Nichlas er uddannet produktionsteknolog og vinder af DR-program
Til daglig driver han møbelvirksomheden NICHBA, der blev startet, da han studerede til produktionsteknolog på UCN. Igennem programserien på DR har han udviklet en række flotte møbeldesigns og endte altså med at vinde med et simpelt men smukt og unikt tørrestativ/bord.
- Jeg stiller kæmpe krav til kvaliteten af mine produkter, og her har min uddannelse til produktionsteknolog spillet en nøglerolle. Jeg var det helt rette sted dengang i forhold til den vej, jeg gerne ville gå med at designe og sælge mine egne møbler. Det ligger selvfølgelig på rygraden nu, men det kommer alt sammen fra mine uddannelser til smed og produktionsteknolog, fortæller Nichlas.
Det er efterhånden nogle år siden, han blev færdig som produktionsteknolog på UCN. Alligevel er han ikke i tvivl om, hvad han har taget med derfra. Det handler bl.a. om at have styr på de processer, man skal igennem for at nå frem til et godt produkt, samarbejde med leverandører ift. deres krav samt kvalitetssikring og kommunikation.
På UCN deltog Nichlas også i UCN’s iværksættermiljø Next Step, hvor han fik mulighed for at arbejde med sin egen virksomhed som en del af sit studie.
- Man skal ikke undervurdere kraften i et inkubationsmiljø. Det at møde ligesindede med vidt forskellige erfaringer og få sparring og undervisning i de mange iværksætterrelaterede emner har haft kæmpe betydning, siger Nichlas.
Efter sejren i Danmarks næste klassiker kan Nichlas og hans partner i NICHBA, der holder til i Nørresundby, godt mærke, at opmærksomheden omkring deres produkter er blevet ”lidt” større.
- Det var en stor beslutning at medvirke i programmet, der har krævet opbakning fra familie og venner. Jeg skulle nærmest rive et halvt år ud af kalenderen, men det har været en rigtig god oplevelse og en fed forsmag på at være hardcore produktdesigner, lyder det fra Nichlas.
Læs mere om den 2-årige uddannelse til produktionsteknolog.