Gå til hoved indhold

De Digitale Dage er et partnerskab mellem Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet og EUC Nord og er et unikt koncept, hvor studerende fra en række forskellige uddannelser inden for byggeriet samles om at afprøve og præsentere de nyeste digitale redskaber. Som noget nyt er én af landets største erhvervsskoler, TECHCOLLEGE, også kommet med i partnerskabet. De Digitale Dage afvikles i tæt samarbejde med repræsentanter fra entreprenør- og rådgiverbranchen.

Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond på godt 1,6 mio. kr. sætter De Digitale Dage nu endnu mere fokus på bæredygtighed i byggeriets løsninger og processer, og hvad det kræver af samarbejde mellem alle byggeriets aktører og samtænkning af helhedsløsninger – fra design til konstruktion.

I 2023 foregår De Digitale Dage tre dage i uge 12 og samler omkring 150 studerende og elever fra en række uddannelser inden for byggeriet samt repræsentanter fra den danske byggebranche.

Det sker ikke mindst med udgangspunkt i de tiltag fra den frivillige bæredygtighedsklasse (FBK), der bliver obligatoriske elementer i det kommende Bygningsreglement.

-Vi er optaget af, at De Digitale Dage skal bidrage til at gøre en forskel for byggebranchen. Netop fordi De Digitale Dage er et aktivt eksperimentarium for det tværfaglige samarbejde kan vi gennem et bæredygtighedsfokus træne, facilitere, observere og uddrage læring fra, hvordan vi får alle med, når det tværfaglige fællesskab skal kunne planlægge et bæredygtigt bygge- eller renoveringsprojekt, fortæller Søren Nissen, projektleder for De Digitale Dage og lektor på UCN’s byggeriuddannelser.

En undersøgelse fra Professionshøjskolen UCN viste sidste år, at størstedelen af de små- og mellemstore virksomheder i den danske byggebranche vurderer, at de endnu ikke er klædt på til de nye forventede bæredygtighedskrav. Her håber projektleder Søren Nissen, at De Digitale Dage kan bidrage med udvikling af praktisk orienterede guidelines og praksiseksempler i de planlagte lærings- og inspirationsprodukter, som De Digitale Dage skal munde ud i. De Digitale Dage foregår i Aalborg, og det bliver 14. gang, arrangementet holdes.

Kontakt

  • Søren Nissen, projektleder på De Digitale Dage og lektor på UCN’s byggeriuddannelser, tlf.: 72 69 15 28

Skrevet af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation