringer i spil og få de unges perspektiver med i arbejdet med at udvikle kommunen.

Innovationscampen var arrangeret af Professionshøjskolen UCN i samarbejde med Hjørring Kommune.

Se flere billeder fra innovationscampen på UCN's Facebook-profil.

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk