Gå til hoved indhold

100 ansøgere har en studieplads på bioanalytikeruddannelsen i Hjørring øverst på ønskelisten i forbindelse med ansøgning til de videregående uddannelser. Med 60 studiepladser så er uddannelsesleder Sofie Gry Pristed yderst tilfreds med søgningen til den nye uddannelse.

- Vi er utroligt glade for den store interesse ikke mindst set i lyset af, at der er behov for flere uddannede bioanalytikere i det nordjyske. Jobmulighederne er utroligt gode, og vi ved, at de ude på regionens hospitaler glæder sig til, at vi om 3 ½ år kan overrække eksamensbeviset til de første bioanalytikere uddannet fra Hjørring, siger uddannelseslederen.

Ansøgere får 28. juli svar på, om de får en af de eftertragtede studiepladser. Særligt studiestart i september er meget populær blandt ansøgerne, hvor 87 har angivet det som deres førsteprioritet. I alt er der modtaget 244 ansøgninger.

- Vi glæder os til at tage imod en masse motiverede studerende til september og med den store interesse tegner alt til, at vi også allerede nu kan melde om fuldt hus til februar, fortæller Sofie Gry Pristed.

Foto: Region Nordjylland

Ansøgerfelt med nordjysk tyngde

Nordjyder, der drømmer om en fremtid som bioanalytiker, har indtil nu skulle til Århus eller længere væk for at studere. Målet med etableringen af den nye uddannelse i Hjørring er dels at sikre tilstrækkeligt med uddannede bioanalytikere til regionen, men også at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele landet.

Et blik på postnumrene for de 100 førsteprioritetsansøgere viser da også, at det i høj grad er nordjyder, som har søgt ind på uddannelsen i Hjørring.

- Vi kan se, at hovedparten af ansøgerne i dag bor i Vendsyssel eller Aalborg, så der er ingen tvivl om, at den nye uddannelse er attraktiv blandt nordjyder, men vi har også en del ansøgere uden for Nordjylland, og de fordeler sig faktisk over det meste af landet, siger Sofie Gry Pristed.

Uddannelsen får til huse på UCN’s campus på Skolevangen i Hjørring, og der er indgået en samarbejdsaftale med EUC Nord i Frederikshavn om, at laboratorieundervisningen kan foregå i deres faciliteter. 1. september starter 30 studerende på studiet, mens der ligeledes er 30 studiepladser med opstart 1. februar.

For yderligere information

Sofie Gry Pristed,
uddannelsesleder for bioanalytikeruddannelsen på Professionshøjskolen UCN
Telefon 7269 1270
Mail sgp@ucn.dk

Skrevet af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation