UCN bliver del af stor europæisk alliance
UCN bliver den første danske professionshøjskole, der deltager i en såkaldt europæisk universitetsalliance som samlet professionshøjskole og med alle uddannelsesområder.
Alliancen er en del af flagskibsinitiativet European Universities initiative under EU, og med det nye partnerskab følger mere end 14 millioner euro over en fireårig periode, hvoraf 2,2 mio. euro går til UCN.
HEROES står for Higher Education for Resilience-Oriented and Empowered Societies, og alliancen bliver officielt skudt i gang i 2025 og løber frem til og med 2029. Til sammen har institutionerne 120.000 studerende samt 14.000 medarbejdere og kommer fra Belgien, Danmark, Finland, Nederlandene, Litauen, Portugal, Sverige, Tjekkiet og Tyskland.
- Det er en fantastisk nyhed for UCN og for hele Nordjylland. HEROES vil give os særlige muligheder for i endnu højere grad at styrke vores region via internationalt samarbejde om viden, innovation og uddannelse, og den vil give vores studerende særlige muligheder for internationale erfaringer som en del af deres studietid, siger rektor Kristina Kristoffersen.
Blandt de mulige samarbejdsfelter i HEROES vil være at teste, afprøve og udvikle nye (digitale) læringsmetoder og værktøjer i større skala så som micro-credentials, joint programmes, COIL, RPL, challenged-based learning, entrepreneurship og living labs.
Samarbejdet favner både forskning, innovation og uddannelse. Alle deltagerne i HEROES har et stærkt regionalt fokus på at udvikle netop den region, som de er en del af, og samarbejdet på tværs forventes at give store fordele.
- For at være stærke regionalt er vi nødt til også at være stærke internationalt. Det internationale samarbejde og udveksling vil gøre UCN’s uddannelser, innovation og forskning endnu bedre end i dag til gavn for den enkelte studerende og for hele Nordjylland, siger rektor Kristina Kristoffersen.
Hver af de ni deltagere har nu seks uger til endeligt at underskrive aftalen, og samarbejdet er derfor først en realitet fra midt i august. Men Kristina Kristoffersen forventer ikke, at der vil opstå udfordringer.
- Jeg regner med, at vi fra august for alvor er klar til at gå i gang med at forberede samarbejdet, som formelt træder i kraft fra 2025. Forberedelsen kommer til at involvere fagmedarbejdere fra alle dele af UCN, og jeg vil allerede nu takke de mange gode kræfter, som via deres indsats har været med til at gøre ansøgningen mulig, siger Kristina Kristoffersen.
Følg HEROES-alliancen på LinkedIn og på projektets hjemmeside.
Fakta
- HEROES står for Higher Education for Resilience-Oriented and Empowered Societies
- De ni institutioner i projektet har til sammen 120,000 studerende og 14,000 medarbejdere fordelt på 22 campusser
- Partnerne i HEROES-projektet kommer fra Belgien, Danmark, Finland, Nederlandene, Litauen, Portugal, Sverige, Tjekkiet og Tyskland
- Med partnerskabet følger mere end 14 millioner euro over en fireårig periode, hvoraf 2,2 mio. euro går til UCN
- HEROES er en af 14 nye alliancer, der modtager støtte fra Europa-Kommissionen til at opbygge en europæisk universitetsalliance
De ni institutioner
- Professionshøjskolen UCN (DK)
- Thomas More University of Applied Sciences (BE)
- Fontys University of Applied Sciences (NL)
- Halmstadt University (SE)
- Deggendorf Institute of Technology (DE)
- Mendel University (CZ)
- Seinäjoki University of Applied Sciences (FI)
- Polytechnic Institute of Beja (PT)
- Vilniaus Kolegija (LT).
HEROES omfatter også associerede partnere fra Albanien, Frankrig, Grækenland, Kosovo og Ukraine.
HEROES er yderligere støttet af eksperter og organisationer i det internationale rådgivningsnetværk, herunder Erasmus Student Network, EURASHE, UAS4EUROPE og Lifelong Learning Platform.
Kontakt
- Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100