Sundhedsinnovation
Vil I samarbejde med UCN om jeres udfordringer?
UCN styrker tværfaglig sundhedsinnovation
UCN vil skabe mulighed for at udforske de komplekse udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor, ved at facilitere tværfaglige aktiviteter inden for uddannelse, forskning, innovation og efteruddannelse.
Med fokus på sundhedsinnovation og velfærdsteknologi arbejder vi tæt sammen med eksterne samarbejdspartnere på tværs af sektorer. Målet er at skabe bæredygtige og effektive sundhedsløsninger gennem samarbejde og samskabelse.
Sundhedsvæsnet står med en lang række komplekse udfordringer, som kræver tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. UCN’s sundhedsinnovationshub skal gøre det nemmere for organisationer og virksomheder at samarbejde med UCN’s forskere, undervisere og studerende. Samtidig skal initiativet styrke arbejdet med sundhedsinnovation i hele UCN.
Målet er at udvikle, demonstrere og skalere innovative løsninger til sundhedsvæsenet - i nogle tilfælde kombineret med følgeforskning.
Kort om hub’en
- Centrum for UCN’s aktiviteter med fokus på sundhedsinnovation og sundhedsteknologi. Både i forhold til uddannelse, forskning og udvikling. Aktiviteterne vil ofte være i samspil med eksterne samarbejdspartnere
- Fysisk holder UCN’s nye sundhedsinnovationshub indtil videre til på UCN’s campus for sundhedsuddannelser på Selma Lagerløfs Vej i Aalborg Øst.
- Senere flytter hub’en ind i det nye NOVI Medi Park sammen med virksomheder, specialister og klinikker inden for sundhed, Health Tech og Life Secience. Forventet indflytning er september 2026.
Studerendes arbejde med sundhedsinnovation
UCN's studerende arbejder med sundhedsinnovation på flere forskellige områder. Her er tre eksempler, hvor udfordringer fra sundhedsvæsnet med hjælp fra studerende har resulteret i udvikling af ny viden eller produkter, som kan bruges i praksis.
Nyt produkt skal afhjælpe smerter
Sygeplejerskestuderende Dea Ketill Skibild fik idéen, da hun under praktik arbejdede sammen med en operationssygeplejerske, der har daglige smerter i hænderne af at åbne de mange sterile indpakninger med alt fra kitler til savblade. Siden har Dea arbejdet målrettet på UCN´s iværksætterforløb Next Step for at udvikle et hjælpemiddel, som kan mindske belastningerne på hænderne. Med støtte fra mentorer tilknyttet UCN’s forløb for iværksættere har hun nu udviklet en prototype for hjælpemidlet ’Care Clip’, som hun håber på sigt at kunne sætte i produktion.
Forskning til glæde for gravide
Forskere fra UCN har undersøgt, hvordan vordende forældre har oplevet at skulle lave monitorering af fostret hjemme, frem for altid at skulle ind på sygehuset til undersøgelser. Et af projekterne havde fokus på partneren til den gravide, hvor formålet var indhente viden om deres oplevelser og dermed bliver klogere på, hvordan sundhedspersonalet bedre kan støtte både partneren og den gravide, så begge føler sig trygge i forløbet. Jordemoderstuderende har deltaget i forskningsprojektet og hjulpet med analyse af interviews, faglig diskussion og litteratursøgning.
Case til innovationscamp blev til virkelighed
En oppustelig halskrave, der kan sikre, at afdødes kæbe holdes lukket, så det ser anstændigt ud og er værdigt for de pårørende, der skal sige farvel. Det er kort fortalt det produkt, som virksomheden Saluscur har udviklet. Idéen opstod på en innovationscamp, hvor kommende sygeplejersker og maskinmestre skulle finde løsninger på konkrete udfordring fra hospitaler og hjemmepleje. Efterfølgende videreudviklede de to studerende Julie Grønkjær Jensen og Simon Poulsen produktet blandt andet med støtte fra UCN’s Next Step forløb for iværksættere. De stiftede virksomheden Saluscur og fik sat halskraven i produktion.
Vil du samarbejde med UCN om sundhedsinnovation?
Essensen i den nye sundhedsinnovationshob er samarbejde på tværs af uddannelse, forskning og praksis. Hvis din organisation, afdeling eller virksomhed inden for sundhedsområdet har konkrete udfordringer, hvor I er interesserede i at samarbejde med UCN’s medarbejdere og studerende, så udfyld kontaktformularen herunder. Så kontakter vi dig for sammen at afsøge muligheder for et fremtidigt samarbejde.