Gå til hoved indhold

Hvordan er det egentlig at læse til sygeplejerske, lærer, datamatiker eller finansøkonom? Det får unge mulighed for at opleve, når UCN i uge 43 afholder Studiepraktik.

Interessen er større end sidste år. I alt deltager 760 unge i Studiepraktik på UCN i år mod 690 sidste år. Også i Hjørring er der fremgang, hvor antallet er steget fra 83 til 103 unge. Som noget nyt kan de unge i Hjørring vælge et samlet forløb, hvor de får mulighed for at opleve alle fire uddannelser, der udbydes på campus: læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og bioanalytikeruddannelsen. Normalt følger man undervisningen på én bestemt uddannelse, men med det nye tilbud kan de unge undersøge flere muligheder og mærke studielivet tæt på.

Under Studiepraktik får deltagerne mulighed for at opleve uddannelsernes faciliteter, høre mere om fagene og prøve kræfter med forskellige aktiviteter. Samtidig kan de møde studerende og undervisere og få en fornemmelse af både undervisningen og studielivet. På UCN kan de unge vælge mellem over 30 forskellige uddannelser, når de tilmelder sig Studiepraktik

På sygeplejerskeuddannelsen skulle der blandt andet måles blodsukker.

To dage til at blive klogere på fremtiden

Blandt deltagerne i Hjørring er Alberte Trudslev og Emilie Johannesen, der begge går i 3.g på Brønderslev Gymnasium. De overvejer at tage en videregående uddannelse i Hjørring og har valgt at bruge de to dage på at blive klogere på deres muligheder.

Alberte overvejer at læse til sygeplejerske, mens Emilie har kig på enten pædagoguddannelsen eller læreruddannelsen. De er begge glade for muligheden for at undersøge flere uddannelser på samme tid – og for, at uddannelserne ligger tæt på deres hjemby.

- Det er fint, at man kan lære om flere forskellige uddannelser, så man ikke kun skal høre om én uddannelse, hvis man er usikker på, hvad man vil læse. Jeg håber, Studiepraktik kan gøre mig mere sikker på, hvad jeg gerne vil læse, siger Alberte Trudslev.

Emilie har allerede et vist kendskab til UCN i Hjørring, da hendes storesøster læser til pædagog her. Alligevel ser hun frem til selv at opleve hverdagen på en videregående uddannelse.

- Det er mere spændende at komme ud og se stedet, møde studerende og se, hvordan undervisningen foregår, siger Emilie Johannesen.

Alberte Trudslev og Emilie Johannesen deltager i Studiepraktik på det fælles forløb for fire uddannelser.

En mulighed for at mærke efter

Studiepraktik er en mulighed for unge, der gerne vil tættere på et valg af videregående uddannelse. Ved at følge undervisningen og deltage i forskellige aktiviteter får de et mere konkret indtryk af, hvad der venter dem, hvis de vælger at søge ind.

For de unge, der endnu ikke har besluttet sig, kan det være en fordel at opleve flere uddannelser og stille spørgsmål til både studerende, undervisere og vejledere. Med det nye tilbud i Hjørring får deltagerne netop mulighed for at undersøge flere faglige retninger på én gang – og måske blive lidt klogere på, hvilken uddannelse der passer bedst til dem.

Fælles velkomst for studiepraktikanterne i Hjørring.

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk