UCN åbner ny uddannelse i Hjørring og flytter op mod 100 studiepladser ud af Aalborg
Institutionsplanen er udarbejdet som led i den politiske aftale ”Bedre muligheder for uddannelse i hele Danmark” og består af tre overordnede elementer:
- Oprettelse af nye udbud uden for Aalborg: Bioanalytiker i Hjørring
- Reduktion af studiepladser i Aalborg
- Udflytning af studiepladser på de store velfærdsuddannelser fra Aalborg og oprettelse af nye uden for Aalborg
Forligskredsen bag aftalen, der består af alle partier undtagen Radikale Venstre og Liberal Alliance, skal nu tage stilling til de videregående uddannelsesinstitutioners planer, der skulle indsendes senest 12. januar 2022.
Bioanalytikeruddannelse etableres i Hjørring fra 2022
UCN har i forlængelse af den politiske aftale søgt om og opnået positiv prækvalifikation af et nyt udbud af bioanalytikeruddannelsen i Hjørring. Uddannelsen åbner til sommer og kan optage 60 studerende om året.
- Det er enormt positivt, at vi nu får uddannelsen til Nordjylland, for det nordjyske sundhedsvæsen oplever en aktuel mangel på bioanalytikere, og den ser ikke ud til at være aftagende. Hidtil har man skullet til Aarhus for at tage uddannelsen, og det har resulteret i nogle væsentlige rekrutteringsudfordringer her i Nordjylland, siger Kristina Kristoffersen, rektor på UCN.
De første bioanalytikere vil stå klar fra 2025. Med den nye uddannelse får UCN fremover fem uddannelser i Hjørring.
Lukning af studiepladser i Aalborg
Som følge af den tidligere udmeldte lukning af de engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser reduceres tilgangen til UCN's uddannelser i Aalborg i et sådant omfang, at det overstiger 20%. Det indebærer, at der i forhold til den politiske aftale om at reducere antallet af studiepladser i storbyerne ikke er behov for yderligere udflytning eller nedlæggelse af studiepladser i Aalborg frem mod 2030, medmindre der sker ændringer af uddannelsesporteføljen.
- Desuden kan vi se frem til faldende ungdomsårgange, hvilket med al sandsynlighed også vil komme til at påvirke vores optag i blandt andet Aalborg. Frem til 2031 vil antallet af unge i den uddannelsessøgende alder (17-25 år) blive reduceret med 8 pct. her i Nordjylland, forklarer Kristina Kristoffersen.
Hun fremhæver, at UCN under alle omstændigheder løbende vil overveje mulighederne for at etablere studiepladser uden for Aalborg i det omfang, der er efterspørgsel efter dimittenderne hos private eller offentlige arbejdsgivere, og der samtidig vurderes at være den fornødne søgning til det pågældende udbud.
Udflytning af studiepladser på de store velfærdsuddannelser fra Aalborg
Som led i den politiske aftale står UCN dog stadig til at skulle udflytte 100 studiepladser specifikt på de tre store velfærdsuddannelser til sygeplejerske, lærer og pædagog. Derudover skal der oprettes ca. 100 nye studiepladser uden for Aalborg.
- Vi har haft et kontinuerligt fokus på at sikre arbejdskraft til de store velfærdsområder ved at prioritere stærke uddannelsesmiljøer i Thisted, Hjørring og Aalborg - baseret på dialog med aftagerne og kendskabet til de unges søgemønstre. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi er bekymret ved udsigten til at skulle flytte pladser væk fra Aalborg, bl.a. når man ser på det fremadrettede behov for arbejdskraft her i Nordjylland, fortæller Kristina Kristoffersen.
Hun pointerer, at søgning til udbuddene i Hjørring og Thisted er mindre end i Aalborg, og at en udflytning i værste fald kan resultere i, at der uddannes færre dimittender fra de store velfærdsuddannelser i Nordjylland.
- Vi står allerede i dag i en situation, hvor det nordjyske sundhedsvæsen mangler sygeplejersker på trods af øget dimensionering de senere år. På grund af den aktuelle situation har vi derfor anmodet om, at vores sygeplejerskeuddannelse friholdes fra kravet om udflytning, og at den samlede ramme for Region Nordjylland tilsvarende reduceres. Dette med henblik på, at friholdelsen af sygeplejerskeuddannelsen ikke resulterer i yderligere udflytningskrav på de øvrige uddannelser, siger UCN’s rektor.
Som led i den politiske aftale står både pædagoguddannelsen og læreruddannelsen på nuværende tidspunkt til at skulle udflytte studiepladser fra Aalborg frem mod 2030 samt oprette yderligere nye pladser uden for Aalborg.
For pædagoguddannelsens vedkommende er det uafklaret, hvor studiepladserne skal placeres, og derfor er der også i institutionsplanen lagt op til, at der først for alvor sker udflytninger eller oprettelse af nye pladser i den sidste del af perioden (2027-2030). Det giver UCN muligheden for at analysere behov og potentiale, inden pladserne flyttes eller oprettes.
- Vi ved, at behovet for uddannede pædagoger vil blive større i Aalborg og omegnskommunerne som en konsekvens af stigende befolkningstal og børnetal. Derfor vil udflytning og oprettelse af studiepladser uden for Aalborg ikke være i overensstemmelse med aftagernes behov, og det kan komme til at betyde, at uddannede pædagoger skal flytte fra eksempelvis Thisted og Hjørring til Aalborg, hvilket på ingen måde er hensigtsmæssigt, forklarer Kristina Kristoffersen.
På læreruddannelsen har der gennem en årrække været ledige studiepladser på begge UCN's udbud i Hjørring og Aalborg - og der er ingen forventninger om, at den udvikling vender. For at imødekomme kravene forventer UCN at flytte nogle af de ledige studiepladser i Aalborg til Hjørring.
Stærke uddannelser skal fastholdes i Nordjylland
UCN uddanner i dag jordemødre og radiografer til både Region Nordjylland og Region Midtjylland. Uddannelserne spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre kompetent arbejdskraft til sundhedsvæsenet i de to regioner og er derudover med til at løfte uddannelsesniveauet i Nordjylland.
Derfor udtrykkes der i institutionsplanen en bekymring over, at Professionshøjskolen VIA ønsker at oprette udbud af uddannelserne til jordemoder og radiograf i hhv. Horsens og Herning. Udbud af de to uddannelser i Region Midtjylland vil med al sandsynlighed medføre, at den kliniske uddannelseskapacitet i Midtjylland vil tilfalde VIA. Dermed vil UCN kun have mulighed for at optage ca. 1/3 af de nuværende studerende.
- Der vil være en overhængende risiko for, at udbuddene bliver så små, at der ikke kan opretholdes fagligt og økonomisk bæredygtige miljøer, og udbuddene derfor må lukke. Det vil skabe massive rekrutteringsudfordringer i Nordjylland og få fatale konsekvenser for vores sundhedsvæsen. Vi er stolte af, at vi i dag uddanner jordemødre og radiografer til begge regioner, og vi vil kæmpe for, at det også er tilfældet i fremtiden. Vi har stærke faglige miljøer, og der er stor tilfredshed med vores dimittender i både Nordjylland og Midtjylland, fortæller Kristina Kristoffersen.
Kontakt
- Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 72 69 01 00
Skrevet af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation