Gå til hoved indhold

Selvkørende biler der nedbringer trængsel i byerne. Særlige mikroorganismer der skaber bedre høstudbytte, så flere kan få mad. Naturlige enzymer der kan erstatte miljøskadelige kemikalier i industrien. Dét og meget andet arbejder eleverne med, når de udforsker naturvidenskaben i LIFE Fondens undervisningsforløb. Fremover kan skoleelever fra hele Region Nordjylland også eksperimentere med naturvidenskab og teknologi i et avanceret laboratorium hos Professionshøjskolen UCN i Aalborg.

UCN og LIFE Fonden har nemlig indgået et partnerskab, der skal styrke virkelighedsnær og eksperimenterende naturfagsundervisning i Nordjylland.

- Vi er utrolig glade for partnerskabet med LIFE Fonden og det kommende undervisningslaboratorium her på UCN, fordi det vil bidrage til at skabe et stærkere fagligt og didaktisk miljø for naturfagsundervisning samt gøre vores lærer- og pædagoguddannelse endnu mere attraktiv. Desuden ser vi frem til at få besøg af nysgerrige elever i alle aldre fra hele regionen, når laboratoriet åbner for skoleklasser, lyder det fra Kristina Kristoffersen, der er rektor på Professionshøjskolen UCN.

Stor interesse på nordjyske skoler

UCN og LIFE Fonden har allerede et etableret samarbejde, og tirsdag blev partnerskabet om styrket naturfagsundervisning og opførsel af LIFE Lab Nordjylland officielt indgået. Partnerskabet er en del af en større landsdækkende udbredelse og forankring af LIFE Fonden, som udvikler eksperimenterende naturfagsundervisning, hvor elever arbejder praktisk med virkelighedsnære problemstillinger.
Det kommende LIFE Lab i Aalborg er ét blandt flere undervisningslaboratorier, som LIFE Fonden etablerer over de næste par år for at nå ud til elever i hele Danmark. I LIFE Lab Nordjylland kan elever fra hele Region Nordjylland komme på besøg for at udforske naturvidenskab og teknologi – helt gratis.

- Vi har et ønske om at nå ud til skoleelever i hele Nordjylland gennem et stærkt samspil med kommuner og skoler, og det får vi nu bedre muligheder for i partnerskabet med UCN. Der er allerede mere end 12.000 elever i Region Nordjylland, som har eksperimenteret med naturvidenskabelige problemstillinger i LIFE Fondens undervisningsforløb. Vi glæder os til at blive endnu stærkere forankret her i regionen, fortæller Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.

LIFE Fonden har allerede fire nordjyske undervisere, der besøger skoler i Nordjylland med et mobilt laboratorium – LIFE Mobil Lab. Underviserne holder til på UCN Campus Mylius Erichsens Vej og kommer også til at undervise i LIFE Lab Nordjylland, når det åbner. Projektet afventer nu en byggetilladelse, som forhåbentlig falder på plads inden sommerferien, hvorefter byggeriet kan begynde.

LIFE Fonden indgik i 2021 ligeledes et partnerskab med Aalborg Kommune, der blandt andet sikrer, at kommunens skoler får prioriteret adgang til LIFE Fondens undervisningsforløb og laboratoriefaciliteter samt til faglige arrangementer, lærernetværk og lignende hos LIFE Fonden.

Kristina Kristoffersen, rektor på UCN, og Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden, underskrev samarbejdsaftalen 14. marts 2023.

Kort om LIFE Fonden

LIFE Fonden er en erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
LIFE Fondens undervisning er gratis for skoler, da det uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden. LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter.

Læs mere på www.LIFE.dk

Glenn Christensen, underdirektør i LIFE Fonden, Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden, Kristina Kristoffersen, rektor på UCN og Poul Højmose Kristensen, professionshøjskoledirektør på UCN - ved græsarealet bag campus, hvor det kommende LIFE Lab skal opføres.

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation, meg@ucn.dk