Uddannelsen gav forståelse for andres fag

Stjepan Mikulic er bygningskonstruktør hos Sweco Danmarks afdeling for byggeri i Aalborg.

Han blev ansat hos Sweco i 2019, da han havde færdiggjort sin uddannelse ved UCN. Her fik han et bredt indblik i byggebranchen, som bygningskonstruktøren i dag drager nytte af
i sit virke.

- Fokus på samarbejde i grupper sætter jeg stor pris på i dag. Jeg har lært, hvordan man kommunikerer med hinanden og har forståelse for andres arbejde. Selvom jeg primært sidder med konstruktion, har jeg forståelse for VVS, energiberegning, arkitektur og meget andet, fortæller Stjepan Mikulic.

Det er også en egenskab, som teamleder Tue Strøm ser i flere af UCNs kandidater.

- Når de kommer fra UCN, kommer de med nogle generelle kompetencer i byggebranchen. Det dækker bredt og giver dem mulighed for at træde ind i en virksomhed, der beskæftiger sig på byggeri på det ene eller andet niveau, forklarer han.

Byggeriafdelingen hos Sweco Danmark har fundet flere kandidater på UCN’s uddannelser. De har alle det til fælles, at forståelsen for både teorien og det praktiske arbejde er en del af deres baggrund.

Det giver nye muligheder ved rekrutteringen.

- Vi har senest ansat to, der har forskellige roller, selvom de kommer fra samme uddannelse. Den ene har en lidt mere praktisk baggrund, der gør, at han kan komme tættere på selve udførelsen, mens den anden har en mere teoretisk baggrund, lyder det fra Tue Strøm.

En bred uddannelse giver også bygningskonstruktører som Stjepan Mikulic mere frihed til at finde sin egen vej i byggebranchen.

- Det giver mange flere muligheder end, hvis jeg kun forstod én ting. Jeg kan bevæge mig i de  retninger, som jeg vil, og jeg kan forstå andres fag. Så jeg kan finde en bestemt interesse og bevæge mig i den retning, siger Stjepan Mikulic.

 

 

 

Få mere inspiration til samarbejde