Natur og udeliv skal trække flere til Thisted-uddannelser
Nærheden af kyst og natur er Thys nok stærkeste kendetegn, og det ønsker man at drage endnu mere nytte af på uddannelserne på UCN. Konkret ønsker man at styrke arbejdet med natur og udeliv på uddannelser, der har til huse på Lerpyttervej i Thisted. Særligt uddannelser til pædagog og pædagogisk assistent har allerede i dag glæde af at arbejde med naturen i undervisningen.
Et flertal på Christiansborg har indgået aftale om reform af de videregående uddannelser på det erhvervs- og professionsrettede uddannelser, som UCN’s uddannelser hører under.
Direktør for UCN Velfærd, Diana Riknagel forklarer, at reformaftalen åbner for nye muligheder.
- En del af aftalen betyder, at vi som uddannelsesinstitutioner kan etablere særlige lokale toninger og profiler, for at gøre det mere attraktiv for ansøgere. Det er derfor helt oplagt for os at se nærmere på, hvordan vi kan styrke vores uddannelser i Thisted i forhold til natur og udeliv. Det er et område, som vi allerede arbejder med i dag med Nationalpark Thy nærmest i baghaven, fortæller Diana Riknagel.
Valgfag om, hvordan natur og udeliv kan bruges i en pædagogisk kontekst, er allerede populære blandt de studerende. Det er dog ikke kun i egentlige valgfag, at naturen får lov at fylde i uddannelserne.
- Vi ønsker at flette naturen ind hele vejen gennem uddannelserne, hvor det giver mening. Vi har allerede et godt samarbejde med flere lokale aktører. Det er selvfølgelig oplagt at nævne Nationalpark Thy, hvor UCN også for nyligt er blevet repræsenteret i nationalparkrådet. Men det kan også være besøg i Naturlandsbyen i Doverodde eller hos andre samarbejdspartnere i Thy og på Mors, som giver vores studerende mulighed for at arbejde med naturen fra mange forskellige vinkler, siger Diana Riknagel.
UCN udbyder følgende uddannelser på campus i Thisted: Pædagog, pædagogisk assistent, sygeplejerske og finansøkonom.
For yderligere oplysninger
Diana Riknagel, direktør for UCN Velfærd
Telefon 7269 0900
Mail dri@ucn.dk