Gå til hoved indhold

Hvordan skaber vi fritidsfællesskaber, hvor flere børn oplever, at de hører til? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i projektet ’Inklusionsdidaktik med kroppen forrest’. Med en bevilling på 1,25 millioner kroner fra Nordjyllandsfonden skal projektet udvikle og afprøve nye måder at styrke børns deltagelse i fællesskaber gennem leg og bevægelse.

Aske Glindvad Nørgaard er projektleder og lektor på pædagoguddannelsen ved UCN i Hjørring. Han fremhæver, at fritidsfællesskaber kan have stor betydning for børns trivsel, relationer og oplevelse af at høre til. Særligt børn i mistrivsel og børn med særlige behov skal have bedre muligheder for at deltage i meningsfulde fællesskaber – både i SFO'en og i det lokale fritids- og foreningsliv.

- Alle børn har brug for at opleve, at de er en del af et fællesskab, hvor de bliver set, og hvor de kan bidrage med noget. Det gælder også børn med særlige behov, som kan møde barrierer i mødet med fritids- og foreningslivet. De har større risiko for at blive ekskluderet fra fællesskaberne, og det kan have store konsekvenser for den enkelte, siger Aske Glindvad Nørgaard, der er projektleder sammen med lektor, ph.d. Anni Mortensen.

Han tror på, at vi kan blive bedre til at skabe rammer, hvor børn kan deltage på forskellige måder, og hvor fællesskabet ikke afhænger af, at alle kan det samme. Det er ikke tilfældigt, at det i projektet handler om at bruge kroppen.

- Leg og bevægelse giver os nogle særlige muligheder for at mødes på tværs og skabe relationer med udgangspunkt i noget, vi gør sammen, siger Aske Glindvad Nørgaard.

Leg og bevægelse spiller af central rolle i projektet.

Leg skal bygge bro mellem skole og fritidsliv

Projektet bygger på et tæt samarbejde mellem pædagoguddannelsen på UCN, Hjørring Kommune og lokale foreninger. Sammen skal de udvikle og undersøge nye veje til inkluderende fællesskaber gennem leg og bevægelse. Projektet gennemføres i fritidstilbuddene på de fire undervisningssteder: Bagterpskolen, Højene Skole, Tårs Skole og Vrå Skole.

Idéen er at lave ugentlige lege- og bevægelsesaktiviteter. Her mødes børn med og uden særlige behov i inkluderende legegrupper, som faciliteres af en pædagog og en foreningsleder.

En central del af projektet er at skabe en tættere forbindelse mellem skole, SFO og det lokale foreningsliv. Hjørring Fritid får derfor en vigtig rolle som brobygger, så legegrupperne kobles direkte til fritidsaktiviteter i lokale foreninger.

For Rasmus Vørs Carlsen, distriktsskoleleder i Hjørring Skolen, er det vigtigt at skabe flere muligheder for, at børn kan mødes på tværs af almen- og specialområdet.

- Vi har brug for at bringe almen- og specialområdet tættere på hinanden. Afstanden kan være meget stor, hvis et barn skal bevæge sig fra et specialtilbud og direkte ind i en almenklasse. Derfor skal vi blive bedre til at skabe fællesskaber på tværs, hvor børn får mulighed for at mødes og være sammen på andre måder. Det kan dette projekt være med til,” siger Rasmus Vørs Carlsen.

Han peger samtidig på, at børns muligheder for at indgå i fællesskaber ikke stopper, når skoledagen er slut.

- Gode relationer og oplevelsen af at høre til i et fællesskab har stor betydning for børn. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun ser på fællesskaberne i skolen, men også på de muligheder, børnene har i deres nærmiljø og fritidsliv, siger han.

På UCN er projektdeltagerne mere end klar til at komme i gang med udviklingsarbejdet med legegrupperne; Aske Glindvad Nørgaard, Heidi Bang Okslund, Dorte Slot Poulsen, Linda Kunz Sørensen, Sarah Palle Leegaard Knudsen og Anni Mortensen.

Erfaringer skal komme flere børn til gavn

Projektet skal ikke kun skabe nye muligheder for de børn, der deltager i legegrupperne. Det skal også give lærere, pædagoger og foreningsaktører konkrete redskaber til at arbejde mere inkluderende med leg, bevægelse og fællesskaber.

Erfaringerne fra projektet skal samles i en praksisrettet inspirationsguide med viden og inspiration til, hvordan skoler, SFO'er og foreninger kan udvikle inkluderende fællesskaber gennem leg og bevægelse. Ambitionen er, at erfaringerne på sigt kan komme børn i hele landet til gavn.

Initiativet er finansieret af Nordjyllandsfonden, der med deres donation ønsker at bidrage til arbejdet med at skabe gode fællesskaber for alle børn.

- Flere børn skal have muligheden for at være med og få venner både i skolernes fritidstilbud og i det lokale foreningsliv. Derfor støtter vi projektet, som bringer pædagoger og foreningsliv sammen om at gøre vejen ind i fællesskaberne lettere for børn med særlige behov. Vi ser også et potentiale i, at erfaringerne fra Hjørring kan give andre kommuner og foreninger konkrete redskaber til at få flere børn med, siger Bo Uggerhøj, direktør i Nordjyllandsfonden.

Fakta om projektet ’Inklusionsdidaktik med kroppen forrest’

  • Målet er at udvikle en inspirationsguide, der kan styrke samspillet mellem skolernes fritidstilbud og foreningslivet og give flere børn med særlige behov mulighed for at blive en del af fritidsfællesskaberne.

  • Projektet er et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCN og Hjørring Kommune.

  • Nordjyllandsfonden finansierer projektet, der løber frem til udgangen af 2027.

  • Målgruppen er børn i 0.-3. klasse, særligt børn i mistrivsel, børn med særlige behov og børn med begrænset deltagelse i fritids- og foreningslivet

For yderligere information

Aske Glindvad Nørgaard, projektleder UCN
Telefon 7269 0711
Mail ano@ucn.dk