UCN’s undervisningspris 2023 er nu uddelt
Prisen gik til Louise Kragh Ottesen, der er adjunkt på markedsføringsøkonomuddannelsen. Prisen blev overrakt af direktør for UCN Erhverv Thomas Kastrup-Larsen, der i sin begrundelse for valget af prismodtager kom ind på de mange rosende ord fra indstillingerne. Det er studerende på tværs af UCN’s uddannelser, der kan indstille deres undervisere, hvilket ca. 10 studerende havde valgt at gøre i år.
I indstillingerne af Louise Kragh Ottesen lød det blandt andet:
”Louise er en person, som ser på os studerende som mennesker, der er i en alder, hvor vi prøver at danne vores egen identitet og kan opleve modgang. Hun har fokus på, at alle bliver behandlet ordentligt. Derudover sørger hun for at få alle med i undervisningen, så man ikke mærker forskel fagligt. Alle er gode nok. Man kan mærke, at hun virkelig vil sine studerende, og er utroligt kompetent.”
Louise Kragh Ottesen bliver sammen med de to øvrige nominerede til prisen indstillet til den nationale undervisningspris 2024. Det drejer sig om Aila Stine Thorup Jensen fra pædagoguddannelsen og Henrik Morten Ranum fra uddannelsen i E-handel.
Det er anden gang, at UCN’s undervisningspris uddeles. Udover æren, diplom og et keramikkrus fra Lange Kunsthåndværk modtog vinderen 15.000 kr., som skal bruges til et valgfrit fagligt eller socialt arrangement sammen med studerende og gerne også kolleger. De to andenpladser modtog hver 10.000 kr., som ligeledes skal bruges til et valgfrit fagligt eller socialt arrangement.