Gå til hoved indhold

Knap 140 studerende på tværs af UCN’s uddannelser har indstillet en underviser til Undervisningsprisen, der bliver uddelt til 7. oktober i forbindelse med UCN Dagen, hvor alle medarbejdere på UCN samles.

Bedømmelsesudvalget har nu udvalgt de tre, der på baggrund af indstillingerne er nomineret til prisen.

De tre nominerede er:

  • Bodil Christensen, Læreruddannelsen Aalborg
  • Jens-Erik Svendsen, Byggeriuddannelserne
  • Sandra Toft Andersen, Pædagoguddannelsen Thisted

Svær udvælgelse

Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen er glad for, at så mange studerende har taget sig tid til at indstille en underviser.

- Det er med til at understrege det, vi allerede vidste, nemlig at vi har utroligt mange dygtige undervisere på UCN. Prisen skal ikke ses som en konkurrence i undervisning men derimod en måde at anerkende værdien er god undervisning og sætte gang i refleksioner over, hvor mange former undervisning af høj kvalitet kan komme i, siger Peter Møller Pedersen.

Han syntes ikke, det var nogen nem opgave at udvælge de tre nominerede.

- Der var rigtig mange velbegrundede indstillinger som emmede af, at de studerende sætter pris på velforberedte, velovervejede og engagerede undervisere, der formår at inspirere og lære fra sig, siger uddannelsesdirektøren.

Udpluk af indstillinger

Bodil Christensen
”Bodil ser sine studerende for hvem de er, og gør en ekstra indsats for, at de ved det. Hun ser vores individuelle styrker og bruger dem aktivt i uddannelsen, og hjælper os med at blive bedre studerende og kommende lærere. Man er ikke i tvivl om, at hun er en elsket underviser, når man omtaler hende på læreruddannelsen.”

”Bodil kan gøre enhver undervisning spændende ved at gøre selv den kedeligste teoritekst relevant. Det gør hun ved at lave opgaver, hvor vi selv ser, hvordan vi kan bruge teorien i praksis i vores undervisning, når vi selv bliver lærere. Når Bodil sætter sig noget for, skal det nok blive. Hendes studerende kommer ofte ud af huset, hvor vi får lov til at undervise hinanden på Kunsten Museum, ser teaterstykker eller kommer til Sverige, Norge, Finland eller et andet nordisk land, for at lære vigtigheden i at undervise i nabosprog.” 

Jens-Erik Svendsen
”Jens-Erik møder altid særdeles godt forberedt til lektioner og formår at formidle alt i pensum på meget pædagogisk, rolig og inspirerende vis. Der er i den forbindelse altid styr på det seneste nye fra den "virkelige verden" og kommende ændringer i normer, bekendtgørelse og lignende. Jens-Erik betragtes af mange studerende som et omvandrende leksikon, fordi der med overraskende stor præcision kan svares på alverdens spørgsmål udover de fag, Jens-Erik selv underviser i.”

”Jeg tror aldrig, jeg har haft en underviser med så stramt et undervisningsskema være så tilstedeværende under vores projekter. Han kommer op i klassen lige meget, hvor lavpraktisk spørgsmålet er for at være sikker på, at vi har forstået emnet.”

Sandra Toft Andersen
”Hvis vi har haft noget undervisning vi ikke forstår, er der blevet en generel tendens i klassen for alle at tage fat i Sandra, fordi hun altid kan forklare det på en måde, så vi forstår det. Det er meget motiverende med en lærer, der på den måde tager os i hånden. Sandra er i den grad faglig dygtig, og hun formår at gøre undervisningen spændende.”

”Sandra er god til at give feedback og opfordrer os til at søge mere og dybere viden fra valide kilder. Desuden sætter hun praksiseksempler på teorien -eller knytter teorien til praksiseksempler. Hun forstår at lytte og indgå i dialogen omkring pædagogik, samtidig med, at hun har en fantastisk humor. Alt i alt en fantastisk lærer, som er utrolig god til at lære fra sig - på den gode måde.”

Indstilles til national undervisningspris 2023

UCN kan indstille tre undervisere til Uddannelsesministeriets nationale undervisningspris 2023. De tre indstillede bliver Bodil Christensen, Jens-Erik Svendsen og Sandra Toft Andersen.

Hvem af de tre, der modtager UCN’s undervisningspris bliver offentliggjort 7. oktober. Her vil vinderen modtage et gavekort på 10.000 kr. som kan bruges til aktiviteter på uddannelsen af enten social eller faglig karakter. De to øvrige nominerede vil tilsvarende modtage et gavekort på 5.000 kr.

Bedømmelsesudvalget til UCN’s undervisningspris

  • Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen, repræsentant for UCN´s rektorat 
  • Kvalitetschef Rie Nielsen, repræsentant for UCN´s chef- og ledergruppe 
  • Skolechef Aalborg Kommune, Mads Rune Jørgensen, repræsentant for det offentlige aftagerfelt 
  • Adm. direktør Fynbo Food, Richard Fynbo, medlem af UCN´s bestyrelse og repræsentant for det private aftagerfelt 
  • Studenterrepræsentant i UCN´s bestyrelse, Jonas Ansbjerg Jørgensen, repræsentant for UCN´s studerende
  • Forperson for UCN´s Studenterråd, Lene Pedersen, repræsentant for UCN´s studerende

Skrevet af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation