Gå til hoved indhold

Det er en direktør med solid ledererfaring, stort kendskab til uddannelsesverdenen og erfaring med udvikling af erhvervsliv, der indtræder i direktionen på Professionshøjskolen UCN.

Maj Ragner Lausen har siden 2021 været ansat som stabschef for den centrale stabsfunktion i Rebild Kommune, og inden da har hun været ansat knap 10 år på Aalborg Universitet.

Rektor Kristina Kristoffersen glæder sig over ansættelsen af ny direktør for det erhvervsrettede område.

- Vi stod i ansættelsesudvalget med et stærkt ansøgerfelt. Når valget faldt på Maj Ragner Laursen, skyldes det blandt andet, at hun kommer med erfaring fra både videregående uddannelse og forskning samt udvikling af erhvervsliv herunder erfaringerne med byggeri og energi. Maj er samtidig en erfaren chef, der ved, hvad det vil sige at arbejde strategisk i en politisk ledet organisation, siger Kristina Kristoffersen. 

Rektor fremhæver, at den nye direktør for UCN Erhverv udover stort kendskab til uddannelsessektoren også kender UCN fra aftagersiden fra sit nuværende job som chef i Rebild Kommune. Her har hun også erfaring med erhvervsfremmende indsatser i Nordjylland, hvilket samlet set giver et stærkt afsæt for at træde ind i direktørrollen.

- Maj bliver et aktiv for det erhvervsrettede arbejde på UCN, og en af de første opgaver, hun skal stå i spidsen for, er reformarbejdet og vores uddannelsesportefølje og dens udformning. Det betyder, at Maj både får et internt blik på organisationen og et blik udadtil, hvor dialogen med kommuner og erhvervsliv er vigtigere end nogensinde før med et uddannelseslandskab i store forandringer, fortæller rektor.

Maj Ragner Laursen

Den kommende direktør glæder sig til de udfordringer, der venter hende efter sommerferien.

- UCN spiller en afgørende rolle i udviklingen af det nordjyske arbejdsmarked, erhvervsliv og samfund. UCN Erhverv bidrager til at løse centrale udfordringer som mangel på kvalificeret arbejdskraft, grøn omstilling, digi-talisering og behovet for nye kompetencer i virksomheder og offentlige organisationer. Det er en opgave med stor samfundsmæssig betydning, som jeg ser meget frem til at bidrage til, fortæller Maj Ragner Laursen.

Maj Ragner Laursen tager dermed over efter Thomas Kastrup-Larsen, der i foråret fratrådte stillingen for at overtage direktørposten i Aalborg Zoo.

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk