Uddannelsesreform varsler vigtigt nybrud
Rektor Kristina Kristoffersen har ligesom resten af uddannelsesverdenen ventet spændt på reformudspillet, og glæden var derfor også stor, da uddannelses- og forskningsministeren præsenterede udspillet 8. oktober.
- Der er tale om et ambitiøst politisk udspil, hvor der som en del af et kvalitetsløft er afsat midler til flere timer til undervisning, vejledning og feedback, undervisning på mindre hold, mere simulations- og værkstedsundervisning og styrkelse af praktikker, siger Kristina Kristoffersen.
Hun glæder sig også over, at der er lagt vægt på til særlige indsatser for både studerende med svage og stærke studieforudsætninger.
Uddannelse gennem hele livet
- Det gør mig virkelig glad, at udspillet indeholder mulighed for at vores dimittender og den nuværende arbejdsstyrke indenfor vores uddannelser gennem hele arbejdslivet får mulighed for praksisrettet efteruddannelse - uden deltagerbetaling og uden loft. Det er rigtigt set, at der er behov for at se anderledes på den måde, vi tænker uddannelse på, så læring er en naturlig del af hele arbejdslivet uanset om man er ansat i det offentlige eller i private virksomheder. Jeg har derfor store forhåbninger til denne del af udspillet, siger UCN’s rektor.
Udover forslaget om fri efteruddannelse til dimittender fra Professionshøjskoler og Erhvervsakademier, der er der også lagt op til helt nye muligheder for at vende tilbage til uddannelsesverdenen og hente nye kompetencer på et andet niveau. Regeringen foreslår at oprette praksisrettede masteruddannelser på professionshøjskolerne svarende til uddannelsesniveauet for universiteternes kandidatuddannelser. Samtidig er der ambitioner om nye deltidsuddannelser og merituddannelser.
Vigtigt med rette forudsætninger
Udover udspil til reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, er der også kommet et udspil til reform af ungdomsuddannelserne, hvor UCN’s rektor på samme tid er positiv og bekymret.
- Vi er positive overfor, at alle ungdomsuddannelser bliver rettet mod vores uddannelser, men vi hejser et rødt flag for udspillets takter omkring den nye epx og studieforudsætningerne til udvalgte uddannelser. Her er det afgørende for os, at de potentielle studerende har den nødvendige ballast, før de begynder på UCN. Vi mener, at vores kommende studerende bør have en 3-årig epx som adgangsforudsætning på alle vores professionsuddannelser, siger Kristina Kristoffersen med henvisning til, at der i udspillet lægges an til, at man kan uddanne sig til bioanalytiker eller radiograf på baggrund af en 2-årig epx.
Følger forhandlingerne tæt
På UCN er man nu klar til at følge de politiske forhandlinger tæt. Der er afsat 2,1 mia. kr. årligt ved den fulde indfasning i 2032.
- Jeg glæder mig til at følge de politiske forhandlinger tæt, og der venter nu en stor opgave for os som uddannelsesinstitution i at spille ind med den viden og erfaring, vi har i at uddanne til erhvervslivet og de pædagogiske og sundhedsfaglige professioner, siger Kristina Kristoffersen.
For yderligere oplysninger
Kristina Kristoffersen, rektor Professionshøjskolen UCN
Mail kkri@ucn.dk
Telefon 7269 0100