Gå til hoved indhold

Af Annette Secher, direktør for UCN Velfærd, Professionshøjskolen UCN
Jakob Ryttersgaard, direktør for Børn og Unge, Aalborg Kommune
Charlotte Fuglesang, sygeplejefaglig direktør, Regionshospital Nordjylland

Det er svært at rekruttere tilstrækkeligt med unge til nogle af vores vigtigste uddannelserne, ligesom der ses stigende frafald på henholdsvis uddannelserne og i de første år som færdiguddannede. Derfor har professionsskolerne og aftagerne af de nyuddannede en stor interesse i løbende at se på forbedringsmuligheder for henholdsvis rekruttering og fastholdelse af studerende til sygepleje-, lærer og pædagogområderne. Vi oplever heldigvis i Nordjylland, at vi har et fælles stærkt ønske om at samarbejde om at skabe gode og givende uddannelsesforløb – også på disse områder.

Teori kan ikke stå alene. Det er helt afgørende at koble praktiske færdigheder til den viden, som studerende får gennem deres uddannelse. Heldigvis viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), at langt hovedparten af de fremtidige lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere oplever, at de får værdi af deres praktik. Den nye undersøgelse stiller skarpt på praktikerfaringer hos studerende på de fire store uddannelser. Vi har som repræsentanter for henholdsvis uddannelsesinstitution og praktiksteder en stor interesse i, at de studerende får maksimalt udbytte af deres praktikophold, og går derfra bedre rustet og mere afklaret forhold til deres fremtidige job.

Det glædelige ved den nye undersøgelse er, at de studerende føler sig godt taget imod og oplever at få konkrete værktøjer eller greb, som kan bruges i hverdagen. Desværre viser svarene fra de studerende også, at der stadig er brug for forbedringer. Det er vi nødt til at lytte til og i fællesskab arbejde på at rette op på. For det dur ikke, at 19-32 % svarer, at de har fået mere ansvar, end de oplever sig klar til. Eller at 15-25% svarer at de har fået opgaver, der har gjort dem utrygge.

Vores opgave er derfor sammen at dykke ned i resultaterne af den nye undersøgelse og se på, hvor vi kan forbedre praktikken. Og vi skal gøre det sammen, så de studerende føler, at teorien i undervisningslokalet og hverdagen på praktikstedet supplerer hinanden frem for at være to adskilte verdener. Vi har heldigvis et godt fundament at bygge på uanset, om vi ser på de pædagogiske eller sundhedsfaglige uddannelser.

Vi skal øve os i at se på tværs af uddannelserne. Vi skal høste erfaringerne fra de områder, hvor vi lykkes bedre end på andre, og bruge det på tværs. Eksempelvis er der krav om, at praktikvejlederne for de sygeplejestuderende skal have en efteruddannelse som vejleder, hvilket ikke gør sig gældende på eksempelvis lærer- og pædagoguddannelserne. Rapporten fra EVA viser da også, at netop de sygeplejestuderende i højere grad end de øvrige oplever, at deres vejleder kan koble teori fra uddannelsen med praksis på praktikstedet. Vigtigheden af veluddannede vejledere på praktikstedet og støttende undervisere på uddannelsesstedet er tydelig.

På flere område er vi allerede godt i gang med at gøre noget ved de udfordringer, som de studerende fremhæver i undersøgelsen fra EVA. Det glæder blandt andet på læreruddannelsen, hvor de første studerende netop er begyndt på den nye uddannelsesordning. Det betyder blandt andet dedikerede uddannelsesskoler, som arbejder tæt sammen med UCN, og øget fokus på klasseledelse, relationsarbejde og skole/hjem-samarbejde, som er nogle af de mest udfordrende områder som nyuddannet. Desuden vil der i praktikken være fælles undervisning, hvor den studerende og praktikvejleder deltager i undervisning sammen. Formålet med den nye uddannelse er netop, at praktikken kommer til at spille en endnu vigtigere rolle blandt andet i form af mere praktik og fast tilknytning til et praktiksted og praktikvejleder de første to år af uddannelsen.

De fire uddannelser i rapporten er meget forskellige, og tiltagene til forbedring vil derfor være individuelle. Men fælles er, at praktikopholdet for mange er deres første møde med det arbejdsliv, der venter dem efter endt uddannelse. 68-76 % af de studerende oplever, at deres erfaringer med praktik under uddannelsen har givet dem mere lyst til at arbejde inden for professionen. Dog oplever mellem hver femte og hver tiende studerende det modsatte, nemlig at praktikforløbene har givet dem mindre lyst til at arbejde inden for professionen efter endt uddannelse. Faktisk svarer mellem 30 og 45 % nej til spørgsmålet om, hvor vidt de forventer at arbejde med deres fag om 5 år. Det er bekymrende og viser med al tydelighed, at der er brug for, at vi arbejder på flere fronter for at vende den udvikling. Et skridt på vejen er, at vi som uddannelsesinstitution og praktiksteder står sammen om at give de studerende det bedst mulige møde med deres fremtidige erhverv ved en verdensklasses praktik.

Det skridt er vi i gang med at tage, og derefter tager vi endnu flere. For at lave gode uddannelser og sørge for dygtige studerende, som kommer ud på arbejdsmarkedet med mod på de udfordringer, som uundgåeligt er en del af at starte i et af de vigtigste og mest meningsfulde job i landet, kræver mange skridt. Og det kræver, at vi hele tiden går i fællesskab og viser de studerende godt og trygt på vej.