Internationale dimittender hitter hos Turnpikes

Hos it-virksomheden Turnpikes kommer en stor del af de fastsatte medarbejdere med en uddannelsesbaggrund fra UCN

It-virksomheden Turnpikes er dansk, men det nordjyske firma har et stort, internationalt islæt. Derfor har internationale dimittender fra UCN en høj kurs, lyder det fra administrerende direktør Tim Stijven.

- Vores erfaringer med at ansætte praktikanter fra UCN efter praktikperioden er rigtig gode. Der tegner sig et tydeligt billede i virksomheden. Omkring 40% af vores ansatte kommer nemlig med en UCN-baggrund, siger han.

Oftest er ansættelser kommet i stand efter praktikforløb, der i flere tilfælde er endt med at strække sig over lang tid. Derfor ved Turnpikes på forhånd, hvad de kan forvente af de ansattes bidrag til virksomheden.

- Grundet forlængede praktikforløb er der faktisk flere studerende, der ender med at være hos Turnpikes i seks måneder. Derfor ved vi, at de har kompetencerne, motivationen og interessen for virksomheden. Det gør rekrutteringen af de tidligere praktikanter simpel, fortæller han.

De internationale dimittender bidrager stort set til virksomheden med det samme, og Tim Stijven er ikke i tvivl om, at hovedårsagen er, at UCN-dimittenderne er gjort af det rette stof.

- Det gode ved at hyre internationale dimittender med en UCN-baggrund er, at det lynhurtigt skaber værdi til virksomheden. Der er selvfølgelig en oplæringsperiode, men de er stort set produktive fra første dag i virksomheden. De har den rette uddannelse og de rigtige værktøjer til en fastansættelse, siger Tim Stjiven.

Kroatiske Karlo Florenino er en af de internationale dimittender hos Støvring-virksomheden. Efter sin uddannelse som grafisk designteknolog hos UCN er han blevet ansat som grafisk designer hos Turnpikes.

- Mine primære opgaver omhandler partnerpræsentationer og salgspræsentationer, hvor jeg skal præsentere Turnpikes så godt som muligt foran mulige kunder. Min tid på UCN har skærpet mine kompetencer for netop præsentationer, og samtidigt har UCN styrket min håndtering af kunder på både det danske og det internationale marked, fortæller Karlo
Florenino.

Efter en udfordrende opstart hos Turnpikes var det tydeligt for ham, at han har været med til ændre nogle processer hos den nordjyske it-virksomhed.

- Da jeg startede hos Turnpikes, var jeg den eneste uden direkte it-baggrund, så jeg havde svært ved at forstå kernebegreber og definitioner. Selvom det krævede en tilvænningsperiode og en masse spørgsmål, fik det virksomheden til at se tingene fra andre perspektiver. Så jeg har bidraget med nye tilgange på virksomhedens problematikker, slutter han.

 

 

 

Få mere inspiration til samarbejde